Store Lars & After Life: Sæson 2

0 Comments

På papiret så ens, men dog så forskellige

Starring: Lars Hjortshøj, Julie Agnete Vang, Martin Brygmann

Store Lars

Da Lars’ kone går fra ham, gør Lars op med sig selv, at nu er det slut med, at være lille Lars. Det er tid til at være store Lars! Slut med klovneriet og i gang med de store projekter. Disse projekter må dog midlertidig vente, da Lars bliver forelsket i Julie. Julie synes dog, at være ligeglad med forhold, og vil bare gerne være mor. Dette skal dog ikke hindre Lars, som vil gøre alt, for at få Julie, om det så skal koste ham hans hus, værdighed og sæd.

Jeg vil gerne starte med, at beklage mit resumé af Store Lars, men jeg både håber og tror, at i vil kunne forstå den knap så gode kvalitet af det, når i har læst anmeldelsen. Store Lars, er Lars Hjortshøjs debut, både som manuskriptforfatter, og hovedrolleindehaver. Når man tænker på, at han snart har været i dansk show-biz i 30 år, så er det næsten ikke til at fatte. Lars har valgt, at lade sig kraftigt inspirere af sine kollegaer Casper Christensen og Frank Hvam, i sin fremgangsmåde, dog med mere fokus på punch-lines fremfor cringe og situationshumor, selvom der også er plads til dette. Lars’ force har også altid ligget i punch-linesne. Han kan levere røven ud af bukserne, så selv de mest usjove jokes, kan virke komiske. Dette er også tilfældet i Store Lars, da der ikke går et afsnit, uden at man som minimum trækker på smilebåndet. Desværre så er dette også en del af problemet, for hvis man kun trækker lidt på smilebåndet i en serie, hvis eneste formål er at få dig til at grine, så er der noget galt. Og hvis selv størstedelen af jokesne på papir er usjove, hvordan kommer historien så ikke til at se ud? Jeg skal ærligt sige, at på trods af, at have set alle 8 afsnit, så aner jeg det simpelthen ikke.. Selvom jeg har læst pressetekster og hørt interviews med Hjortshøj omkring serien, så kan jeg simpelthen ikke få øje på hele lille til store Lars konceptet (jo måske i 1,5 afsnit, men det er sgu også for lidt). Det virker som om, at serien, skifter handling nærmest flere gange på et afsnit, og efterfølgende er ude af stand, til at følge med sig selv. Lars karakteren virker forvirret og rodløs, uden nogen som helst retning, og kommer for det meste til, at fremstå som en dårlig efterligning af både Frank og Lars karaktererne fra Klovn. Alle de andre karakterer, med undtagelse af Julie, som faktisk endnu mere end Lars er uden retning, og mest af alt minder om en dårlig efterligning af Mia fra Klovn, har ingen konkrete historier, og synes for det meste bare, at være i universet uden at have nogen egentlig indflydelse på plottet. Noget så basalt, som klipningsfejl undslipper man ej heller i Store Lars da det, specielt i de første par afsnit, ser ud til at der har været en mindre god praktikant på spil, som hurtigt er blevet erstattet, men hvis fejl ikke er blevet ændret. Med enkelte undtagelser, så er skuespillet da godt nok også til, at lukke op og skide i. Specielt det latterligt høje antal af kendte gæstestjerner, som for det meste også er ligegyldige for historien. Todi Jønsson, Diego Tur, Pharfar, Raske Penge og Pillfinger (som i sig selv er en underlig gruppe kendisser), har ingen replikker, og jeg vil bede til alle højere magter om, aldrig nogensinde at se Kandis Johnny, Nabiha og Joachim Boldsen forsøge at spille skuespil igen. Af alle 26(!?) kendte gæstestjerne, som er med i de kun 8 afsnit, er det faktisk kun Preben Elkjær, der er god, og jeg må erkende, jeg skraldgrinede da hans scene var overstået. Lars Hjorthøj selv, er som sagt stærk i sin levering af jokes, men lige så snart andre følelser skal leveres falmer han i blinde. Det samme kan siges om Julie Agnete Vang, som dog spiller glæde ret godt, men tilsyneladende ikke kan tvinge andre følelser ud af ansigtet på sig selv. Ellen Hilingsø gør hvad hun kan, men end ikke en skuespiller af hendes kaliber kan redde manus. Havde det ikke været for Martin Brygmann, så havde Store Lars, været min første 1 ud af 8 stjerners anmeldelse. Martin er fantastisk! Karakteren virker nærmest tilfældigt skrevet ind i flere afsnit, og giver i sig selv ingen mening, men Martin charmer den hjem hele vejen, og selvom han spiller en usympatisk fissekarl, så kan man ikke andet end at holde af ham. Martin, du er en engel!

Som sagt, så undskylder jeg for mit resumé, men jeg håber, at du nu har fået lidt forståelse for min forvirring omkring det her monstrum af en serie, og hvis ikke så skal du være velkommen til selv at give dig i kast med den, men nu er du advaret!

Store Lars får 2 ud 8 stjerner

Starring: Ricky Gervais, Tom Basden, Ashley Jensen

After Life: Sæson 2

Det ser ud til, at Tony (Ricky Gervais) har fået det bedre. Han er holdt op med, at se sin depression som en superkraft, og er begyndt at behandle folk bedre, og hjælpe hvor han kan. Da han selv har oplevet hvor fantastisk et parforhold kan være, er det specielt i det departement, han har tænkt sig at hjælpe sine venner. Han besøger stadig sin demente far hver dag, og snakker stadig godt med sygeplejersken, som han i sidste sæson ville på date med. Men det er ikke blevet til mere end det. Tony har det nemlig stadig forfærdeligt. Han føler ikke han kan give sig til en kvinde, som han egentlig holder af, da han føler det som om, at han er sin afdøde kone utro. Tony kan ikke stoppe med at tænke på hende, og drikker nu på daglig basis. Han er om muligt i endnu større risiko for selvmord nu, da han ikke lader folk udadtil se hvor skidt han egentlig har det.

Sæson 1 af After Life var en dejlig og tankevækkende lille serie. En kort komedie serie om kærlighed, død, kræft og depression, som var sjov hele vejen igennem. Det er godt nok imponerende de emner taget i betragtning. Grundet 1. sæsons slutning, så undrede det mig dog, at der kom en sæson 2, da det ville betyde at stort set alle de emner skulle udskiftes. Efter nu at have set sæson 2, så håber jeg så inderligt på en sæson 3. Alle emnerne var nemlig ikke bare beholdt, men faktisk skruet op. Ved at smide komikken og sarkasmen fra Tony, har det nemlig givet Gervais mulighed for, virkelig at dyrke de på samme tid lyse og mørke tanker, som Tony har om sin kones død. Det betyder selvfølgelig, at der er længere mellem latteren, hvilket i alle komedie serier er et problem. Med udelukkelsen af Tony som primær komisk karakter, har Gervais prøvet at skrue mere op for de mere bizarre karakterer i serien, som f.eks psykologen og James. Det klæder dog på ingen måde serien, da en useriøs og klam psykolog, samt lettere body-shaming ikke fungerer særlig godt i en serie, hvis hovedkarakter lider af en voldsom depression. Men nu da der er skruet ned for latteren, er det så en stor mulighed for, at skrue op for følelserne, og det har Gervais så sandelig udnyttet. Den får ikke for lidt, med både smukke og sørgelige anekdoter og livssyn, som sidder lige i tårekanalerne hver gang, og hvis du lige som min kæreste kan have lidt let til tårer, så er der garanti for, at du har brug for lommetørklæder i alle afsnit. Som sagt, så er der virkelig imponerende, at kunne få noget sjovt ud, af så tunge emner. Om muligt, så er det næsten endnu mere imponerende, at skrue ned for humoren og virkelig dyrker de emner, efter allerede at have haft succes med det andet. Denne dyrkelse, kan desværre også få historien til at virke lidt gentagelig. Alle afsnit, med undtagelse af det sidste, har et form for interview, der på en måde er samme sted i livet som Tony, samt Tony der hjælper folk med problemer, ofte er relateret til parforhold. De slutter med, at Tony drikker en flakse vin, og ser videoer af hans afdøde kone. Jeg forstår meningen, og symboliken i det, men det gør desværre serien lidt for nem at gennemskue af og til.

Havde jeg skulle anmelde første sæson af After Life, tror jeg den ville ende på 6,5 ud af 8. For på trods af, at humoren er solidt plantet lige i skabet, selv med alle de dystre temaer, så er det en lille produktion med sine fejl og mangler. Skuespillet er ikke altid lige godt, og historien snegler sig nærmest af sted til tider. De samme ting, er gældende i sæson 2, men der er om muligt blevet taget endnu større følelsesmæssige chancer, som man ikke kan andet, end at tage hatten af for. Da det på den anden side har ledt til større mangel på grin, og mere skærmtid til karakterer, som på ingen måder fortjener det, vil jeg ikke kunne give sæson 2, en lige så høj score som sæson 1. Jeg håber dog, at Ricky Gervais vender tilbage til skriveblokken, så vi kan få mere After Life, for der er helt sikkert mere, at komme efter!

After Life: Sæson 2 får 6 ud af 8 stjerner

Som tidligere skrevet, så er de 2 serier på papiret så ens, i måden de er lavet på. De er dog vidt forskellige. Den ene har udelukkende det formål, at få en til at grine, hvilket den så tit fejler i, og samtidig blotter sig selv, for alle andre følelser. Den anden vil gerne noget mere, og efter en sæson hvor der var massere grin, samt følelsesladede øjeblikke, valgt at skrue så meget op for følelserne, så den næsten fejler i netop grinet. Så måske de ikke er så forskellige alligevel?

Ps. som i kan læse er der en væsentlig forskel i kvalitet, så se noget After Life, og thi Store Lars ihjel.

Tags: ,