News Of The World

0 Comments

Starring: Tom Hanks, Helena Zengel, Fred Hechinger

Det er en film med Tom Hanks

Igen i denne måned har jeg måtte erkende, at den vanlige Netflix vs HBO, ikke kan lade sig gøre. Endnu en gang har vi en måned uden en HBO egenproduktion. Fremadrette betyder det, at anmeldelsesserien ændres til at være Netflix imod de andre. Det kan være HBO, Amazon Prime, Disney+ eller en helt fjerde. Det vil som sædvanlig være den mest populære Netflix-film over en måneds forløb, som jeg nu vil holde op imod den original-film fra de andre streamingtjenester, der har fået mest omtale. Ligesom i sidste måned vil jeg nu give jer en anmeldelse af filmen, der var så populær, at den skulle have repræsenteret Netflix sidste måned. Og det er ikke så underligt, at den vandt i februar, hovedrolleindehaveren taget i betragtning.

I kølvandet på den amerikanske borgerkrig rejser krigsveteranen Captain Kidd (Tom Hanks) rundt fra by til by i Texas. Han læser nyheder op fra hele USA imod betaling, og klarer sig godt, betingelserne taget i betragtning. En dag på hans rejse kommer han forbi en pige (Helena Zengel), der er alene i vildmarken. Pigen snakker ikke engelsk, og Kidd regner hurtigt ud, at hun må være blevet opdraget af en indianerstamme fra en meget ung alder. Hendes eneste levende familie bor i den anden ende af Texas, men da Kidd alligevel altid er på farten, påtager han sig ansvaret for at bringe pigen sikkert frem gennem den barske texanske vildmark, hvor farer lurer over alt.

Tom Hanks er ikke bare en vor tids, men en af de bedste skuespillere denne verden nogensinde har set. Hele USA’s far har gennem 35 år smidt den ene fremragende film efter den anden efter os. Selv når filmen ikke er fantastisk, så er Tom Hanks det. Selvom der er dårlige film i ham, så er der ikke dårlige præstationer! Så som tidligere sagt, var det slet ikke en overraskelse for mig, at denne western var Netflix’ mest populære film fra februar. At finde en person der ikke kan lide Tom Hanks, er nok lige så svært som at finde en person, der stadig kan lide Bill Cosby, og ligesom med de tilbageværende Cosby-fans, så skal man nok også holde sig fra Hanks haterne. Så vi kan lige så godt få den del af anmeldelsen overstået med det samme; Tom Hanks er rigtig god i News Of The World. Ligesom det er gjort før, så er alt ansvar lagt på Tom Hanks’ skuldre. Udover Hanks og Helena Zengel, er der ikke mange karakterer, der deltager i mere end et par scener, og da Johanna (Zengel) i store dele af filmen ikke snakker andet end indianersprog så er det Hanks, der må tage seeren sikkert med mod målstregen, og det klarer han så fint så fint. News of The World må dog erkende, som så mange andre film før den, at man udover Tom Hanks, også skal indeholde noget spændende, og det er der desværre mangel på. Historien er lige til, den er flot og indeholder rigtig god dialog, men hold op hvor er den forudsigelig. Havde filmen kun varet 90-100 minutter, så kunne det måske lige gå, men med en film på 2 timer, så bliver det simpelthen for kedeligt. Historiens mål var aldrig i fare, da man rimelig tidligt i filmen finder ud af, at selv når det ser sort ud for kaptajnen og Johanna, så smiler heldet til dem, og de kan enten uden konsekvenser eller kamp, fortsætte deres rejse. Måske skal problemet ikke findes hos lige netop denne manuskriptforfatter, men derimod hos selve genren. Westerns har aldrig interesseret mig, alene af den grund, at man kan sætte sit ur efter dem, og har kunnet det i snart 90 år. Alt er på spil, men ingen taber. Helten får altid pigen, guldet eller i dette tilfælde et hjem, uden det egentlig nogensinde var i fare. Havde det ikke være for Tarantino, så havde jeg med glæde aldrig set en western igen, men here we are. Nu tænker i sikkert, nu har du snakket om Tom Hanks, men hvad med pigen, hvordan klarer hun sig? Ærlig talt, så er det ikke til at sige. Hun har uden tvivl styr på den fysiske del af sit skuespil, men da hun på ingen måder er til at forstå, og kun skal udvise vrede og lettere forvirring i store dele af filmen, kan jeg egentlig ikke give hende højere end et 4-tal (det betyder 7 eller 8 for jeg over 35, der kun kender 13-skalaen). Der var rigtig meget potentiale i News Of The World. Der var mulighed for at lave en ekstremt anderledes western. Man kunne have skruet helt ned for tempoet, og virkelig dyrket det blomstrende forhold mellem den lille pige, og hendes nye faderfigur, som vi får alt for lidt af. Man kunne have skruet op for tjubanget, og sat tingene endnu mere på spidsen, og faktisk gjort seeren nervøs. Man kunne have overrasket publikum, med måske bare et enkelt plot-twist. Eller man kunne bare have gjort det, de endte med, bare 30 minutter kortere, men det var åbenbart også for meget forlangt.

Det begynder at blive lidt en tradition, at jeg undskylder for min negativitet hva? Bare rolig, det er snart Oscar-sæson! News Of The World er ikke en dårlig film. En forudsigelig film er ikke lig med en dårlig film. Som sagt, så er Tom Hanks, som altid god. Den er virkelig godt lavet, og selve kernen af historien er virkelig sød. Desværre så synes western genren uforbederlig for alle mennesker, hvis fornavn ikke starter med Q. Det er meget muligt, at du har sikret dig en som minimum udemærket film, ved at caste Tom Hanks, men det kræver altså mere at lave en rigtig god film.

News Of The World får 5,5 ud af 8 stjerner