Top 15 Værste Film og Serier Fra 2021

0 Comments

Dishonorable Mentions:

Army Of Thieves

Fear Street – Part 1: 1994

Kate

Vacation Friends

Wish Dragon

#15 – The Marksman

Til at starte med, vil jeg lige sige, at det altså ikke er alle film på listen, som er decideret dårlige. Et par af dem har faktisk et par positive kvaliteter gemt i sig, f.eks. listens nr. 15 The Marksman. En klassisk dum Liam Neeson actionfilm, er der nemlig intet i vejen med, hvis man altså ikke forventer det store. Man kan dog som minimum forvente at blive underholdt, hvilket The Marksman kun til dels får fulgt til dørs. Liam Neeson spiller den tidligere marinesoldat Jim, der ved et blodigt tilfælde må få en illegal immigrant på tværs af USA, med det mexicanske kartel på nakken. Det lyder super spændende, men det er det ikke rigtigt… Filmen er sparsommelig med sine action scener, hvilket desværre udstiller filmens papirstynde plot, samt Liam Neeson´s mere eller mindre dovne skuespil. Det hele er dog ikke lort. Vi får et par underholdne scener, et par fede one-liners, samt et kærligt forhold mellem Neeson og hans hund, så helt træls er oplevelsen ikke.

#14 – Army Of The Dead

Endnu en film med positive sider, og flere af dem endda. En zombiefilm om en gruppe soldater og tyve, der skal bringe en røvfuld penge ud af en postapokalyptisk Las Vegas, inden den bliver jævnet med jorden. Army Of The Dead er en film med kæmpe potentiale og gode idéer, som desværre gang på gang skyder sig selv i foden. Interessante sideplots, der bliver startet, bygget på og siden glemt. Tilsyneladende manglende scener, der ødelægger karakterernes udvikling. Fremragende idéer omkring brugen af zombier, som desværre heller ikke bliver udnyttet til fulde (men stadig er rimelig fede). Alt dette havde egentlig været ganske tilforladeligt, havde filmen blot haft en gennemsnitlig længde, og ikke en spilletid på langt over 2 timer. Det er simpelthen for lang tid at give sig selv, til at marinere i egne fejl.

#13 – The Tomorrow War

Kan jeg bare kopiere teksten fra Army Of The Dead? En gruppe af mennesker fra fremtiden afbryder VM-finalen, for at rekruttere folk fra vores tid til at udkæmpe en kamp i fremtiden imod nogle menneskeædende rumvæsner. Kæmpe potentiale, blandet med ganske fin action! Har den alle de samme fejl som Army Of The Dead? Ja, ja det har den. Er den også alt for lang? Ja, ja det er den. Den har sågar også et kompliceret og kedeligt far/datter forholds plot, ligesom man så det i Army Of The Dead. Hvorfor er The Tomorrow War så dårligere end Army Of The Dead, hvis de er så ens? Øøøøh… Der er en enkelt karakter jeg kan lide i Army Of The Dead?

#12 – Coming 2 America

Den sidste film her på listen, som jeg ikke vil kalde gennemført dårlig. Den længeventede efterfølger til en af 80´ernes største comedysucceser har sine sjove øjeblikke (specielt de scener, hvor Wesley Snipes kan gøre en entré), sine nostalgiske øjeblikke, og ikke mindst en røvfuld af charmerende call-backs og cameos. At forvente et brag af en komediefilm, var der nok ingen, der gjorde, og den overrasker desværre slet ikke. Trods sine øjeblikke, er det langt hen af vejen en værre usjov oplevelse, fyldt med jokes, der for længst har passeret sidste salgsdato, halve skuespilpræstationer og decideret klam productplacement. En unødvendig film, der tog tid fra andre projekter, som den gode hr. Murphy kunne have brugt sin tid på, hvilket i den grad er en skam. Men hey, hvad ved jeg, nu er Coming 2 America, jo lige blevet en Oscar nomineret film?! (Altså for bedste hår og make-up)

#11 – Gunpowder Milkshake

Så kom vi endelig til en film, hvor jeg ikke har positive ting tilbage at sige. En pinlig og forvirrende John Wick efterligning, der mislykkedes i alt, undtagen i sin eksekvering af action scener. Alt fra skuespil, dialog og plot er gabende kedeligt, men værst af alt må siges at være filmens forvirrende brug af farver, der konstant tager al fokus fra det, der foregår på skærmen. Disse ting er dog for det meste rigtig kedeligt, så vil det sige, at de forvirrende farver faktisk er det bedste ved filmen? Hvis det sidste er tilfældet må det værste nok siges, at være de intetsigende og todimensionelle karakterer, som alle kun synes at være i besiddelse af en enkelt følelse, som de ikke viger fra på noget tidspunkt i løbet af filmen.

#10 – Nisser

Så fik vi også noget dansk på listen, i form af jule/gyser Netflix-serien Nisser. Efter succesen med Kastanjemanden var det spændende at finde ud af, om der endelig var fundet en succesformel hos de danske Netflix-serier… det var der så ikke. Nisser er en juleserie uden følelsen af jul, og samtidig en gyserserie, som ikke er uhyggelig. Værst af alt, så er Nisser en serie, hvor plottet kun kan drives fremad af de dårlige beslutninger som seriens hovedkarakter Josefine træffer, og det er alt, hvad den er. Josefine finder nisse, og tager den med hjem, det skulle hun ikke have gjort. Josefine gemmer nisse og fodrer nisse, det var ikke så smart. Josefine vil ikke udlevere nisse til øboerne, det var dumt. Josefine går ind i skoven selvom hun ikke må, hvorfor er du som du er, og så videre, og så videre… Så svært kan det vel ikke være at skrive en hovedkarakter, der ikke er komplet retarderet?!

#9 – The War With Grandpa

En film som jeg på ingen måde havde haft interesse i at se, havde det ikke været for corona nedlukning… selv med nedlukning havde jeg egentlig heller ikke den store interesse, men jeg manglede noget at anmelde. En kedelig og usjov komedie med en voldsom usympatisk hovedkarakter, i form af drengen Peter, der bekriger sin gamle morfar, fordi har er nødt til at overtage hans værelse, da han er blevet for gammel til at bo alene. Bland dette sammen med en voldsomt umotiveret Robert De Niro, der ikke rigtig synes at gide være der. Det samme kan siges om Uma Thurman, og ikke mindst Christopher Walken, der leverer sit livs værste præstation. Som jeg skrev i min anmeldelse af filmen, så havde jeg forventet værre, men det var stadig en forfærdelig film.

#8 – Outside The Wire

En krigs/action/science fiction basker, der skød Netflix´ film år ind. Der er udbrudt krig i USA, hvor USA har sendt både soldater, og dronesoldater ind, for at få Rusland anført af den onde Pilou Asbæk(?!) smidt ud af Ukraine. Outside The Wire er en klam national liderlig amerikaner actionfilm, der fremstiller amerikanerne som helte til trods for, at de objektivt set er skurkene i foretagenet. Udover dette kan der tilføjes en masse plothuller, halvdårlig CGI, heldårlige plot-twists og en gennemført usympatisk hovedkarakter. Thi da har man alt der er galt med Netflix producerede actionfilm. For selvom der potentielt er muligheder for interessante dilemmaer, temaer og samtaleemner, så er det vigtigere, at vi kan få slået fast, at amerikanerne bare er bedst til alt…

#7 – Red Dot

Ja, svensken skal sgu ikke tro, at de kan gå ustraffet fra en liste som denne! Et på papiret interessant koncept med et ægtepar, der bliver jagtet gennem de svenske vildmarker af en galning med en sniper-riffel. Endnu en gang har vi dog problemet, at alt historie i filmen udelukkende bliver drevet frem af hovedpersonernes dumme beslutninger. Beslutninger, der er så dumme, at de begge bliver så usympatiske, at man faktisk holder med galningen med geværet. Man har satme et problem, hvis man håber på, at hovedkaraktererne dør! Ydermere, er filmen ufattelig nem at gennemskue, og man kan stille sit ur efter alt, der foregår i filmen, om det så måtte være en dårlig beslutning, en afsløring af skurk, eller en påmindelse om, at vi endnu en gang bare er bedre til film end svensken!

#6 – I Care A Lot

I Care A Lot er historien om en korrupt værge ved navn Marla Grayson. Hun har stablet et succesfuldt firma på benene, hvor hun, med lægers hjælp, snyder retssystemet til at tro, at ældre mennesker har det dårligt, ikke kan klare dem selv længere og, at hun derfor skal bliver deres værge, så hun kan stjæle alt, hvad de ejer og har. Så Marla er skurken right? Ja, men kun i første halvdel af filmen. Halvvejs gennem filmen bliver hun dog lige pludselig filmens helt, baseret på ingen ting. Nårh ja, pludselig bliver hun også nærmest til en superhelt… Filmen glemmer sin oprindelige historie, glemmer halvdelen af sine karakterer, og er fuldstændig gennemført retningsløs. Som jeg skrev i min anmeldelse af filmen; Intet er realistisk. Intet giver mening. Filmen ved ikke, hvor den vil hen eller, hvad den vil, hvorfor skulle jeg så være interesseret?

#5 – Yes Day

Yes Day er historien om er forældreparret Allison og Carlos, der er træt af at virke som bussemænd over for deres børn, og derfor beslutter de sig for at give deres børn en Ja-dag (en dag, hvor de skal se ja til alt de vil have i en dag), for at skabe fred i husstanden. Yes Day er en forfærdelig film, hvis fundament simpelthen ikke holder. Allison og Carlos´ børn er på ingen måde uregerlige, og de siger som sådan ikke nej mere end det gennemsnitlige forældrepar. Halvvejs gennem filmen bliver de dog til forfærdelige forældre, der ikke synes at være interesserede i deres børns tanker, idéer og velbefindende. For at gøre det hele værre, er skuespillet gennemført forfærdeligt, om det så er Jennifer Garner´s konstante råben, Edgar Ramirez´ ugidelige tilstedeværelse eller de to yngste børn, der stille og roligt ikke kan finde ud af at spille skuespil. Havde det ikke været for Jenna Ortega, der spiller familiens ældste datter så… havde den stadig ligget nr. 5, for nu tager vi et skridt opad på afføringsrangstien.

#4 – Wonder Woman 1984

Efter kæmpe successen Wonder Woman fra 2017, som var en af DC´s bedste film de nogensinde havde udgivet, var det spændende at se, om efterfølgeren kunne nå de samme højd… Nej, jeg gider ikke færdiggøre den sætning, i ved jo godt allerede, at det var noget værre møg, der kom ud af Wonder Woman 1984. Et langsom, usammenhængende og todimensionelt manuskript, der har slettet al den charme og karakteropbygning, som den første film ellers havde klaret sig så fint med, og som ved enhver given lejlighed synes at springe over, hvor gærdet er lavest. Skuespillet er gennemgående dårligt på begge ender af overspils og underspils skalaerne, og instruktionen er decideret usammenhængende. Jeg har efterhånden sagt det nogle gange, men DCEU skal snart lukkes ned og startes forfra, hvilket man snildt ville kunne gøre, selvom den nyeste Suicide Squad film, og den efterfølgende Peacemaker serie er fremragende. Brug disse to projekter, som en form fra overgang fra en æra til en anden, og kick-start det så igang med den nye Batman-film. Ikke mere Gal Gadot Wonder Woman nu i hvert fald!

#3 – Cinderella

Min oprindelig plan med at se den nye Cinderella film var, at jeg udelukkende så den for at anmelde den. Jeg endte med ikke at skrive noget herinde på bloggen i 3 måneder efter. Jeg siger ikke, at det udelukkende var Cinderella´s skyld, men jeg siger heller ikke, at den ikke havde noget med sagen at gøre! En gennemført forfærdelig oplevelse, hvor der er blevet lagt mere energi i at modernisere musikken, og arbejde på musikalske frankensteins monstre end på at gennemføre filmens historie. Alle skuespillere, der faktisk kan spille er reduceret til småroller, og det virker ærlig talt mere som om, at folk er blevet ansat på deres sangevner, frem for deres spilleevner. Dette gør, at man står tilbage med et decideret afskum af en film, der har absolut intet at byde på, udover en meget hurtigt indtrængende hovedpine. Havde jeg forventet andet? Nej, det havde jeg vel egentlig ikke, specielt når James Cordon var at finde på rollelisten. I mean, mandens sidste rolle i en stor film var trods alt Cats. Jeg siger ikke, at Cinderella er lige så skadende for den oprindelige fortælling, som Cats var for sin, men vi er godt nok ikke langt fra.

#2 – Try Hard

Hvis man har fulgt bare en lille smule med her på bloggen før så vil man vide, at Try Hard var anmeldelsen, der knækkede mig. Serien, der var så dårlig, at jeg var nødt til at ændre min normale tilgang til, hvordan jeg anmelder film og serier (jeg kan varmt anbefale den anmeldelse). En forfærdelig serie hele vejen i gennem, der afsnit efter afsnit blev ved med at skide sin seer direkte ind i øjnene. En helstøbt dårligt skrevet historie, med forfærdelige karakterer (med undtagelse af en), der alle er fyldt til randen med, objektivt set, klamme, dårlige og grænsende til krænkende jokes. Hvad handler Try Hard så om tænker du? Try Hard handler om gaming, men er tilsyneladende skrevet af folk, der intet aner om professionel gaming. For når selv folk som jeg, der ingen interesse har i gaming kan kalde fejl ud, så er der satme noget riv rav ruskende galt! Men Try Hard er kun nr 2? Hvad har jeg mon set?

#1 – Centervagt

Ja… Jeg har set Centervagt. Filmen, der lige pt. ligger på en score, der hedder 1,9 ud af 10 på IMDB. Til sammenligning ligger Cats på 2,7. Jeg er normalt ikke fan af hjemmesiden Soundvenue´s film og serie anmeldere, men i deres anmeldelse af denne film, blev den beskrevet perfekt: Centervagt er ingenting. Ingenting. Da jeg så Try Hard følte jeg i det mindste ting, bare en gang i mellem. Det gjorde jeg ikke under Centervagt. Ingen jokes var gode. Historien gav ingen mening. Der var ingen kemi mellem Rune Klan og Josephine Park. Ingen rigtige valg blev truffet. Ingenting fungerede. Jeg kunne hurtigt konstatere, at Charter McCloskey, Martin Brygmann og Nikolaj Stokholms karakterer (hvis man altså kan kalde dem karakterer, de spillede basically bare dem selv) ville kunne fungere, men de var nærmest ikke med. Rune Klan, elsker manden, men han kan ikke spille seriøse roller, og endnu en gang så jeg et lysende eksempel på, at Rasmus Heide ikke kan skrive film medmindre, at han bliver holdt i hånden af Mick Øgendahl. Jeg grinede i alt 2 gange i løbet af Centervagt, den ene gang var det tydeligt, at det ikke var ment som en sjov scene, og den anden virkede til at være en improviseret replik fra Charter McCloskey. Efter alle disse konstateringer skete der dog pludselig noget halvvejs gennem filmen; jeg følte noget! Jeg mærkede pludselig en boblende følelse af… pinlighed. Jeg var faktisk pinlig berørt over, hvad jeg sad og så. Jeg skammede mig over, at nogle i mit eget lands filmindustri ikke tog den her film med ud bagved laden og skød den for lang tid siden. Jeg skammede mig hele vejen gennem anden halvdel af Centervagt, og gud hvor følte jeg mig beskidt, jeg var nødt til at tage et bad! Jeg tør slet ikke tænke på, hvordan folk, der betalte for at se denne film i biografen måtte have haft det. Jeg håber godt nok, at Rasmus Heide og kompagni har en dårlig smag i munden, over at sende Centervagt ud til folk, lige efter en coronanedlukning, havde vi alle ikke allerede været nok igennem?!