Starring: Elizabeth Olsen, Paul Bettany, Kathryn Hahn

Virkelig flot indpakning, til en tom æske

Marvel Cinematic Univers har i det sidste års tid stået stille, grundet den fortsatte nedlukning af biograferne. For de fleste filmserier ville det være, og er, en forfærdelig ting ikke at kunne få sine film ud, men for Marvel tror jeg faktisk, at det har været en god ting. Mange mennesker, mig selv inkluderet, var nemlig begyndt at køre lidt trætte i hele universet. Ikke fordi, at kvaliteten ikke var hvor den skulle være, for det var den godt nok, det var mere grundet en mæthed. Så en pause var lige hvad der skulle til. I denne pause har Disney+ set dagens lys. Dette har virkelig givet mig blod på tanden igen, så da der begyndte at gå rygter om, at WandaVision kunne være en overgang mellem to faser i universet blev den omgående must see. Det mest spændende var dog, at det ikke lignede noget Marvel havde udgivet før.

Kort tid efter begivenhederne i Avengers: Endgame finder vi Wanda (Elizabeth Olsen) og Vision (Paul Bettany). De lever nu et idyllisk liv som mand og kone, og prøver deres absolut bedste, at skjule deres superhelteidentiteter. Af en eller anden grund er alting i sort/hvid, og det lader til, at deres liv udspiller sig foran et live publikum. Alt dette synes dog ikke at gå dem på. Enkelte ting, er dog ikke helt som de skal være. Ved de mindste udsving synes hele verden at gå lidt i hak, omgivelserne ændrer sig hurtigt, farvede ting begynder at dukke op, og nårh ja Vision døde under kampen mod Thanos.

Forvirringen var total da jeg først satte mig ned og så WandaVision. Marvel har de sidste 13 år sparket den ene action banger efter den anden efter os. Alle fyldt med hurtig klipning og store eksplosioner. Det er WandaVision ikke. Det hele er i sort/hvid, stemningen er for det meste idyllisk, og det hele går meget langsomt. Efter bare den mindste ridsen i lakken, hører idyllen dog op, og på et nærmest Twin Peaks agtigt niveau formår WandaVision at få en på krogen. Ligesom med Twin Peaks bliver der på ingen måde leflet, og man må som seer bare acceptere den ekstremt langsomme historiefortællingen, der kun halvvejs tager en i hånden, som er et dejligt friskt pust for Marvel. Hvad får man så med denne langsomme historiefortælling? Man får en hyldest til sitcoms, der sjældent er set mage. Måden WandaVision fanger de forskellige æraer af komedieserier er intet mindre end bjergtagende, både i skuespil, settings og musik. Selvom Elizabeth Olsen ikke er den stærkeste skuespiller, så falder hun naturligt ind i (næsten) alle sitcom stilene, og hun bliver hjulpet godt på vej af veteranerne Paul Bettany og Kathryn Hahn, der begge om muligt er endnu mere naturlige i det hele, hvor specielt sidstnævnte er eminent! Efter de første 3,9999 afsnit lignede WandaVision en af de mest kreative og fascinerende serier, jeg længe har kunnet mindes, men så gik den ikke længere. Alt blev afsløret alt for tidligt, og al spænding blev straks taget ud af serien. Præsentationen fremadrettet er stadig virkelig flot, og er decideret pletfri og flot, som i alle Marvel-film, men det bliver mere og mere ligegyldigt, da der ingen overraskelser er at spore i miles omkreds… eller er der? Trods en al for hurtig afsløring af vigtige elementer, så sker der stadig interessante ting med Wanda, som i takt med seriens fremskridning bliver fremstillet mere og mere ødelagt og ramt af sorg, i en sådan grad, at den i sidste ende gør hende skruppelløs og afstumpet. Kunne Marvel faktisk finde på, at gøre en helt ond? De har tidligere haft succes med det omvendte med Winter Soldier, og muligvis og til dels Loki, så hvorfor ikke? Fordi det er Marvel og det er Disney, og vi er som seere åbenbart nødt til at lukke øjnene stikke fingrene i ørerne, og lade som ingenting, fordi…. Jamen bare fordi. Undskyld mig, men nej, og det piner mig virkelig ikke at kunne gå i yderligere detaljer på dette punkt, men jeg vil højst sandsynligt komme til at spoile et eller andet. Det hele kunne dog stadig holdes oppe, på den idé om at være en overgang mellem de to faser. Hvad er det der er så vigtigt, så man bare en nødt til at se det, for at kunne følge med i fremtiden. Kunne vi måske endelig få åbnet helt op for multiverset!? Der bliver gennem hele WandaVision smidt små kommentarer og winks til publikum omhandlende både Fantastic Four og specielt X-Men, som måske åbner dørene, til disse nyopkøbte filmserier. I sidste ende lader det dog ikke til, at der er blevet åbnet en eneste dør, da de fleste af hentydningerne ikke bliver nævnt igen, og den største af dem alle blot ender med at være en lang penis-joke.

Så hvad kan man sammenlagt tage med fra WandaVision? Man kan tage det med, at produktionsmæssigt, har Marvel ikke ligget på den lade side, da WandaVision (måske) har de flotteste visuelle effekter, som jeg nogensinde har set i en serie. Man kan også tage det med, at trods det hele ender med at være mere Marvel med Marvel på, at de i det mindste leger med idéen om at gøre noget anderledes, hvilket virkelig lover godt for de kommende Doctor Srange og Spider-Man-film, der begge synes at ville gøre tingene anderledes. Vi kan tage godt skuespil fra både etablerede spillere og nye ansigter, samt mere skærmtid til normalt mindre karakterer. Nårh ja, og en banger af en sang i Agatha All Along! Desværre må vi også tage en følelse af skuffelse, og ikke mindst tidsspild med. WandaVision havde virkelig mulighed for at blive noget helt særligt, men var i sidste ende bare mere af det samme. Nærmest intet har ændret sig inde i Marvel universet fra serien startede til den sluttede. Vi har ikke fået besvaret noget som helst, hverken når det kommer til den næste fase eller multiverset, og trods voldsomme forbrydelser, og små hints hvis man læser lidt mellem linjerne, er vi alle nødt til at acceptere, at Wanda stadig er en af de gode, indtil noget er definitivt bekræftet, hvilket ikke er okay. Sidstnævnte kan der dog ændres ved med tiden.

WandaVision får 6 ud af 8 stjerner