Soul

0 Comments

Starring: Jamie Foxx, Tina Fey, Graham Norton

Det kræver nosser det her!

Hvis man er fast læser af bloggen vil man vide, at jeg er kæmpe fan af Pixar. Deres seneste film Onward (som jeg også har skrevet en anmeldelse af her på siden) var ikke en dårlig film, men den var ikke på Pixar’s vanlige niveau. Det var derfor spændende at se, om Soul kunne ramme plet. Det tegnede dog ikke specielt godt, da pandemien blev ved med at udsætte dens præmiere, og til sidst tvang Disney ud i at lægge den ud til streaming på Disney+. Her blev jeg en smule nervøs, da dette muligvis kunne betyde, at de ikke selv så det store i den, og at den derfor ligeså godt kunne få samme tur som meget andet af Disney’s venstrehåndsarbejde som f.eks. den nye Lady & Vagabonden, der virkelig ikke var noget at råbe hurra for.

Joe (Jamie Foxx) er ved at give op. Hans store drøm om at leve af at spille musik synes fjern, specielt nu da han har fået fast arbejde. Han har dog fået en sidste chance, og det lader til, at han endelig står overfor sit store gennembrud. Joe er ovenud lykkelig, men livet kommer desværre i vejen. Joe kommer ud for en ulykke og går bort. Joe finder derfor nu sig selv i kø til efterlivet, men da han ikke er klar til at dø, tager han en chance og forlader køen. Joe havner i førlivet, og bliver forvekslet som værende en anden død mand, der er blevet udvalgt som mentor, for et førmenneske. Det er dog ikke et hvilket som helst før menneske, men nr. 22 (Tina Fey), som i umenneskelige tider har været på tværs, fordi hun ikke vil leve. Det er nu op til Joe at give hende lysten til at leve, for at han selv kan få lov til at leve igen.

Pixar har aldrig været bange for at tage store emner op. I Up var det tab, i Inside Out var det følelser, i Wall-E var det klima og i Coco var det døden. Alle ramte perfekt, og kan nydes af både børn og voksne. Hvad siger vi så til et emne som depression? Det er et ekstremt voldsomt emne, specielt for børn, og selvom det aldrig bliver sagt ligeud, så er det uden tvivl det gennemgående emne i Soul. Eller som den beskriver det; lysten til at leve. Hvad er det? Er det kærlighed? At dyrke sin passion? Nyde tilværelsen? Eller at være klar til hvad der ligger på den anden side? Soul udforsker det hele, og alt ind i mellem, på mesterlig manér, der kan nydes af alle. Soul er i besiddelse af noget af det bedste karakterarbejde Pixar nogensinde har lavet med Joe og nr. 22. Det skyldes bl.a. godt nok, at der ikke er det store at hente i de andre karakterer, andet end forklaring og jokes, men det er intet problem, da filmens drivkraft er de to førnævnte karakterer. Foruden at de er eminent skrevet, leverer Jamie Foxx og Tina Fey, noget fantastisk stemmeskuespil. Begge luller de seeren ind i universet, uden at de mister glimtet i øjet, og derfor nemt kan kaste rundt med seerens sympati mellem sig. Smid dertil nogle vidunderlige præstationer ind fra Graham Norton, Richard Ayoade og Rachel House, og så kan det næsten ikke blive bedre. Animationen er som altid fuldstændig cutting edge hos pixar, og i Soul skubber de endnu en gang til grænserne for, hvad der kan lade sig gøre inden for animationens verden. Alt er smukt når det skal være det, grimt når det skal være det, og ufærdigt når det passer ind. Ufærdigt når det passer ind? Det giver mening når du ser det! Hvad der til gengæld aldrig må give mening når du ser det, er ufærdigheder i historien, og det er der desværre lidt at spore også. Jeg kan godt forstå, at få alle brikkerne til at falde på plads, med en så ambitiøs fortælling i Pixar’s, uden tvivl, mest ambitiøse univers til dato er nærmest umuligt. Jeg tør slet ikke tænke på, hvordan jeg selv ville have håndteret det, men det ændre ikke på faktummet, at der er et par plothuller at finde. Det mest åbenlyse er i forhold til stadiet mellem ophævet og fortabt, også kaldet zonen, som i starten virker som et meget smukt symbol, men som filmen skrider frem mere bliver en træls nødudgang for manuskriptforfatterne. Havde det ikke været for den detalje, så kunne jeg ,med sikkerhed i stemmen, kalde Soul for Pixar’s bedste film de sidste 10 år. Jeg har sjældent set en film håndtere emnet depression så fint og delikat, at man får lyst til at tage alle sine egne mørke huller op til revurdering, og se dem i øjnene, og selvfølgelig er det en film rettet mod børn, som gør det. Verden ville bare være et bedre sted, hvis det kun var Pixar der lavede film om voskne emner!

Som det kan ses, så var der ingen grund til panik fra min side af. Hvordan Pixar igen og igen kan spytte klassikere ud, er uden for min fatevne, men jeg er dybt imponeret! Min første intention efter at have set Soul, var faktisk om den var for kompliceret til børn, da jeg tog mig selv i at skulle holde tungen lige i munden et par gange i løbet af filmen. Af hvad jeg kan læse mig til, er der dog ingen grund til bekymring, hvilket virkelig glæder mig, da Soul er en ekstremt lærerig film for børn, men også for voksne.

Soul får 7,5 ud af 8 stjerner

Tags: