The Mandalorian

0 Comments

Starring: Pedro Pascal, Gina Carano, Giancarlo Esposito

Siden den originale trilogi fik sin afslutning i 1983, har Star Wars universet været et af, hvis ikke det, mest frustrerende filmunivers man kan opstøve. At sige, at der har været udsving i kvalitet i filmene sidenhen, ville være en underdrivelse af dimensioner. Usammenhængende historie, nemme løsninger, irriterende karakterer, alt for hurtige afrundinger og ligegyldige prequels, alt kan findes i Lucasfilms’ bagkatalog. På den anden side, så er det stadig Star Wars. Nostalgien gør, at man altid vender tilbage, spændt som et barn på juleaften, og håber på noget magisk. At magien nok skulle vende tilbage, er ikke en overraskelse, men at den skulle komme i form af en serie, må siges at være det.

I den ydre del af galaksen, hvor hverken det gode eller det onde hersker, finder i dusørjægeren Mando (Pedro Pascal). Han tilhører et hjemløst og nærmest uddødt folk ved navn Mandalorians, der lever efter et stramt æreskodeks. Mando har fået en opgave fra en højt rangeret imperie officer, der betaler godt, men opgaven er ikke så lige til. Han skal hente noget til ham, men da Mando kommer frem finder han ud af, at det en baby han skal hente. Det er en meget speciel baby, og efter Mando finder ud af, hvad imperiet vil bruge babyen til, trodser han sit æreskodeks, og stikker af med barnet. Det er nu op til Mando, først og fremmest af gemme sig, men samtidig at finde ud af hvad babyen er, og hvor den hører hjemme.

Da vi satte os til at se The Mandalorian herhjemme i husstanden, havde den meget høje forventninger at leve op til. Eftersom Disney+ kom næsten 1 år senere til Danmark end til USA og England, så var det næsten umuligt ikke at følge lidt med på sidelinjen. Med et af de største budgetter, som en tv-serie nogensinde har haft, formåede The Mandalorian at skrabe sit eget navn fast i den gængse pop-kultur i form af referencer, memes og citater, samt spændende karakterer. Smid dertil navne som Jon Favreau (manden bag Iron Man) og Taika Waititi (manden bag Jojo Rabbit) til at arbejde bag kameraet, samt navne som Pedro Pascal (The Viper i Game Of Thrones) og Giancarlo Esposito (Gus Fringe i Breaking Bad) foran kameraet, og så står hypen på max. Jeg må indrømme, at havde dette kun været en anmeldelse over sæson 1, så havde jeg været en smule skuffet. Bevares den er utrolig flot, sjov og det er nemt at leve sig ind i historierne, og få skabt relationer, til i hvert de to hovedkarakterer Mando og Grogu. Den røde tråd gennem sæson 1 var dog en smule svag, og den mindede mest af alt om den klassiske fortællerform, som man finder i politiserier, som f.eks. CSI. Den sluttede dog stærkt af, og gav ingen grund til ikke at se videre. Men nu er dette ikke kun en anmeldelse over første sæson. Jeg følte, at det var oplagt at slå anmeldelserne sammen til et helheds billede, da anden sæson kom lige i røven af den første. Ærlig talt, så føles det næsten heller ikke som 2 separate sæsoner, da det ikke føles som om, at der er gået specielt lang tid mellem sidste afsnit i første sæson, og første afsnit i anden sæson. Historien følger direkte op, med endnu et afsnit som sagtens kunne stå for sig selv, og som blot bliver ved med at introducere yderligere fantastiske karakterer, til det evigt voksende Star Wars katalog. Afsnittene som godt kan stå for sig selv, fortsætter egentlig i gennem det meste af sæson 2, men samtidig uden, at man lægger mærke til det, bliver den røde tråd stille og roligt mere og mere markant. Det er som om, at som sæson 2 ligesom sætter historien i gear, begynder man som seer at sætte mere pris på første sæson. Selvfølgelig er det vigtigt, at den første sæson sætter scenen for den gennemgående historie, og skubber den fremad, men dette har ikke været det primære mål med The Mandalorian’s første sæson. Det virker faktisk som om, at dens primære opgave har været at introducere seerne for en røvfuld karakterer, steder og referencer, samt sørge for, at man som seer har sit følelsesmæssige register på plads over for det hele. Dette er et fuldstændig genialt træk! Jeg kan med hånden på hjertet sige, at sæson 2 af The Mandalorian er den bedste sæson jeg har set af nogen serie, i godt over 1 år, og er uden tvivl det bedste jeg har set fra Star Wars universet i årevis. Dette havde ikke været muligt, uden af sæson 1 havde indstillet mit følelseskompas, for eftersom det allerede er indstillet, så føles næsten alt i sæson 2 ekstremt vigtigt, selvom at det på en normal Star Wars skala er nærmest ubetydeligt. Selvom kompasset er indstillet, formår sæson 2 stadig, at levere chok og store overraskelser samtidig med, at den fastholder den fantastiske moderne nostalgi fornemmelse, som tidligere blev etableret, samt fortsat levere både nye og kendte ansigter, som alle mere eller mindre er eminente. Alt føles vigtigt, intet er stresset i gennem, og ingen er glemt, man skulle nærmest tro, at vi var tilbage i 1980 med episode 5. For at alt dette ikke skulle være nok, så leverer sæson 2 også den bedste sæsonafslutning, som jeg kan huske, siden sæson 6 af Game Of Thrones. Vi grinte, sad ude på kanten, jeg var i chok, min kæreste græd. Nej, dette er ikke en anekdote fra vores soveværelset, men derimod alle de ting vi blev revet i gennem under afsnit 8 af sæson 2, som i sig selv er et lille mesterværk!

Det har været svært at holde af Star Wars i de senere år, og dette medførte også, at det faktisk tog os noget tid, at gå i gang med The Mandalorian. Siden vi gik i gang, er det dog kun gået fremad. En konstant glæde over et nyt afsnit, en voldsom irritation over nu at skulle vente i et helt år på sæson 3, og nu, for mit vedkommende i hvert fald, en nyopdaget glæde ved hele Star Wars universet. Havde det ikke været for The Mandalorian, så havde jeg været fuldstændig ligeglad med alle de nye bekræftede Star Wars projekter, men nu kan jeg simpelthen ikke vente! This is the way! I have spoken!

The Mandalorian Sæson 1 og 2 får 8 ud af 8 stjerner

Tags: