Yes Day

Starring: Jennifer Garner, Edgar Ramirez, Jenna Ortega

Efter en ungdom fyldt med adrenalin, er voksenlivet med mand og 3 børn nu i forsædet hos Allison (Jennifer Garner). At sige, at det er nemt, ville dog være en underdrivelse. Hun er nødt til konstant at være negativ og sige nej, hvilket er begyndt at få hendes børn til at hade hende. Efter denne chokerende nyhed bliver Allison og hendes mand Carlos (Edgar Ramirez) enige om, at noget må gøres. De går med til at børnene må planlægge en dag, hvor Allison og Carlos skal sige ja til alt, så længe det ikke handler om noget i fremtiden, eller er noget kriminelt. Børnene er ellevilde, og begynder straks at planlægge en vild dag. Hvad har Allison og Carlos dog rodet sig ud i?

Jeg vil lige starte med at sige, at Yes Day ikke kommer til at få fripas, bare fordi det er en børnefilm. Bare fordi den er ment til en yngre målgruppe, så skal tingene stadig give mening! Anyway… Yes Day er en typisk Hollywood børne b-film. Den er flot, menneskerne i den er flotte, og idéerne og intentionerne bag dem hænger fint sammen. Da jeg så, at Jennifer Garner havde hovedrollen havde jeg sågar et håb om, at skuespillet ville være til at leve med. Som i kan fornemme, så kæmper jeg en brag kamp på nuværende tidspunkt for at finde positive elementer ved filmen. Den er faktisk ganske morsom, og har nogle fine jokes spredt udover sig (nu siger jeg spredt, jeg grinte måske 2 gange), og selvom jeg før hentydede til, at skuespillet ikke ville være noget at råbe hurra for, så gør Jenna Ortega det godt som familiens ældste datter Katie, selvom det er komplet latterligt, at man som publikum skal tro på, at hun kun er 14 år gammel. Inden jeg nu springer ud i en mindre nedslagtning, så vil jeg lige sige, at jeg ikke hører til Yes Day’s målgruppe, og at det måske har noget at sige, men ikke desto mindre… Den giver ingen mening! Selve idéen om en Yes Day er egentlig fin nok, hvis børnene ellers blev fremstillet som nogle uregerlige små monstre, som det er nødvendigt at sige nej til konstant, men det er de bare ikke, de er ganske almindelige børn. Det værste er, at Allison og Carlos også er ganske almindelige forældre, som nok ikke siger nej mere end den gennemsnitlige forældre. Hverken børn eller forældres frustrationer kan bindes op på noget. Jeg kunne et eller andet sted allerede stoppe nu, da vi ligesom har fået etableret, at selve fundamentet for filmen ikke holder, men lad os nu fortsætte. Skuespillet er ganske enkelt forfærdeligt (med undtagelse af Jenna Ortega). Det virker som om, at nogen har genstartet Jennifer Garner til hendes fabriksindstillinger, så hun nu kun er i besiddelse af følelser, der kræver at hun råber. Karakteren Allison er i forvejen forfærdeligt skrevet (det skal vi nok komme tilbage til), men Garner gør kun tingene værre med en larmende og ulidelig præstation. De to yngste børn synes udelukkende at være blevet castet på udseende, da ingen af dem kan levere replikker. Værst af dem alle er dog Edgar Ramirez’ som virker så ugidelig, at jeg på intet tidspunkt i filmen tænker på Carlos som værende et rigtigt menneske. Som jeg lige hurtigt fik nævnt, så er Allison en forfærdeligt skrevet karakter, og det er hun ikke alene om at være. Indtil selve Yes Day’en begynder, er børnene (specielt Nando) ganske forfærdelige, men det kan til dels undskyldes med, at de er børn. Hvad der til gengæld ikke kan undskyldes er, at forældrene bliver til usympatiske fjolser, allerede halvvejs gennem filmen. Carlos viser sig, som værende decideret uengageret i børnene, og forsøger at bryde deres aftale flere gange. Allison er både uretfærdig, hysterisk og ligefrem kriminel, men det skal man som seer bare tage som, at hun bekymrer sig for meget om sine børn, selvom at hun hele filmen igennem kun viser den mindste interesse i 1 ud af sine 3 børn, som i øvrigt er det barn som Carlos ikke synes at bekymre sig bare det mindste om. Sikke da en hyggelig amerikansk kernefamilie………

Yes Day får 2,5 ud af 8 stjerner

Wonder Woman 1984

Starring: Gal Gadot, Chris Pine, Kristen Wiig

Året er 1984, og Diane (Gal Gadot) bekæmper stadig kriminalitet. Hun har dog nu også fået et arbejde som en ekspert på et museum. En dag efter Diane har stoppet et, hvad der på overfladen, lignede et ganske almindeligt røveri, kommer FBI forbi, for at få identificeret tingen, som blev forsøgt stjålet. Det er en sten, og efter lidt undersøgelse kommer Diane’s kollega Barbara (Kristen Wiig) frem til, at rygterne om stenen siger, at den kan opfylde folks ønsker. Selvom ingen af dem rigtigt tror på det, ender de dog begge med at ønske, og trods hendes tvivl, så har Diane en fornemmelse af, at stenen på ingen måde må havne i hænderne på de forkerte mennesker, og den fornemmelse viser sig at være korekt.

Wonder Woman fra 2017, er mange anset som værende den bedste film fra DCEU. En bundsolid origin historie, til den nok, mest kendte kvindelige superhelt, der skulle have været på bordet for mange år siden. De fleste folk var derfor super spændte på den uundgåelige opfølger, specielt da instruktør Patty Jenkins igen stod ved roret. At filmen skulle foregå i 80’erne hjalp af en eller anden grund yderligere på den spænding. Men så kom corona. Filmen blev udskudt, og udskudt, og til sidst købte HBO altså retten til at sende den ud på streaming. Problemet var bare, at undervejs i udskydelserne, blev mere og mere af filmen kendt, og det lød ikke godt. Jeg kan desværre kun bekræfte. Wonder Woman 1984, er ikke en god film, og er i besiddelse af en af de største differencer i kvalitet på en film og dens opfølger jeg nogensinde har set. Allerede fra start er den gal. Med en spilletid på omkrin de 150 minutter, starter Wonder Woman 1984, ud med en 10 minutter lang intro fra Wonder Woman’s barndom, der i sidste ende viser sig at være mere eller mindre irrelevant, og derfor kun endte med at bidrage til min kamp mod søvnen under filme. Derfra gik det stille og roligt ned af bakke. Man får aldrig en fornemmelse af hvordan Diane’s liv uden for Wonder Woman egentlig er, hvilket i modsætning til den første film, virkelig burde være relevant, og det lader til at hun nærmest falder ind i alle ting. De nye karakterer, som bliver introduceret er på ingen måde 3-dimensionelle, og giver på ingen måde publikum mulighed for at lære dem at kende. Kristen Wiig’s Barbara er kun en ting og det er kikset, og Pedro Pascal’s Maxwell er kun en ting, og det er magtliderlig… eller det passer faktisk ikke, han er også en dårlig far, og begge karakterer har 0% udvikling indtil filmens irriterende døende minutter. Filmen er i komplet ubalance, og snegler sig afsted i de første 100 minutter. Den dvæler ved de underligste små ting, som i sidste ende er ligegyldige og da den så endelig eksploderer i sin egen action, så gør den netop det. Eksploderer sig selv, da intet på dette tidspunkt virker vigtigt, andet end tanken om, at jeg nu snart kunne få noget søvn. Man har som publikum ikke en jordisk chance for at føle noget for noget, da karaktererne ikke er bygget op, vigtige elementer virker henkastede, man skal ikke tænke sig om i mere end blot et par gange, for at gætte filmens slutning, og filmens gennemgående dårlige skuespil gør en endnu mere træt. Når ja, skuespillet. Åh gud, hvor er skuespillet ringe! Jeg har aldrig været fan af Gal Gadot som skuespiller. Jeg ved ikke om det er hendes accent, eller hvad det er, men jeg er aldrig i tvivl om, at det er replikker, der kommer ud af munden på hende, og det er skidt. Chris Pine virker som om, at han lige er vågnet for under 10 minutter siden i hver eneste scene han er med i. Jeg ved ikke om Kristen Wiig, ligefrem har fortjent en Razzie nominering, men jeg har aldrig set den ellers så talentfulde Wiig så ringe. Det virker som om, at hun er dykket ned i to vidt forskellige af hendes SNL-karakterer, og smidt dem op på den store skærm, uden at forsøge at overlappe. Og Pedro Pascal… han er faktisk okay. Hvorfor filmen skal foregå i 1984, har jeg heller ikke forstået. Udover en enkelt scene, hvor Diane og Steve tager rundt i Washington, så er årstallet mere eller mindre irrelevant. Det skal dog siges, at førnævnte scene klart er filmens bedste og mest underholdende, og er kriminelt for kort. DC viste med udgivelsen af Joker i 2019, at de stadig kan lave fantastiske film, men når filmene er underlagt, at skal være en del af deres DCEU, så falder de totalt fra hinanden, og når de ikke end gang kan lave en bare moderat kedelig efterfølger til deres bedste film i universet, står det for mig, som værende et lysende eksempel på, at de skal lukke lortet ned, og starte det forfra. Måske med den kommende The Batman? P.s. det kan godt være, at det her er mig der har misset noget i en tidligere film her, eller om Woner Woman generelt, men hvornår fanden har Wonder Woman lært at gøre ting usynlige, og kunne flyve!?

Wonder Woman 1984 får 1,5 ud af 8 stjerner

Coming 2 America

Starring: Eddie Murphy, Jermanie Fowler, Arsenio Hall

Mere end 30 år er passeret siden Akeem (Eddie Murphy) drog til USA for at finde en hustru. Han skal snart være konge, og står derfor med lidt af et problem; Han har kun døtre. I Zamunda, kan kvinder ikke regere. Straks han er blevet konge, får han besøg af nabolandet Nexdoria’s regent General Izzi (Wesley Snipes), der forsøger at få hans søn giftet med Akeem’s ældste datter, og det nægte Akeem. Heldigvis for Akeem, bringer den lokale heksedoktor godt nyt på det helt perfekte tidspunkt. Akeem har en søn! Han blev undfanget under Akeem’s rejse til USA, og bor der derfor stadig, så Akeem må straks rejse afsted for at bringe sin fortabte søn hjem, så han en dag kan indtage hans retmæssige plads, som konge af Zamunda.

Det er sjældent et godt tegn, når der går en længere årrække mellem en film og dens efterfølger, og da der er gået 31 år mellem Coming To America og Coming 2 America, så ville det være en underdrivelse at sige, at jeg var skeptisk. Desværre blev jeg ikke rigtig modbevist, men underligt nok alligevel en lille smule positivt overrasket. Ud fra læste anmeldelser, og mine egne fordomme, havde jeg virkelig regnet med en bundskraber, men det var Coming 2 America ikke. Eddie Murphy’s charme alene gør selvfølgelig en del. Selvom der er gået 31 år, så virker det ikke på noget tidspunkt underligt, at Murphy er tilbage i rollen som Akeem, og dette gjorde en hel del for at dulme min nervøsitet. Niveauet af jokes er også overraskende med en række dejlige callbacks til originalen. Bedst af alt var dog Wesley Snipes. I rollen som regenten af Nexdoria General Izzi, stjal Wesley Snipes alle hans scener, og indtog dem alle med en mængde af swagger sjældent set større på film. Ydermere, så var der nogle dejlige cameo’s fra bl.a. Trevor Noah og Morgan Freeman, der begge var fantastiske overraskelser. Her slutter min positivitet dog. Der er nogle graverende fejl i Coming 2 America, der ærlig talt for mig til at tro, om folkene bag tror, at publikum er komplette idioter. Der er på intet tidspunkt taget højde for det lille fænomen, der hedder tid. Karakterer rejser fra sted til sted på ingen tid, og synes mest af alt bare at dukke magisk op, når der lige har været brug for dem, og det virker ærlig talt nedværdigende at kigge på. CGI’en i filmen er også pinagtigt ringe. Da Zamunda skal forestille at ligge i Afrika er det jo naturligt, at man vil få nogle vilde dyr at se. Problemet er dog, at det eneste vilde ved dem er hvor vildt urealistiske de ser ud, da mest af alt ligner, at de er blevet lavet i Paint. Det virker på intet tidspunkt som om, at der er noget som helst på spil heller. Det bliver nævnt flere gange, at hvis Akeem ikke gifter et af sine børn væk til Nexdoria, så ville der blive udskrevet krig mellem de to lande, men man tror aldrig rigtig på det, selv når truslen er aller størst. På intet tidspunkt virker det som en nødvendighed, at man skal have 100% fokus på filmen, da man kan forlade den flere minutter af gangen, eller second screene, uden at misse noget som helst, fordi man enten allerede har knækket slutningen, eller fordi historien på intet tidspunkt snoer sig bare det mindste for at interessere sit publikum bare det mindste. Som tidligere nævnt, så var niveauet af jokes overraskende højt, men det betyder ikke at det sammenlagte niveau er godt, da der er mange jokes og replikker, der er så ringe at de trækker niveauet ned til lige under middel, hvilket aldrig er rart at se i en Eddie Murphy film. Den falske reklamering med, at vi endnu en gang skal have en fisk ude af vandet i USA, ender i den grad med at sparke sig selv bag i. Vi bruger svimlende lidt tid i USA, og den egentlige fisk ude af vandet historie er Akeem’s søn og hans mor, der kommer til Zamunda. I den originale film fik vi fremstillet Akeem som en naiv, men yderst sympatisk karakter, som vi kun håber det bedste for. På intet tidspunkt får man den følelse af hans søn, da han egentlig bare bliver fremstillet som en typisk amerikaner, der tror han ved alt og ejer det hele, uden at nogle af tingene er sande, og selv da han tager sig sammen, er skaden desværre allerede sket.

Coming 2 America får 3,5 ud af 8 stjerner

Prime Video løber altså afsted med sejren i sin debut, til min store overraskelse, da jeg egentlig kun tog den med på den teknikalitet, at Wonder Woman 1984 ikke er en HBO-film, men kun en de har købt rettighederne til at vise. Og til jer, der undrer jer over hvorfor jeg ikke har valgt Zack Snyder’s Justice League i stedet for Wonder Woman 1984, så er det fordi, at den ikke rigtig er en original film, men mere et over hypet director’s cut, og dens skelet består af en allerede udgivet film.

Tags: Amazon Prime, HBO Nordic, Netflix