Top 10 Danske Skuespilpræstationer På Engelsk

0 Comments

Da jeg anmeldte sæson 3 af Killing Eve blev jeg inspireret til, at lave en liste. En liste over danske skuespilpræstationer i udenlandske film. Så tjekkede jeg listen over hvad man skulle se for at have en idé, om at kunne lave sådan en. Hold nu op hvor var den lang. Så blev det til bedste danske præstationer på andet end dansk. Det hjalp ikke specielt. Til sidst endte jeg på top 10 over de bedste danske skuespilpræstationer på engelsk, for der havde jeg set en del, så den liste ville være hurtigt ude… Det tog lidt over en måned. Men nu er den her! Top 10 over de bedste danske skuespilpræstationer på engelsk! Ps. jeg har valgt at holde mig til en film eller serie per skuespiller, så listen ikke ville være fyldt med præstationer fra de samme skuespillere. Pps. inden folk brokker sig, Viggo Mortensen er ikke dansker!

#0 Trine Dyrholm – Nico, 1988 (2017)

Inden jeg rigtig kan gå i gang er jeg nødt til, at nævne Trine Dyrholm i filmen Nico, 1988. Jeg har simpelthen ikke kunne finde den, og har måtte givet fortabt. Jeg har dog læst en del steder, at det skulle være en af de absolut bedste danske skuespilpræstationer uden for Danmark, og føler derfor jeg lige er nødt til at nævne hende. Så inden du brokker dig over manglen på Trine Dyrholm, så ved du nu hvorfor.

Honorable Mentions

  • Birgitte Hjort Sørensen – Pitch Perfect 2 (2015)
  • Connie Nielsen – Gladiator (2000)
  • Jesper Christensen – James Bond-serien (2006 – 2015)
  • Pilou Asbæk – Game Of Thrones (2016 – 2019)
  • Thure Lindhardt – 3096 Days (2013)

#10 Iben Hjejle – High Fidelity (2000)

Jeg var ekstremt i tvivl om min 10-plads. Længe havde jeg Pilou Asbæk med, som gør det eminent i Game Of Thrones. Efter længere overvejelse gik jeg i stedet med Iben Hjejle i rollen som Laura i High Fidelity. Pilou er fantastisk, men Euron Greyjoy har kun et gear, og er konstant i de samme følelser og aldrig underspillet. I High Fidelity får vi hele følelsespaletten, både i over og underspillet form, fra Iben Hjejle, der har en af de bærende roller i den fantastiske kult-klassiker High Fidelity. At hun ikke forsvandt ud af Danmark til Hollywood efter denne film, hvor hun mere end spiller op med store stjerner som John Cusack, Jack Black, Catherine Zeta-Jones, Joan Cusack og Tim Robbins er mig en gåde. I stedet valgte hun at blive hjemme og gav os nu ikoniske roller i Langt Fra Las Vegas, Klovn og Dicte, og det skal vi bare være glade for.

#9 Lars Mikkelsen – House Of Cards (2015 – 2018)

En knap så stor overraskelse her på 9. pladsen i form af Lars Mikkelsen. Danmarks bedste bad guy skuespiller, tog i 2015 sit fremragende følelseskolde, overlegende og lettere psykopatiske spil med til Hollywood, og blev en af de bedste skurke, i form af den russiske præsident Viktor Petrov, i en af 10’ernes største serier House Of Cards. Mikkelsen stjæler mere eller mindre alle scener han er med i også selvom han i dem har selskab af Oscar-vindere som Kevin Spacey og Mahershala Ali. Med et glimt i øjet, et blik fuld af foragt og had, samt en russisk accent, der sidder lige i skabet, holdt Mikkelsen højt niveau hele vejen i gennem, i takt med at House Of Cards’ falmede bort.

#8 Claes Bang – Dracula (2020)

Apropos et glimt i øjet og, at holde niveau i en falmende serie, så er vi kommet til Claes Bang. At løfte en så ikonisk karakter som Grev Dracula, er ikke noget for alle, men for Claes Bang virkede det som om, at det lå lige til højrebenet. Charmerende, veltalende, sexet, intelligent og frygtindgydende er alle bokse man kan krydse af når man beskriver Claes i rollen som Dracula. Han er uden tvivl, det bedste ved Dracula mini-serien, og havde det ikke været for det elendige manuskript i 3. og sidste afsnit, er jeg sikker på, at Claes ville være at finde højere på listen, men han gjorde sgu alt hvad han kunne for, at få det til at fungere. Hvis man tager et hurtigt blik inde på Claes Bangs IMDB-side, kan man se at han udelukkende har udenlandske ting på beding, med store instruktører og skuespillere, så mon ikke det kun er et spørgsmål om tid, før han er at finde længere oppe af lister som denne.

#7 Nikolaj Lie Kaas – Britannia (2017 – ?)

Nikolaj Lie Kaas er i min optik den bedste skuespiller vi har herhjemme, og jeg kan umuligt være den eneste, som ikke har kunne fatte, hvorfor han ikke rigtig har fået roller i udlandet. Da jeg endelig så en trailer for en større udenlandsk produktion, der havde Kaas som en af sine bærende roller, så sprang jeg da også på. Desværre så er Britannia virkelig ikke en god serie, hvilket de fleste også synes da den efter begge sine sæsoner har ligget i limbo mellem, at blive fornyet eller taget af sendefladen. En ting har den dog kørende for sig, og det er Nikolaj Lie Kaas. Han er by far den bedste skuespiller at finde på rollelisten, og selvom flere af hans kollegaer har været med i større Hollywood produktioner, så spiller han dem baglæns ud af settet hver eneste gang han er på skærmen. Rollen Divis passer også perfekt til Nikolaj, da den kræver lidt af det hele, og det er netop hvad Nikolaj kan; det hele.

#6 Sofie Gråbøl – Fortitude (2015 – 2018)

Det må siges, at der efterhånden begynder at tegne sig et mønster her på listen. Serier, med danskere i større roller, som holder niveau serien i gennem, selv når serien selv ikke formår det. Den her er dog lidt mere spøjs. Jeg synes, at sæson 1 af Fortitude var den klart bedste, og den derefter langsomt, men sikkert begyndte at falde fra hinanden. Sofie Gråbøl derimod, som har en af seriens hovedroller, følger den totalt modsatte kurs, da hun i første sæson, flere gange grænser til det forglemmelige, men som serien skrider frem viser sig frem, som den klart bedste spiller. Rollen som guvernør Hildur Olafsson, starter nemlig som en mere eller mindre kold og overlegen karakter, med kun få synlige ridser i lakken, men som Fortitude formerer sig, får Gråbøl virkelig lov til at vise at hun er en af, hvis ikke den, bedste kvindelige skuespiller kongeriget har at prale af. Et lille løft på hatten skal også gives til danske Mia Jexen, som også har en af de større biroller i Fortitude, som før dette nok havde sin største rolle i 2900 Happiness, så hende var jeg meget positivt overrasket over serien i gennem.

#5 Ulrich Thomsen – Banshee (2013 – 2016)

Nå, slut med de serier, som ikke kan holde niveau. Hvor Lars Mikkelsen spiller en frygtindgydende mand, som er indespærret i en politisk rolle, der kræver en fin underspillethed, og hvor Claes Bang spiller et monster, som ikke tager ordrer fra nogen, og et hvert øjeblik kan sprætte en mand op, som kræver en mere ekstravant tilgang, ligger Ulrich Thomsen sig et sted i midten i hans rolle som Kai Proctor. Endnu en vanvittig veltalende og charmerende bad guy, men med et stærkt æres kodeks, og som på sin egen måde vil gøre alt for, at støtte op om de ting han tror på, og holder af. Ulrich skal konstant balancere på et knivsæg mellem vanvid, kærlig og tilbagetrukkenhed, og præsterer på en måde som de færreste ville kunne formå. I en serie fyldt med skurke er Kai Proctor klart den mest interessante, og det er helt klart Ulrich Thomsens fortjeneste.

#4 Sidse Babett Knudsen – The Duke Of Burgundy (2014)

Endnu en overraskelse her, da jeg tænker det er de færreste, der har hørt om filmen The Duke Of Burgundy? Det havde jeg heller ikke, og filmen i sig selv er heller ikke noget at råbe hurra for, men det er Sidse Babett Knudsen i den grad. I rollen som Cynthia spiller Sidse en lesbisk overklassekvinde, som på overfladen har et helt almindeligt liv, men når gardinerne bliver trukket for derhjemme er sandheden en helt anden. Cynthia lever i et konstant dominatrix sexspil med hendes underdagenige kæreste. Problemet er at Cynthia ikke bryder sig om det, og på en bizar måde er det altså dominatrixen, der er under tøflen. Sidse rammer rollen perfekt, med en konstant ømhed og kærlighed, samt en forvirring og til tider foragt overfor de ting, som hun nærmest bliver tvunget ud i. Havde det ikke været for filmens trang til i længere perioder, at sætte kunst, metaforer og drømmesekvenser over historiefortælling og skuespil er jeg ikke et sekund i tvivl om, at Sidse Babett ville have set langt mere hyldest for hendes i forvejen stærke arbejde i The Duke Of Burgundy, og hun havde måske endda været at finde i min top 3.

#3 Kim Bodnia – Killing Eve (2018 – ?)

Nu til manden, der var inspirationen til listen. Kim Bodnia er lige pt. manden, der holder fanen højt for danske skuespillere i udlandet med sin store rolle som Konstantin i, den mest sete serie på HBO i 2020, Killing Eve. Konstantin er en mands mand, hvis arbejder kræver at han aldrig må vise sine følelser, men konstant synes at have dem lige inde under skjorten alligevel. Om det er i form af vrede, frygt, gråd eller hans altid smittende latter, så charmer Bodnia sig direkte ind i alle Killing Eve’s seere over hele verden, og er ikke blot blevet en publikumsfavorit, men åbenbart også et sexsymbol i følge mange udenlandske medier. For skuespillet i Killing Eve er det primært (og fortjent) Jodie Comer, der har løbet med priserne, men hvis Sandra Oh, gang på gang kan blive nomineret for hendes rolle som Eve, finder jeg det decideret latterligt, at Kim Bodnia ikke også kan blive det for hans mere end fantastiske arbejde som Konstantin!

#2 Nicolaj Coster-Waldau – Game Of Thrones (2011 – 2019)

Rollen som Jamie Lannister er gået hen og blevet den klart største rolle en dansk skuespiller nogensinde har haft. Uanset hvad man synes om den, så var Game Of Thrones i en del år verdens største serie og havde seertal, som på historisk plan nok kun kunne toppes af Friends. Det kræver altså sin skuespiller uge efter uge, i 8 år, at kunne præstere på topplan, uanset manuskriptetskvalitet, og det var lige præcis hvad Nicolaj Coster-Waldau gjorde. Jamie Lannister var i en konstant udvikling, og gav Nicolaj mange udfordringer, som han gang på gang klarede til UG og slange. Var Nicolaj den bedste skuespiller i Game Of Thrones? Nej, det var han ikke, men det ville ikke være forkert, at smide ham ind i en top 3 på den liste, i min optik. Han behøvede dog ikke at være den bedste for, at rende med opmærksomheden da hans konstante charme, arrogance og ømhed altid skinnede ud gennem øjnene på verdens største series mest interessante karakter.

#1 Frank Hvam – Game Of Thrones (20…. Arg okay.

#1 Mads Mikkelsen – Hannibal (2013 – 2015)

Tænk at have nosser nok til, at accepterer en af filmhistoriens mest ikoniske og bedst spillede karakterer. Tænk også at have talentet, til at kunne eksekvere i rollen. Det er lige nøjagtigt hvad Mads Mikkelsen gør i titelrollen som Dr. Hannibal Lecter i serien Hannibal. Alle husker Anthony Hopkins’ fantastiske arbejde i Silence Of The Lambs. Hans måde at tale på, hans måde at bære sig på, og hans arrogance. Alt dette spiller Mads nærmest lige op til, med en ekstra tilføjelse af et koldt, tomt og ondt blik, der får det til at løbe koldt ned af ryggen på alle, der er dumme nok til at kigge ham ind i øjnene. I mean bare se på billedet altså!? Ulrich Thomsen, Claes Bang og Lars Mikkelsen var alle i stand til at fremme samme reaktion hos sin seer, men aldrig med blot et enkelt blik, og uanset hvor uhyggelig Mads var i rollen som Hannibal, kunne man ikke lade vær med enten at holde med ham, eller have en trang til mere fra ham. Som junkier efter en kanyle fik Mads uge efter uge seerne til at række ud efter fjernbetjeningen, blot for at han efterfølgende ville kunne hjemsøge dem i deres mareridt. Mads har haft andre store roller både i store Netflix-film, Marvel og Star Wars-film, og havde det ikke været for min en-rollesregel, havde han også været at finde her på listen for hans arbejde i James Bond-filmen Casino Royale. Intet kommer i nærheden af hans arbejde som Hannibal Lecter, og med mindre Kim Bodnia i de kommende sæsoner af Killing Eve finder et hidtil uset niveau frem, kommer der til at gå mange år før Mads Mikkelsen bliver toppet!