What We Do In The Shadows – Sæson 2

0 Comments

Starring: Kayvan Novak, Matt Berry, Natasia Demetriou

Hold kæft hvor er det dumt, og hold kæft hvor er det godt

Til trods for hvor højt jeg elsker sæson 1 af What We Do In The Shadows, så var jeg faktisk en kende nervøs forud for anden sæson. Medskaber Taika Waititi, havde nemlig ikke tid til at lave sæson 2 (han havde travlt med at vinde Oscars og lave Star Wars og Marvel film). Det betød at Jermaine Clement nu var alene med projektet, en mand som jeg også holder meget af, men ville han være i stand til at holde det ekstremt høje niveau, som blev sat i sæson 1, uden sin partner in crime?

Spoiler Alert!!

Hvis du ikke har set første sæson af What We Do In The Shadows, vil jeg anbefale at du lukker computeren, og får set den inden du læser videre! Hvis du har set første sæson, men ikke set filmen, kan du dog sagtens fortsætte, den vil ikke blive spoilet.

Vampyrerne er tilbage i deres normale hverdag efter lige knapt at have undsluppet en henrettelse i første sæsons strabasser. Det samme kan dog ikke siges om Guillermo (Harvey Guillen). Efter at have undsluppet vampyrrådets dom, bliver der nu jævnligt sendt lejemordere ud efter vampyrerne, og Guilermo må derfor slå dem ihjel, inden de finder hans herrer. Det hjælper ham desuden heller ikke, at han har fundet ud af at han er en fjern slægtning af vampyrjægeren Van Helsing, og at Laszlo (Matt Berry) og Nadja (Natasia Demetriou) har fået deres egen tjener, som på ingen måder tager arbejdet seriøst, men til gengæld tager æren for alt Guillermo’s arbejde.

Når jeg ser comedy, og har min anmelder hat på, kigger jeg altid efter tematikker, budskaber og andre ord, som er lettere irriterende. What We Do In The Shadows er en af de få serier, hvor jeg bare læner mig tilbage og nyder rejsen. Det er så simpelt; Det er 3 almindelige vampyrer, en energivampyr og deres tjener, som forsøger at komme igennem hverdagen. Der er simpelten ikke brug for fine stærke budskaber og tematikker, nogle gange er comedy bare så sjovt, så der ikke er brug for andet end jokes. Serien er fyldt med jokes, om det er i form af den vanlige fish out of water stil, callbacks, sociale kommentarer, pik og patter jokes, cringe eller generelle absurditeter. Jokes til grin ratioen er ekstrem, da manus og skuespillere går op i en højere enhed på en måde, som kun få komedie serier har formået. I forhold til sæson 1, har man i sæson 2 for alvor valgt at folde nogle af karakterene ud. Laszlo og Colin Robinson får massivt spotlight i afsnit, som næsten kun omhandler dem, og hold nu op hvor giver det pote. Jeg nægter simpelthen at tro, at man kan se sæson 2, og efterfølgende ikke have en af de to som sin yndlingskarakter. Forholdet mellem Nandor og Guillermo får også en hel ny dimension, og kaster ligefrem følelsesladede øjeblikke af sig, af og til. I starten af sæson kan det godt virke en smule træls, at der bliver brugt så meget tid på deres forhold, men som sæsonen skrider frem giver det mere og mere mening. Hvis jeg skulle have et lille kritikpunkt skulle det måske være at Nadja kommer til at stå lidt for meget i baggrunden, hvilket er træls da Natasia Demetriou muligvis er den bedste skuespiller blandt de faste spillere. Det skal dog siges, at Nadja sammen Nandor nok var de karakterer, som fik mest opmærksomhed i første sæson, så måske udligner det sig selv. Ligesom i første sæson skal de ikke stå på egne ben hele tiden, da vi igen bliver foræret en platé af fantastiske gæstestjerne som bl.a. Haley Joel Osmett, Mark Hamill og Nick Kroll. På trods af det fantastiske niveau på comedyen i sæson 1, kunne man måske godt kritisere den en smule for at lacke på horroren. Dette kan dog ikke længere kritiseres da, et par af afsnitene er næsten lige så meget horror som de er comedy. De er, ligesom resten af afsnitene godt nok, skrevet mesterligt, og genrerne supplerer hinanden perfekt. Sæsonen bliver sågar rundet af med et strejf af action, som fører historien videre til en fantastisk cliffhanger, som med garanti vil få alle seere til, at komme tilbage efter mere når sæson 3 løber over stablen.

Er What We Do In The Shadows for alle? Nej, det er den nok ikke. Selvom der kan være jokes, som er skrevet på så højt et niveau, at man for lyst til at knipse, og løfte sit imaginære glas, så er størstedelen af jokesne utroligt dumme (på den fede måde). Jeg vil se mig selv som værende kerneseer når det kommer til dum humor, og jeg knuselsker derfor serien. Det skal dog siges, at min kæreste ikke er en kerneseer, når det kommer til dumme jokes, men alligevel elsker hun serien lige så meget som undertegnede, så måske er What We Do In The Shadows alligevel for alle? Uanset hvad, så kan jeg ikke vente til 2021, så vi endnu en gang kan få lov til at besøge Nandor, Laszlo, Nadja, Guillermo og Colin Robinson og følge deres hverdag på Staten Island.

Sæson 2 af What We Do In The Shadows får 8 ud af 8 stjerner

Tags:

One Reply to “What We Do In The Shadows – Sæson 2”

Comments are closed.