Top 10: TV2 Zulu Sitcoms

0 Comments

Siden starten af det nye årtusinde, har dansk comedy og TV2 Zulu gået hånd i hånd. Før Zulus start synes det, at have været meget svært at lave comedy på dansk tv. Casper Christensen og Jan Gintberg havde begge haft programmer, men det var ligesom det. Det skulle ændre sig hos Zulu. Zulu virkede i lang tid som en stor legeplads for komikere hvor idéer, som helt sikkert ikke var blevet vist hos DR eller på TV2, fik chancen. Det var selvfølgelig med varierende kvalitet, men med populære realityprogrammer som FC Zulu og Zulu Djævleræs, samt stærke sketch-shows som Tak For I Aften og Danish Dynamite, viste Zulu sig som Danmarks førende Comedy kanal. Vigtigst af alt så har Zulu gennem årene bragt os flere danske sitcoms, end andre kanaler (Jeg har talt det til 18?), og med sæson 1 af Minkavlerne bragt til ende, tænkte jeg at jeg her ville lave en lille liste over de bedste.

Honorable mention: Kissmeyer Basic (2001)

Kissmeyer Basic er nødsaget til en honorable mention, da det er den eneste af Zulus sitcoms, som jeg simpelthen ikke har set. Den har simpelthen ikke været til at finde. Jeg har hørt gode ting om denne Mikael Wulff serie, fra Zulus spæde start, med ham selv og Frank Hvam i hovedrollerne, men af gode grunde kan jeg ikke rangere den.

#10 Sjit Happens (2012-2017)

Sjit Happens må siges at være en af Zulus største succeser, specielt i dette årti. Den havde gennem 5 sæsoner et stærkt følge og trak gode seertal, grundet sin ungdommelige natur. Sjit Happens startede som en ganske almindelig ungdoms/comedy serie om 5 unge menneskers vej gennem tilværelsen. Det blev den desværre ved med at være, og synes mest af alt at være på autopilot de sidste 3 sæsoner. Skuespillet var langt fra det bedste, hvilket ikke er så godt, når 60% af hovedkaraktererne er professionelle skuespillere først og fremmest. Sjit Happens fik dog skudt 3 kæmpe stjerne af sig i Stephania Potalivo, Ruben Søltoft og specielt Nikolaj Stockholm, som gennem serien uden tvivl var en vaske ægte MVP.

#9 Anstalten (2011)

Anstalten er en serie, som det lader til, at de fleste har glemt. Det er lidt en skam synes jeg. Det er en hyggelig lille serie på 6 afsnit, hvori vi følger livet på en lille anstalt med mere eller mindre mentalt handicappede mennesker. Skuespillet er rigtig godt, specielt af Rasmus Bjerg i rollen som Ernst, en sinds forstyrret mand, med enorm vandskræk. Hella Joof gør et rigtig godt stykke arbejde som instruktøf og Linda P og Christina Sederqvist har skrevet nogle dejligt jokefyldte manuskripter. Der er desværre ikke den store røde tråd gennem afsnitene, da joksne for det meste kommer før historien, hvilket er lidt en skam. Den bider slet ikke fra sig, men den er sjov og hyggelig, og vigtigst af alt, slet ikke spild af tid,

#8 Get Ahead (2001)

Get Ahead er endnu en serie, som det lader til at folk har glemt, hvilket jeg finder en smule vildt. Som det kan ses på billedet er Jacob Tingleff og Anders Matthesen, de 2 mest fremtrædende karakterer. På rollelisten kan dog bl.a. også findes: Mick Øgendahl, Rune Klan og Thomas Hartmann!? Med sådan et cast undrer det mig, at ingen synes at huske denne lille perle fra Zulus første skridt ud i comedy eksperimenter. Serien er skabt af Jacob Tingleff, som selv indtager rollen som selvhjælpsbogs-forfatteren Patrick Toftgaard, som har stablet et realityprogram på benene, hvor socialtakavde svagpisserer, skal lære at blive bedre mennesker. Ikke mine ord, men ordene af tidlige militær mand Gert Hartmann (Anders Matthesen), som Patrick har ansat til at træne disse mennesker. Skuespillet er lidt shaky, men det kan forventes med et cast udelukkende bestående af stand-up komikere, men er solidt skrevet. Den er dog utrolig grim, og ville ikke end gang dengang have været et realistisk bud på et realityprogram rent visuelt. Serien er ekstremt in your face, og er virkelig et produkt af sin tid, måske det er derfor den med tiden er blevet mere og mere glemt?

#7 Tomgang (2013-2015)

Tomgang er en langsom serie, hvor der ikke sker meget. I modsætning til Anstalten er det her meget nemmere at finde den røde tråd. I Tomgang følger vi Mathias (Mick Øgendahl), som ejer en kiosk. En dag åbner en blomsterhandler på den anden side af gaden. Den ejes af Mie (Sarah Grünewald), og Mathias bliver med det samme forelsket, men bruger hele serien på at finde sammen med hende. Det går langsomt, der er solide jokes og historien hænger altid sammen. Skuespillet er til tider dårligt, specielt fra Sarah Grünewald, men ellers er det bare endnu en ufarlig sitcom, som ikke spilder din tid.

#6 Minkavlerne (2019-?)

Minkavlerne er (måske) den eneste serie på listen, som stadig er i gang og med tiden, derfor både kan rykke op og ned på listen. Som skrevet i en anmeldelse på en blog ved navn Film, Serier og andre ting, der kan ses (Den lyder virkelig spændende den anmeldelse, den synes jeg vi skal læse når vi er færdige med listen her!), så har Minkavlerne en del fejl og mangler, men har i den grad en masse potentiale og plads at vokse på, og blive bedre.

#5 Lillemand (2015-2016)

Lillemand er en svær serie at placere. På den ene side er det et fantastisk modigt projekt, som tager tunge emner op, og på samme tid får dig til at grine af dem, men samtidig også tvinger dig til at forholde dig til dem, hvilket er utroligt flot. På den anden side, så er det nok den mest uoriginale serie på hele listen, da den uden at stjæle dog, bare er en 1 til 1 dansk udgave af den amerikanske serie Louie, med komiker Louis C.K. Da Louie er en af årtiets absolut bedste komedie serier, så kan Lillemand desværre ikke måle sig med den. Som tidligere nævnt er det ikke ensbetydende med, at den ikke er god. Jonathan Spang spiller godt og har skrevet 19 solide afsnit, samt en comedy special, som er skide bingeværdige.

#4 Mr. Poxycat & Co. (2007)

Når man ser Mr. Poxycat & Co, så kan man godt mærke, at Nikolaj Lie Kaas har set The Office lige inden han har skrevet serien. Jørgen Thomsen (Rasmus Bjerg) har mange af Michael Scott’s træk: Han er ikke for kvik, han har storheds vanvid, er på mange måder ikke særlig talentfuld, men er på bunden et rigtig godt menneske. Nikolaj Lie Kaas gør et fantastik stykke arbejde, da han gennem serien, får navigeret vores hovedkarakter gennem småjobs i det mørke Jylland, til tilfældigt kendisstatus i København, i en historie om en mand, der er så fanget i hans eget hoved, hvilket gør at han må træffe et valg mellem karriere og kærlighed. Vi er med ham hele vejen, da Rasmus Bjerg i Mr. Poxycat & Co, sementerede sit kæmpe talent og for alvor efterfølgende, med rette, fik sin karriere skubbet godt i gang.

#3 Langt Fra Las Vegas (2001-2003)

Hvis jeg udelukkende gik på humor, kvalitet og originalitet, så ville Langt Fra Las Vegas være længere nede på listen. Skuespillet er for det meste skidt, karaktererne er ofte alt for over the top, og den er skåret lige efter den model, som alle sitcoms brugte i 90’erne, uden bare et sekund at vige fra den. Langt Fra Las Vegas er dog uden tvivl den vigtigste sitcom, der nogensinde er lavet i Danmark. Jeg har efter mange timers podcastlytteri, nu flere gange hørt, at man før Langt Fra Las Vegas bare ikke fik lov til at lave sitcoms, tv-kanalerne turde simpelthen ikke tage chancen, inden for den genre. Casper Christensen og Frank Hvam tog heldigvis tyren ved hornene, og skabte dette skæve lille univers, som var genkendelig nok til at relatere til, men for underligt til at spejle sig i, og fik en kæmpe succes, fyldt med nu ikoniske karakterer som Niels Bockingham (Klaus Bondam) og Robert Dølhus (Lars Hjortshøj). Når alt er talt op, en fortjent 3. plads, som trods sine mangler, nok endte med at være tættere på en 2. plads, end en 4. plads.

#2 P.I.S (2000-2001 & 2006)

Når folk taler om mocumentary genren, vil de fleste sige at den britiske udgave af The Office fra 2001, var den første til at lave det med succes. Jamen hov Tobias, hvis P.I.S er fra 2000 og The Office er fra 2001, så betyder det vel at vi i Danmark faktisk kom først og var mega originale for en gang skyld!? Ja, ja det gør det. P.I.S er det tidligste eksempel på en mocumentary serie, som rent faktisk var så god, at folk troede at de sad og så en dokumentar (så vidt jeg kunne finde frem til i hvert fald). At folk en gang, dybt seriøst, troede at Jonas Schmidt og Rasmus Bjerg var professionelle politifolk, virker den dag i dag fuldstændig galimatias, men det gjorde folk. Det skal dog også tilføjes, at sæson 1 er meget mere seriøs end sæson 2, og comedy kun kan findes, hvis du ved den bevidst er lagt ind. I sæson 2 er karaktererne langt mere karikerede, hvilket i sidste ende kun gør det hele bedre. Skuespillet, instruktion og manus sidder lige i skabet, da vi gennem hele serien, på trods af hvor stor en hat han er, holder af John Schmidt (Jonas Schmidt), og ikke kan fordrage, det ellers gode menneske, men meget bedrevidende NC (Lai Yde). Det er ikke en flot serie, men budgettet var også meget lavt, og det var noget af det første Zulu valgte, at sende hjem i folks stuer, og tusind tak for det!

#1 Klovn (2005-?)

Der var vel ikke nogen tvivl om 1. pladsen, var der det? Selvom nogle vil synes P.I.S eller Langt Fra Las Vegas er sjovere, så tror jeg stadig ikke, at de folk ville sige mig imod her. Klovn er den største og bedste danske sitcom, der nogensinde er lavet, og er til dags dato den eneste, hvis koncept er blevet solgt til USA. Scenerne er eminent skrevet af Christensen og Hvam, og dialogen er endnu bedre improviseret frem, af alle de medvirkende. Netop den improviserede del af serien synes jeg er hvad, der gør serien til den succes, som den er, ikke den cringe humor, som folk plejer at udpege (Som dog heller ikke er set bedre andetsteds), da den giver plads til en masse finurlige, fantastiske og hylende morsomme one.liners. Klovn kan desuden også prale af at have haft indflydelse på den danske sprog, da mange efterhånden hverdagsbemærkninger, som bl.a. ja-hatten, guffeliguf og fissetrumf stammer fra netop Klovn. Jamen hov, stop lige en halv, her kammerat bladfed., du sagde at grunden til at Lillemand er så langt nede på listen er fordi den er så voldsomt inspireret af Louie, så det nærmest virker som en 1 til 1 fordanskning, og alle ved jo at Klovn, har ladet sig meget inspirere af Curb Your Enthusiasm!? Puha, det var en lang sætning. Ja, Klovn er inspireret af Curb, men hvor alle andre danske sitcoms, ikke formår at komme i nærheden af deres inspirationskilders niveau, så formår Klovn tit og ofte at overgå sin kildes, da Frank og Caspers hurtige impro arbejde er i verdensklasse og at emnerne, der tages op i Klovn, nok grundet vi kan tåle lidt mere herhjemme end de kan i USA, er voldsommere og mere kontroversielle. Klovn får os til at grine, græde og får os til at føle os så akavede, at vi ikke kan være i vores kroppe, og om man er til cringe humor eller ej, så er der så meget andet at tage fat i, i Klovns fantastiske univers, at det ikke er svært at se hvorfor, at Klovn suverænt er Zulus klart bedste sitcom gennem tiden.

Tags: , ,

One Reply to “Top 10: TV2 Zulu Sitcoms”

  1. Ha ha ha ha….!
    P.I.S…. Jeg glemmer det aldrig..! Din Tante og jeg sad og så det dengang i 2000 og vi kunne simpelthen ikke fatte, at der kunne findes så latterligt dumme politifolk i den danske styrke….

    (hvor skriver man sin e-mailadresse?)

Comments are closed.