Starring: Simon Kvamm, Brian Lykke, Frederik Cilius

Det var slet ikke hvad jeg havde regnet med, og så alligevel var det.

Jeg vil mene, at det er almen viden blandt folk, der kender mig, at jeg er rimelig stor fan af Simon Kvamm. Fra hans start i komikken med Drengene Fra Angora, videre til musikken med Nephew, og til den navlepillende lille perle, der var hans soloprojekt. De eneste ting som han har lavet, der ikke rigtig siger mig noget (for det meste), er underligt nok de to ting, der ligger i hver sin ende af hans karriere, nemlig hans start i satiren Rockerne, og hans nye band Hugorm. Uanset hvad, så lutter jeg altid øren, når jeg hører om et nyt projekt fra ham. Det gjorde jeg så også i den grad da jeg sad og hørte Christian Fuhlendorff’s podcast Hva Så? (mega god podcast, kæmpe anbefaling herfra), hvor Kvamm var gæst. Her løftede han sløret for en tv-serie, som han har arbejdet på siden 2012, som endelig kunne få lov til at se dagens lys. Selvom jeg er fan af Simons musik, så kan jeg sagtens se hvorfor, at det ikke er for alle, men jeg har dog aldrig mødt et menneske, der taler helt og aldeles negativt om hans tv og comedy karriere, så jeg går ikke ud fra, at jeg ikke var alene om at blive rigtig spændt, da historierne om hans nye serie Guru begyndte at rulle ud.

Andreas Mertz (Simon Kvamm) er netop flyttet hjem til Silkeborg. Han er lifecoach, og har i en årerække boet i København, men føler nu at han er klar til at hjælpe sin hjemstavn med hans nye coaching-program ”Gå Selv”. Andreas synes, at Silkeborg burde lade vær med at nøjes med middelmådighed, på alle leder og kanter, og i stedet gå efter at blive mere som Herning. Dette mener han i den grad kan ses på de to byers fodboldmaskotter, der henholdsvis er en odder og en ulv, hvilket Andreas har tænkt sig at tage hånd om. Det største eksempel på det er dog, i Andreas’ øjne, hans gamle ven Ralf (Brian Lykke), som Andreas kan se ikke lever livet som han vil. Sammen tager Andreas Ralf, og resten af Silkeborg ud på en voldsom rejse, der bl.a. byder på grin, hjertesorger, genfødsler, navneforandringer, begravelser og Puk Elgård, alt imens Andreas selv kæmper med hans nye bog, liveshow, og hans egen lifecoach (Frederik Cilius).

Det eneste man med sikkerhed kan vide om et Simon Kvamm projekt er, at det kommer til at være anderledes. Selvom Drengene Fra Angora mindede om Casper og Mandrilaftalen, så var det anderledes. Selvom Nephew minder Depeche Mode, så er det anderledes. Og selvom hans solo-projekt mindede om Niels Hausgaard, så var det anderledes. Det samme kan siges om Guru, der på en og samme tid formår at ligne alt andet, og intet andet. Historien om den hjemvendte søn, der skal redde sin hjemstavn er set 100 gange før, men jeg tror aldrig jeg har fået den fortalt på en måde, hvor den hjemvendte søn er så egoistisk, at han ikke kan se, at de muligvis ikke behøver at blive reddet. Andreas Mertz er alt hvad man regner med en lifecoach er: Han er arrogant, højrøvet, overfladisk og egoistisk, og er generelt ikke et rart bekendtskab. Det er derfor virkelig genialt også at se ham være det totalt modsatte, når han selv er til lifecoach, hvor man virkelig kan mærke Andreas, og se ham stående over for et endnu mere umenneskeligt menneske. Dette er en mindre genistreg af Kvamm og de andre manusforfattere, da man altid før eller efter et usympatisk træk fra Andreas, kommer helt ind under huden på ham, hvor man enten kan grine af ham eller føle med ham. For de usympatiske træk er der rigeligt af. Simon Kvamm beskrev Guru som værende en dramedy, altså en blanding mellem drama og komik. Til at starte med var de usympatiske træk og underlige situationer for det meste udmundet i komik, på en nærmest Klovn-agtig måde. Eller nej, faktisk mere som en den britiske udgave af The Office måde. Som Guru skrider frem, begynder disse situationer og scenarier dog at blive mere og mere alvorlige og usjove, og de tvinger virkelig en som seer til at tænke over de moralske dilemmaer som Andreas konstant kaster andre ud i, men ikke selv synes at gennemtænke konsekvenserne ved. Alt imens bliver vi klippet tilbage til hans egne lifecoach-timer, hvor vi får indblik til optrækket, og heldigvis et lille grin med på vejen, oftes grundet Frederik Cilius’ mere eller mindre vanvittige syn på tilværelsen. Hvilket giver mig den perfekte mulighed til at lave en clean overgang direkte ind til skuespillet (hold da op hva). Frederik Cilius gør det nemlig fantastisk som Andreas’ mere eller mindre psykopatiske lifecoach, der forsøger at forme Andreas i hans eget billede, hvilket virkelig giver Simon Kvamm mulighed for at vise endnu et af hans uretfærdigt mange talenter, nemlig hans skuespils evner. Kvamm er eminent i rollen som Andreas, og gør en ellers på papiret meget todimensionel karakter virkelig tredimensionel med hans performance. Han balancerer konstant på grænsen til overspil (måske en gammel Angora skade), men det fungerer virkelig med Andreas, som det lader til selv spiller skuespil, i alle livets scener, og alle begivenheder han befinder sig til. Modsat Kvamms grænsende overspil finder vi så Brian Lykke, der gør det totalt modsatte i rollen som Andreas’ ven Ralf. Ralf er Andreas’ diametrale modsætning på nærmest alle punkter. Han er usikker, men viser altid hvem han er, og er bange for at gør folk kede af det, og Brian Lykke formår virkelig at trække seerens sympati ind i skærmen, selvom han muligvis ikke rigtig fortjener den. Smid dertil nogle gode optrædener med fra Kirsten Lehfeldt og Kasper Nielsen, og så har du dramedy guld. Den eneste spiller, der ikke synes at være på niveau er den unge stand-up komiker Eva Jin, som for det meste virker malplaceret, og så værende ude på virkelig dybt vand i alle scener hvor hun har replikker, og da karakteren i sig selv er en af de få negativer ved Guru, er jeg virkelig glad for, at hun kun var med i 2 ud af seriens 6 afsnit. Hvis jeg ellers skulle bringe lys, på noget negativt, skulle det være på seriens score (musikken). Det virker ofte som værende lidt for meget ananas i egen juice, når det eneste musik vi hører er fra Simon Kvamms nye band Hugorm. Dette kan muligvis tænde nogle folk af, da deres musik bestemt ikke er alle kop te, jeg selv inklusiv. Det kan desværre også vække en følelse af, at han er over det hele, hvilket også er et problem nogle har med ham. Jeg vil dog sige, at sangen Træmand, der er seriens titel melodi, er et lille musikalsk mesterværk, der passer fantastisk til serien, og som virkelig roder bod, på mange af de andre musikalske valg.

Hvis du efter annonceringen af Guru straks troede, at der ville komme noget, der minder om Drengene Fra Angora, så håber jeg at du nu er kommet på andre tanker. Der er dog stadig nogle geniale one-liners, sjove scenarier og cringe øjeblikke. Dette skal dog bestemt ikke afholde dig fra at se Guru. Den fortjener virkelig al den succes den kan få. Det er sjældent, at vi herhjemme får serier som den, der virkelig tør at gå på kompromis med sin egen humor, for at skabe et rum hvor seeren ikke kan føle sig tryg, og ruske i dem, uden at de måske selv er klar over det. Guru er en serie, der sidder fast i en (specielt dens fantastiske slutscene), og som sagtens kunne vende tilbage, da slutningen er så åben, at den nærmest kan beskrives som værende en ny start. Dens tilbagevenden afhænger selvfølgelig 100% af Simon Kvamm, som jo altid har minimum 3 jern i ilden, og da det tog ham næsten et helt årti, at få de blot 6 afsnit af Guru ud, så er dens fremtid nok usikker. Fortsættelse eller ikke fortsættelse kan i bund og grund være ligegyldig, for denne anmeldelse, da Guru trods sin åbne slutning, sagtens kan stå som en lukket værk. Hvis fortsættelsen udebliver og Kvamm ikke vender tilbage til Silkeborg som lifecoachen Andreas Mertz, så er min vurdering, at Guru er en af de bedste danske miniserier, som jeg endnu har set. Hvis du gennem de sidste 10-15 år er blevet tændt af på Simon Kvamm, grundet hans musikkarriere så er det nu, at du skal få tændt den flamme igen!

Guru får 7 ud af 8 stjerner

Tags: DRTV