Starring: Kasper Gross, Jonas Mogensen, Ruben Søltoft

Det flyder ikke på samme måde

Minkavlerne var en af de mest spændende serier Zulu havde offentliggjort i årevis. Med de komiske mega talenter Kasper Gross og Jonas Mogensen ved roret både på manus og i cast, begyndte et nærmest uhørt all-star cast stille og roligt offtenliggjort henover sommeren i 2019. Mick Øgendahl, Ruben Søltoft, Niels Hausgaard, Kirsten Lehfeldt, Frank Hvam og Bodil Jørgensen blev alle rullet ud, og så skulle man da være lavet af sten for ikke bare at være en lille smule interesseret. Første sæson var en succes, og leverede dejlig komik til seerne. Den var desuden en af mine aller første anmeldelser jeg skrev her på bloggen, og jeg må sige, at jeg er en smule overrasket over, at jeg kun gav den 5,5 ud af 8 stjerne. Min begrundelse var, at den havde en del fejl og mangler, hvilket den også har, men efter alt det andet skrald jeg har måtte anmelde siden, så er det nok en anmeldelse jeg ville ændre i dag. Jeg skrev desuden, at den havde massere plads til at vokse på, og nu må vi så se om sæson 2 udnytter al den plads, der var at vokse på.

Selvom det hele på papiret endte godt i første sæson, så betød kanonslags fiaskoen, at minkfarmen stadig er i kæmpe finansielle problemer. Heldigvis for familien, så har Martin (Kasper Gross) en idé. Martin vil overtage den lokale brugs, og flytte penge fra brugsen over i minkfarmen. Familien synes det er en fremragende idé. Martin har dog ikke været i gang længe, før problemerne begynder at hobe sig op. Allan (Jonas Mogensen) er mere eller mindre uduelig i brugsen, og laver kun problemer, og den lokale landsbytosser Tørdis (Mia Lyhne) er overbevist om, at Martin og Allan har gang i noget kriminelt. Alt imens er Gerda (Kirsten Lehfeldt) og Pastor Pers (Frank Hvam) værste problem blevet til virkelighed: Jakob (Ruben Søltoft) og Maria (Anna Stockholm) er blevet kærester. Det må og skal stoppes, men hvordan gør man lige det, uden at fortælle dem, at de er søskende?

En sitcoms absolut vigtigste job er at få folk til at grine, alt andet er sekundært. Alene på sjovhed, kan en sitcom score en ganske fin anmeldelse, hos de fleste. Sæson 2 af Minkavlerne er sjov, den er ikke længere. Er det noget af det sjoveste danske comedy jeg har set? Nej, det er det ikke, men der går ikke et afsnit uden, at man, som minimum, griner et par gange. Det kommer ikke som et chok efter første sæson, at Kasper Gross og Jonas Mogensen kan finde ud af at skrue noget solidt comedy sammen. Det kommer ej heller som et chok, at samtlige spillere i Minkavlerne i den grad har funny bones. Det var herligt at se spillerne fra første sæson være tilbage i deres roller, og denne gang var de flankeret af nogle nye ansigter. Anders Grau, Bjarne Henriksen, Lars Lilholt og Mia Lyhne var disse nye ansigter, og de gjorde det alle lige så godt som de faste. Den eneste klage herfra, er at jeg synes man ser for lidt til Bjarne Henriksen og Lars Lilholt, men lad nu det ligge. De formår alle at få det sjoveste frem i de absurde karakterer, situationer og begivenheder, som over hovedet muligt. En af de ting som sæson 1 gjorde godt, hvilket jeg egentlig først har lært at sætte pris på nu, var at få alle de forskellige storylines til at flyde fint sammen, så man ikke var i tvivl om, at en enkelt karakters beslutninger kunne have voldsomme konsekvenser for alle de andre. Det formås ikke på samme måde her i sæson 2. Dette skyldes primært Ruben Søltofts Jakob. Jakob var i første sæson seriens totale straight man. Han skulle med sin almindelighed reagere for os som seere, på denne absurde hverdag i det nordjyske. Her i sæson 2 er det dog tydeligt, at denne rolle nu er tilfaldet Kasper Gross’ Martin, og i visse tilfælde, overraskende nok, Mick Øgendahls René (hvilket han faktisk klarer bedre end jeg havde regnet med). Jakob har stort set intet at gøre med Allan og Martins historie her i sæson 2, kan derfor ikke springe mellem sæsonens to vigtigste storylines, og får derfor sin egen historie, og det kan hans karakter slet ikke bære. Det samme kan for øvrigt siges om Anna Stockholms Maria. Hver gang fokus er på Jakob og Maria bliver man nærmest træt, og havde det ikke været for Frank Hvam og Kirsten Lehfeldts deltagelse i den storyline, så havde det været decideret dumt, kedeligt og grænsende til dårligt. Ydermere formår de to ”klogeste” karakterer også at have nogle af de dummeste overvejelser i hele serien (hvilket siger en del), og det er meget svært at blive investeret i noget de foretager sig. Mick Øgendahls René er også et lille problem her i sæsonen. René var en af første sæsons vigtigste omdrejningspunkter, men hans historie sluttede mere eller mindre med slutningen af første sæson, og det kan mærkes. Det er tydeligt at se, at René har været svær for Gross og Mogensen at få flettet ind, og bliver derfor primær brugt som en stikirenddreng for alle karaktererne, og fungerer derfor som limen mellem alle historierne. En utrolig svag og doven lim, da han for det meste virker som en sløv overgang fra historie til historie, da han er involdveret i alt uden egentlig at være det. Det skal dog ikke tage noget fra Øgendahl og René, der stadig, trods sin nye rolle i serien, får nogle af de største grin gennem sæsonen. Det er til gengæld dejligt, at Niels Hausgaards Niller har fået sin egen lille storyline her i sæson 2. Han var for det meste utrolig retningsløs og endimensionel i første sæson, og dette rettes der lidt op på her i sæson 2, selvom hans historie er den, der får klart mindst skærmtid. For alt min brok, så skal serien dog have, at den faktisk formår at rette op det meste hen imod slutningen af sæsonen, og den gør faktisk et flot stykke arbejde med at få rundet alle storylinesne og karaktererne af på en ganske fin måde, så Minkavlerne kan stå tilbage som en ganske fint afrundet lille serie. Vent. Kommer der en sæson 3? Nå. Jamen så, gør sæson 2 af Minkavlerne faktisk et fint job med at få rette op på alle fejlene hen imod slutningen, men gør et rigtig ringe stykke arbejde, når det kommer til at sætte en ordentlig spænding op til tredje sæson.

Som sagt så skrev jeg i min anmeldelse af første sæson, at Minkavlerne havde masser af potentiale, med masser af plads til at gro på. Det formår den altså ikke helt at udnytte. Hovedhistorien, de nye karakterer, og Nillers egen storyline, er dejligt nytænkende og skal selvfølgelig nævnes som noget af det nyudgroede potentiale. Den fejler dog igen på de store karakterudviklinger, og tager stadig nogle triste og usjove genveje i historien, som Gross og Mogensen simpelthen er for gode til at tage. Jeg ved ikke om nogle af problemerne kan skyldes, at det ikke længere er Nikolaj Steen, der instruerer, men derimod Mick Øgendahl, som jo ikke har meget erfaring på det punkt. Der skal desuden tages en stor beslutning omkring Jakob og Maria. Hvis ikke de bliver brugt som seriens primære straight men, så tror jeg det ville være bedre bare at skrive dem helt ud af serien. De ville som sådan ikke blive savnet, og grundet afslutningen af sæson 2, så er der faktisk flere logiske forklaringer på, at de skulle have forladt det nordjyske Jeg vil igen slutte den her anmeldelse med at sige, at Minkavlerne stadig besidder potentiale, med plads til at gro på, men den her sæson var altså en smule i den forkerte retning.

Minkavlerne sæson 2, får 5 ud af 8 stjerner.