Love & Monsters (Netflix)

Starring: Dylan O’Brien, Jessica Henwick, Michael Rooker

Året er 2030. Jorden er gået under. En meteor var på vej imod Jorden, så alle verdens atomvåben blev sendt ud for at ødelægge den. Det lykkedes! Desværre dalede alt radioaktiviteten ned på Jorden igen, og muterede alle verdens insekter og bløddyr, i en sådan grad at de begyndte at udrydde os mennesker. Nu lever mennesker under jorden i små grupper. En af disse mennesker er Joel (Dylan O’Brien). Han er nervøs, ikke stærk og er single i en gruppe fyldt med par. En dag for Joel nok af hans tilværelse, og vælger at tage ud i verden for at finde hans gamle kæreste Aimee’s (Jessica Henwick) lejr. De har ikke set hinanden i 7 år, men de har for nylig fået kontakt over radioen, og Joel’s følelser er stadig intakte. Ingen tror på ham, men Joel er ligeglad. Der er kun et menneske, der nogensinde har gjort ham rigtig glad, og han må og skal finde hende, om han så skal drage ud blandt voldsomt muterede og menneskeædende monstre!

Det er sjældent, at titlen på en film fortæller dig nøjagtigt hvad du får serveret de næste par timer. Dette er dog tilfældet med Love and Monsters. Du får kærlighed, og du får monstre. Ærlig talt, er der virkelig behov for andet? Well, det er der måske, men det vender vi tilbage til senere. Love and Monsters har et fascinerende univers, fyldt med alle mulige tænkelige insekt monstre, der alle er fantastisk animeret, der alle hver og en, virkelig underbygger Love and Monsters’ Oscar nominering for bedste visuelle effekter. Historien er lige til at følge. Vores helt, den akavede, og mere eller mindre inkompetente Joel, der drager ud for at finde kærligheden, er omdrejningspunktet i en klassisk fish out of water fortælling. Dylan O’Brien gør et bund solidt stykke arbejde, og har allerede fra første færd, vundet publikums sympati, med hans akavede personlighed, og hans virkelig relaterbare reaktioner på verdenen og personerne omkring ham. Selv hvis man, af en eller anden grund, ikke skulle være i fuld support af Joel, så har manuskriptforfatteren, den mest solide back up plan jeg nogensinde har set, i form af verdens bedste hund Boy. HAN ER VERDENS BEDSTE VUFFER!! Joel og Boy er en fantastisk duo, og jeg er lidt ked af, at vi ikke får længere tid med dem, imens de lærer hinanden at kende i starten af filmen, men det er blot en mindre klage, og den lille smule vi får er dejlig. Hvad der er en større klage til gengæld er, at alle de ting og mennesker vi møder på vejen, tilbyder Joel og seeren langt mere interessante og spændende historier, end den som Joel er fast besluttet på at gennemføre. Historien om Joel og Boy’s blomstrende venskab, historien om den vise og rutinerede Clyde og unge Minnow’s færd op i bjergene, og ikke mindst Joel’s realisering om, at han har forladt de mennesker, som han holder aller mest af i her verdenen, og som han med garanti ved elsker ham er alle historie ark, der er langt mere interessante, end Joel der forsøger at finde kærligheden hos en kvinde, som vi som seere på ingen måde har et forhold til, ud over et par flashbacks, der ikke viser noget specielt interessant, andet end en klassisk teenage forelskelse. Det skal dog siges, at selvom filmen tager den mindst interessante vej af de 4 valgmuligheder, så hører spændingen aldrig op, og filmen bliver på intet tidspunkt kedelig, uinteressant eller dårlig. Det siger en del om en films world building og dens karakterer, at den aldrig bliver uinteressant, selv hvis man til dels er skuffet over filmens udfald. Netop derfor vil jeg virkelig ønske, at vi her ser starten på en filmserie. Love and Monsters’ verden efterlader så meget endnu at se, og til at udforske, at det her simpelthen ikke er en enkeltstående film. Vi kunne få historien om turen op i bjergene. Vi kunne få en historie om en tur ud på havet. Vi kunne selvfølgelig også få en historie, om en helt anden karakter, eller om en gruppe andre karakterer, som var den en light hearted udgave af The Walking Dead. Der er så mange muligheder! Så længe der bliver ved med at være fantastiske hunde med, så er jeg glad!

Love and Monsters får 7 ud af 8 stjerner

Sound Of Metal (Prime Video)

Starring: Riz Ahmed, Olivia Cooke, Paul Raci

Ruben (Riz Ahmed) er en talentfuld trommeslager. Hans metal/punk band er på turné, og deres debutalbum udkommer snart, så de kan være på tærsklen til et gennembrud. En morgen da Ruben vågner er al ting anderledes. Han kan næsten ikke høre noget. Han fortsætter sin dag, og hans hørelse vender tilbage i løbet af den. Dagen efter er den dog gal igen, og der vender han hørelse ikke tilbage. Så Ruben tager til lægen. Beskeden fra lægen er klar; Din hørelse vender ikke tilbage, og du vil med tiden miste den fuldstændig. Han siger dog også, at man kan få implantater, der kan få den til at vende tilbage. Ruben tænker ikke det er et problem, og at han nok skal skaffe pengene til operationen, ved at fortsætte sin hverdag. Hans kæreste, der også er forsangeren i hans band, Lou (Olivia Cooke) er ikke enig, og sammen med bandets manager bliver de enige om at sende ham væk til et døve samfund, så han kan lære at leve med hans nye handicap, og for at sikre at han ikke går fra forstanden og falder tilbage i stoffer og alkohol. Spørgsmålet er nu bare, vil det løfte ham, eller vil det knække ham?

Nu til noget helt andet! Hvor Love and Monsters handlede om kæmpe monstre og åbne landskaber, så er Sound Of Metal’s vigtigste elementer helt inde i hovedet på dens hovedkarakter Ruben. Riz Ahmed gør et fantastisk stykke arbejde i rollen som Ruben, og denne film ville slet ikke være mulig at lave med en bare marginalt dårligere skuespiller. Alt fra hans enorme følelsesmæssige spektre i hans ansigt, hans dedikation til at lære tegnsprog og spille trommer, eller han fantastiske levering, så kører Riz Ahmed sin karriere i stilling blandt de helt store med denne præstation, som i den grad var hans Oscar nominering værdi. Hvad der også, ikke blot sin nominering, men også sin sejr, værdig er lydarbejdet i Sound Of Metal. Jeg er lidt ked af, at jeg så Sound Of Metal på Prime Video hjemme i stuen, og ikke havde muligheden for at opleve den i biografen, for lyden i Sound Of Metal er fantastisk. Man føler virkelig, at man er inde i hovedet på en næsten døv mand, hvilket ofte gør en som seer, lige så forvirret og frustreret som Ruben. Den nærmest, og andre tider totale, stilhed, der opleves er bjergtagende, og skaber en fuldstændig unik atmosfære, der på en og samme tid kan være virkelig behagelige, men samtidig føles nærmest kvælende. Det er virkelig imponerende, at man på denne måde blot ved hjælp af enkelte, men mesterfuldt redigerede lyde kan sætte seeren fuldstændig ind i Ruben’s situation. Skal man omfavne den behagelige stemning, og lære at leve dette nye liv, eller skal man flygte fra den kvælende fornemmelse, og desperat kaste sig ud i operationen, i håb om bare at få, et margin af ens gamle tilværelse tilbage? Den mesterfulde klipning af vores danske Oscar-vindende Mikkel E. G. Nielsen er i den grad også med til at skabe disse følelser. Scenerne, begivenhederne og følelserne er klippet til perfektion, og der er ikke sat en fod forkert på noget tidspunkt, når vi som seer bliver ført gennem Ruben’s tragiske fortælling, og hans efterfølgende fortvivlelse, forvirring og indre tvekamp. Denne tvekamp, der ikke kun bliver udkæmpet i Ruben’s hoved, men også i døvesamfundet hvor Ruben bor, bliver ikke kun hjulpet på vej af Riz Ahmed’s fantastiske skuespil, men af en række af supportende skuespillere, der alle faktisk er, hvis ikke helt så mere eller minde, døve. Over dem alle står Paul Raci, der spiller ejeren og udlejeren i dette døvesamfund. En hidtil ukendt skuespiller, der sikker på grund af sit handicap, har haft svært ved at komme frem i skuespillets verden, men som nu endelig fik en rolle hvor hans handicap skulle vise sig at være en fordel. Han spiller røven ud af bukserne, og leverer i den grad en præstation værdi af en Oscar nominering. Nu sidder du sikkert og tænker, at Sound Of Metal lyder som et decideret perfekt værk fra instruktør Darius Marder, men det er det desværre ikke. Hele den første del af filmen, inden Ruben ankommer til døvesamfundet, virker forkert. På en og samme tid føles det for langt og for kort. Vi ser næsten ikke hørende Ruben, og lærer meget lidt om manden inden han mister sin hørelse. Vi bruger også al for lidt tid i selskab med med Ruben’s kæreste Lou, som skal vise sig at være en vital karakter senere hen. Disse to elementer var virkelig nødvendige i min optik, for for alvor at lære de to vigtigste karakterer i filmen at kende, og da der i stedet bliver brugt meget tid på alt andet, så bringer det denne underlige følelse af både stress og langsommelighed. Derudover kunne jeg virkelig ikke fordrage filmens åbningsscenen, men det har mere med min musiksmag at gøre. Jeg vil virkelig anbefale, at man ser Sound Of Metal i biografen, fremfor derhjemme på Prime Video og jeg tror, at min anmeldelse her ville have været endnu bedre, hvis jeg havde set den i biografsædet i stedet for sofaen. Vær dog opmærksom på, hvis du ser den i biografen, så skal du være klar på en ekstremt larmende åbningsscene, i en ellers stille film.

Sound Of Metal får 7 ud af 8 stjerner

Tags: Amazon Prime, Netflix