Top 15 Bedste film og serier fra 2021

0 Comments

Honorable mentions:

Free Guy

Kastanjemanden

Love and Monsters

Luca

Nobody

#15 – Judas and The Black Messiah

Vi starter listen, med en af årets helt store Oscar baskerer! Judas and The Black Messiah er den sande historie om William O´Neal (spillet af Lakeith Stanfield), der for at undgå fængsel laver en aftale om at samarbejde med FBI. Han skal infiltrere The Black Panthers afdeling i Chicago, for at samle informationer om afdelingens leder Fred Hampton (spillet af Daniel Kaluuya). Judas and The Black Messiah blev nomineret til 6 Oscars og vandt 2, heriblandt bedste mandlige birolle, hvilket også var helt fortjent, da Daniel Kaluuya leverede en af årets stærkeste performances, godt bakket op af resten af det stærke cast. Stærkt skuespil, stærkt score og et vanvittigt godt manus, og så har man en 15. plads på min årsliste!

#14 – A Quiet Place 2

Som jeg har sagt så mange gange før, så er en af de sværeste opgaver at begive sig ud på i filmverdenen at lave en 2´er til en virkelig god film. Specielt gyser genren falder hårdt her, da der gennem de sidste mange årtier, er blevet kastet den ene lorte efterfølger ud efter den anden. John Krasinski formåede dog med A Quiet Place 2 at genskabe magien fra sin succes 1´er fra 2018. Er den lige så god som originalen? Nej, men vi er tæt på. Skuespillet fra både børn og voksne er i top, og uhyggen er så stærk, at A Quiet Place 2, står som enehersker af den rendyrkede gyser genre i år 2021. Nu er der kun tilbage at glæde sig som et lille bitte barn til, at Krasinski og kompagni får færdiggjort tredje og sidste kapitel i serien.

#13 – Sound Of Metal

Den anden ud af fire store Oscar-film til at indfinde sig her på listen. Nøjagtig som Judas and The Black Messiah var Sound Of Metal nomineret til 6 Oscars, og vandt de 2. Et sandt mesterværk i lyd på film, trækker Sound Of Metal sin seer i gennem den gribende historie om trommeslageren Ruben (spillet af Riz Ahmed), der fra den ene dag til den anden, mister nærmest alt sin hørelse. Riz Ahmed leverer en vanvittig præstation som Ruben, da han primært gennem nonverbale følelser skal trække publikum ind i sit hoved. Jeg er vanvittig ked af, at jeg så Sound Of Metal hjemme i stuen på Prime Video, og ikke tog i biografen og så den. Jeg er sikker på, at den ville have befundet sig længere oppe på listen, da lydoplevelsen med garanti havde været exceptionel, men den må altså “nøjes” med en sølle 13. plads.

#12 – The Suicide Squad

Hvordan fortsætter man en filmserie, der havde al verdens potentiale, men nærmest ikke leverede på noget af det? Du starter helt forfra! Altså, næsten. Den første Suicide Squad film, tog sig selv alt for seriøst (hvilket er et generelt problem for DC-superheltefilm), og med undtagelse af Margot Robbie, Will Smith og filmens soundtrack var det en katastrofe. Al denne seriøsitet blev skrællet væk af instruktør/manuskriptforfatter James Gunn, for at kunne levere et brag af en underholdende actionfilm. Det er nu en gang det vigtigste inden for den genre. Det går selvfølgelig ud over filmens historie, som til tider virkede papirs tynd, men det glemte man hurtigt, når man efterfølgende kunne se en talende menneskehaj kæmpe sig gennem en flok soldater i et forsøg på at angribe en 100 meter høj rum søstjerne! Det tegner godt for DC´s fremtid, hvis dette niveau kan opretholdes, men hvis man bliver ved med at ansætte de rigtige folk bag kameraet så kan jeg ikke se, hvorfor man ikke skulle kunne det!

11 – Guru

Fra et sprængfyldt superhelte actionbrag, til en historie om en coach, der vender hjem til Silkeborg. Jeg havde høje forventninger til Simon Kvamms selvskrevne komedie, Guru, og jeg havde slet ikke regnet med, at den ville overgå dem! Simon Kvamm spiller den hjemvendte coach Andreas (som senere bliver til Anders pga. en tastefejl), hvis mission er at få Silkeborgs indbyggere til at gå selv(!), og højne deres tanker om dem selv. Historien bliver fortalt gennem klassisk punch-line komik, blandet med cringe comedien som vi kender fra Klovn. Som serien skrider frem, udvaskes humoren dog mere og mere, og historien bliver til gengæld mere ægte, og meget mere ubehagelig, hvilket i den grad tager hele oplevelsen til et andet niveau. Simon leverer en pragt præstation, der for et par dage siden i skrivende stund, har kastet en Robert-nominering af sig. Han er omgivet af andre herlige komiske talenter som Brian Lykke, Kirsten Lehfeldt, og ikke mindst Frederik Cillius, der alle i den grad bærer deres del af vægten.

#10 – The Mitchells vs The Machines

Den eneste animationsfilm til at indfinde sig her på listen er overraskende nok ikke fra Disney eller Pixar. Ja, den er ikke end gang fra Dreamworks! Den er derimod en Netflix produktion, der fuldstændig tog røven på mig. En fantastisk charmerende historie om en familie, der kører på tværs af USA, hvor et forhold mellem far og datter bliver repareret. Når ja, så starter der også en robot/maskine apokalypse imens. The Mitchells vs The Machines har en speciel (ikke dårlig) animationsstil, der er virkelig interessant, og som virkelig fremmer filmens humor, som den har spandevis af. Det er nok en af de animationsfilm, som jeg har grinet mest af i mange år, og det er nok ikke end gang det bedste ved filmen, men derimod det familieforhold som jeg tidligere nævnte. Selv hvis du ikke normalt er til animationsfilm, så er The Mitchells vs The Machines et must watch!

#9 – Mare Of Easttown

Da en ung kvinde bliver myrdet, blot et år efter en andens forsvinden, bliver en lille by i Pennsylvania sat på den anden ende, da der i begge sager nærmest ingen beviser er. Den lokale sherif Mare (spillet af Kate Winslet) har derfor en kæmpe opgave foran sig, da hun samtidig med disse sager, kæmper for at holde sammen på hendes liv, efter hendes egen søns død. Interesseret? Hvis ikke, så er du et koldt og hjertetomt menneske. Mare Of Easttown er en klassisk krimi, med stærke thriller elementer, der konstant holder sin seer på kanten af sofaen samtidig med, at den vender og drejer sig, så du på ingen måde kan vide dig sikker på noget som helst. Det eneste du kan være sikker på er, at det er en fremragende serieoplevelse!

#8 – Dune

Det her er faktisk lidt en kontroversiel entré på listen. Det her er jo en forholdsvis subjektiv rangering af 2021´s film og serier, og jeg er faktisk stadig ikke helt sikker på, om jeg kan lide Dune. Men nogle gange er man bare nødt til at bøje sig i støvet for godt håndværk! For uanset, hvad man måtte synes om historien, så kan man ikke tage nogle tekniske aspekter fra den. Dune er klart en af de flotteste film jeg har set længe. Den er et visuelt mesterværk, med musik og visuelle effekter, der er til at dø for. Flankeret af bundsolide skuespilpræstationer fra et af de stærkeste cast i mands minde, så bliver historien lige pludselig sekundær. Hvem ved, det kan være, at min holdning ændrer sig omkring den når del 2 kommer ud, men det ville kun være i den positive retning!

#7 – What We Do In The Shadows – Sæson 3

Hvad kan jeg efterhånden sige om What We Do In The Shadows, som jeg ikke allerede har sagt? Sæson 3 er endnu et eksempel på, at serien, muligvis, er den bedste serie, der kører lige nu som du ikke har set. Der er skruet marginalt ned for humoren her i sæson 3, hvilket gør, at serien nok for første gang tager et lille skridt tilbage. Dette var dog lidt forventeligt, efter det voldsomme niveau, der blev lagt for dagen i sæson 2. Historiefortælling, der blev lagt for dagen i sæson 2, er dog stadig på samme høje niveau. Nandor og Guillermo´s forhold bliver fortsat udforsket, der opstår et underlig, men ganske fascinerende broderligt forhold mellem Laszlo og Colin Robinson, og Nadja bliver sat i spidsen for vampyrernes råd, alt imens, at vi kommer dybere ind i seriens univers, og bliver præsenteret for flere og flere væsner og spændende karakterer.

#6 – Lupin

Selvfølgelig kastede Netflix også et fransk mesterværk af sig i 2021, det manglede da bare! Lupin er historien om gentlemans tyven Assane (spillet af Omar Sy), der stærkt inspireret af romanerne om Arsene Lupin, forsøger at rense sin afdøde fars navn. Der er egentlig ikke så meget at sige om Lupin, i hvert fald ikke når det blot skal fylde et par linjer. Det er bare en kort, men bundsolid, og virkelig underholdende serie, som endnu en gang beviser, at ting ikke lige behøver at være på enten dansk eller engelsk for at være godt. Omay Sy (også kendt fra De Urørlige) beviser endnu en gang, at han er en af verdens absolut bedste skuespiller, og endelig får han en smule anerkendelse uden for Europa med en nominering for bedste mandlige hovedrolle i en drama serie, for netop Lupin, ved årets Golden Globes (Lupin var i øvrigt også nomineret til bedste drama serie).

#5 – Loki

Den første og eneste gang Marvel er repræsenteret på listen (nej, jeg nåede ikke ar se Spider-Man: No Way Home, inden biograferne lukkede). Loki er klart det bedste, der er kommet ud af alle Disney´s ejede selskaber i år, og er også noget af det vigtigste. Loki er nemlig broen mellem faserne i MCU, er et must watch, hvis man vil have nogen som helst chance om at følge med i fremtidige film og serier fra Marvel. Dette gør den dog ikke bare per automatik god… det gør derimod den vel strukturerede historie, de fremragende effekter, og fremragende præstationer fra folk som Owen Wilson, Gugu Mbatha-Raw og Sophia Di Martino. Over dem alle stor dog Tom Hiddleston, der endnu en gang stjæler showet, som halvjætten Loki, der fortsat må siges at være en af de bedste skurke, der har haft sin gang på det store lærred i mange år. En sæson 2 af Loki skulle allerede være i produktion, men selv hvis den aldrig skulle blive til noget, så står denne sæson af Loki, fantastisk alene blandt alle de andre fantastiske Marvel projekter.

#4 – Promising Young Woman

Promising Young Woman var nomineret til 5 Oscars, og vandt blot den ene (bedste originale manuskript). Dette var, i min optik, tyveri ved højlys dag, da den som minimum også skulle have tage prisen for bedste instruktør, samt sagtens kunne have taget prisen for bedste kvindelige hovedrolle, grundet Carey Mulligan´s eminente præstation. Havde den taget prisen for bedste film, ville jeg skam ej heller have klaget. I Promising Young Woman følger vi Cassie (Carey Mulligan). På overfladen en velfungerende og flink tidligere medicinstuderende, der arbejder som servitrice. Cassie lever dog en dobbeltliv, da hun om natten, tager ud på byens barer og natklubber, og får at straffe alle de mulige sexforbrydere, der gemmer sig i nattelivet. Promising Young Woman er en fremragende film, og er klart den bedste af sin slags, med et stærkt soundtrack, godt klippearbejde, et Oscarværdigt manuskript, samt overraskende stærke dramatiske præstationer fra folk som Bo Burnham, Max Greenfield, Alison Brie og Jennifer Coolidge. Jeg ved ikke med dig, men jeg kommer til at vente spændt på, hvad Emerald Fennell finder på at skrive næste gang!

#3 – The Father

Den sidste Oscar-film på listen, og den sidste film i det hele taget (tror jeg). The Father havde ligeså 6 Oscar nomineringer og 2 sejre (bedste mandlige hovedrolle og adopterede manuskript). The Father er historien om om Anthony (Anthony Hopkins), en mand, der er godt i gang med at blive dement, men nægter al assistance. Anthony Hopkins leverer en pragt præstation, i rollen som den demente Anthony, og han sammen med det fremragende manuskript, holder konstant publikum gættende på, om vi kan stole på hvad det er vi ser, eller om det blot er Anthony´s fabrikerede virkelighed. Hopkins tog Oscaren for bedste mandlige hovedrolle, og selvom jeg havde givet den til nu afdøde Chadwick Boseman, så kunne jeg aldrig finde på at brokke mig over Hopkins´ sejr. Han er flankeret af den altid fantastiske Olivia Colman, som igen igen er en fryd at se spille.

#2 – Bo Burnham: Inside

Jeg ved ikke om jeg bryder min egne regler her? Er der nogen, der kan svare på, hvad Bo Burnham´s Inside egentlig er? Til at starte med er det uden tvivl et comedyshow, men der er nok en del, der vil mene, at det ikke ender med at være det. Et visuelt album er også en mulighed, men det er der for snak til. Andre vil tage det helt ned, og nok kalde det for en videodagbog, og i så fald tillader jeg mig at kalde det for en film (det tror jeg godt, at jeg kan. Kan jeg det?). Hvad er Inside spørger du så nu. Inside er et comedyprojekt af komikeren Bo Burnham, der besluttede sig for at lukke sig inde i et hus under lockdown, og ikke ville komme ud før han var færdig. Det endte med ikke at blive særlig sjovt for Burnham på den lange bane, da han langsomt, men sikkert trækker sig selv dybere og dybere ned i, hvad der nok bedst kan beskrives som en depression. Inside er et fascinerende indblik i et ikke raskt sind, og hvad det også kan tilbyde, da vi undervejs bliver præsenteret for jokes, tanker, idéer og ikke mindst sange af højeste kvalitet. Inside et kraftfuldt stykke kunst (jep, det kaldte jeg det lige), der konstant udfordrer sin seer, og giver hårde lussinger, lettende grin, gode lytteoplevelser og tunge mavepustere. Jeg vil anbefale alle at se Bo Burnham´s Inside, men lad vær med at gøre det en dag, hvor du i forvejen er lidt trist, for så kommer du nok ikke ud af sengen før dagen efter.

#1 – Ted Lasso – Sæson 2

Der var tæt løb om førstepladsen, men jeg gik med mit sikre valg, og også det mest opløftende valg. Sæson 2 af Ted Lasso er et komisk mesterværk, hvilket første sæson faktisk også er. 20 Emmy nomineringer og 7 sejr (i de fleste tilfælde, vandt den også og sig selv) taler sit tydelig sprog om, hvilken komedieserie, der er den bedste på markedet lige nu! Sæson 2 samler op lige, hvor første sluttede, og vi følger nu Ted Lasso og resten af AFC Richmond´s kamp for at komme tilbage i Premier League, det er dog ikke nogen walkover, da spillernes mentale helbred bliver sat på prøve, hvilket tvinger klubben til at ansætte en sportspsykolog. En psykolog, som også kommer til at vende op og ned på Ted´s selvbillede. Hjertevarme, stof til eftertanke, og rendyrket kærlighed er de ting, der bliver skudt ud af skærmen under, hver eneste afsnit af Ted Lasso, som endda formår at oppe sit niveau (i min optik). Dette gør den ved at tilføje, hvad man vel næsten kan beskrive som en skurk (jeg spoiler ikke, hvem det er), og ikke mindst sætter endnu mere fokus på (He´s here, he´s there, he´s every fucking where) Roy Kent, og hans kamp med at finde mening med tilværelsen efter fodbold. En historie, der imod al forventning gjorde ham til min absolutte yndlingskarakter i alt comedy lige nu. Jeg vil normalt ikke anbefale folk om at bruge penge på en streamingtjeneste, bare på grund af en enkelt serie, men her vil jeg gøre en undtagelse. Gør dig selv den tjeneste og tilmeld dig Apple TV+, og se Ted Lasso, du vil ikke fortryde det!