Netflix vs Resten – Maj 2021

0 Comments

The Mitchells vs. The Machines

Starring: Abbi Jacobson, Danny McBride, Maya Rudolph

Katie (Abbi Jacobson) har altid følt sig anderledes. Hun har altid været passioneret omkring at lave film, men det er der aldrig rigtig nogen, der har villet acceptere eller kunne forstå, specielt hendes far, for hvem al teknik er noget værre hokus pokus. Hun er derfor helt oppe at køre over at være blevet optaget til film college i Los Angeles. Hun er derfor pakket og klar til at flyve til Los Angeles, og putte hendes gamle liv bag sig, men på dagen hvor hun skal afsted har hendes far lavet andre planer. I et sidste desperat forsøg på at bygge et forhold op til sin datter har han besluttet, at hele familien skal køre Katie på tværs af landet og frem til hendes college. Katie accepterer modvilligt, og afsted drager den dysfunktionelle familie. Stemningen er konstant akavet og anspændt, og turen lader til ikke at kunne gå værre… Lige indtil, at Jorden bliver overtaget af onde robotter!

Noget så sjældent som en Netflix animationsfilm, er simpelthen den mest populære film i maj måned. Selvom The Mitchells vs The Machines udad til, ligner en film med fokus på kampe mod robotter, fyldt med store eksplosioner, så er den meget mere end det. The Mitchells vs The Machines er en virkelig smuk historie, om en far og datter, der har mistet hinanden, og som skal finde hinanden igen. Hvor mange film tager en meget ensidigt tilgang til sådanne historier, så ser man her historien fra begges synsvinkler hvilket gør, at ens sympati flyttes fra far til datter og tilbage igen så meget, så man ikke hader nogen, men forstår hvor begge kommer fra og derfor håber, at de begge kan mødes et sted på midten. Denne far og datter historie, er filmens røde tråd, og formår virkelig at holde det hele sammen, selvom filmen både skifter genre og stemning flere gange, end den siddende regering trækker forslag tilbage lige for tiden. Filmen starter nemlig som en klassisk teenager film, hvor vi fra Katie’s synsvinkel får etableret de forskellige familiemedlemmer, med en klassisk overfladisk tilgang. Derefter skifter den over i en roadmovie, hvor vi virkelig kommer ind under huden på de forskellige familiemedlemmer (desværre må vi her konstatere, at manden der lægger stemme til Katie’s lillebror er virkelig irriterende at høre på) samt, hvordan de interagerer med hinanden, og til sidst får vi science fiction delen, som også er filmens primære fokus. Hvor overgangen fra teenage film, til roadmovie var ekstremt flydende, så var der lidt knas i maskineriet, da vi gik til science fiction. Da robotterne, selvfølgelig ikke laver sig selv, så var deres historie også nødt til at blive fortalt, og selvom det hele giver mening og hænger sammen, så er familien Mitchell på dette tidspunkt simpelthen blevet så godt selskab, at man nærmest kommer til at kede sig en smule, når fokus skifter til robotterne. I gennem de forskellige genre har vi dog også en masse comedy, og i modsætning til mange andre animationsfilm, så er The Mitchells vs The Machines faktisk rigtig sjov. Om det er farens forvirring over teknologi, moderens beskyttelses instinkter, de to defekte robotter som familien får med på slæb, eller den fuldstændigt uduelige og grimme mops Monchi, der leverer comedyen, så er der masser af grin at komme efter. Apropos grim, så har The Mitchells vs The Machines ikke den klassiske Disney eller Pixar lækkerhed over sin animation, hvilket man måske godt kan være lidt nevøs for, ville stjæle lidt fokus. Dette er for det mest ikke tilfældet, da den er ekstrem kreativ i sin animation, og bruger mange helt nye greb inden for genren, og største delen af dem lander altså. Hvad der til gengæld ikke lander i animationen er indblandingen af memes, filtre og youtube-videoer, som for det meste bare virker malplaceret, og dovent. Det er desuden aldrig en god ting at inkorporere sådanne ting, da internettet bevæger sig så hurtigt fremad, at alle disse referencer sikkert allerede er outdatede, og det vil få filmen til at ældes hurtigere. Nu tænker du sikkert, baseret på de ting jeg har skrevet indtil videre, at vi måske her har med en kreativ discount Pixar-film at gøre, og det kan jeg godt forstå du tænker, men hvad nu hvis jeg siger, at Katie er homoseksuel? Ikke homoseksuel på den klassiske film måde, hvor karakteren kun er defineret af dens seksualitet, men faktisk fungerer som et ganske almindeligt menneske. Fungerer på den måde, der ikke er blevet den moderne Hollywood måde at gøre tingene på, der betyder at hun hver gang hun havde gjort noget godt, skulle komme med en kommentar om ligestilling og ligesind, men bare viser det i stedet for at sige det. Det er simpelthen så herligt at se en film, der endelig skriver en realistisk homoseksuel karakter, som ikke på noget tidspunkt virker overdrevet animeret (ironisk nok), og hvor er det dog herligt, at en karakter som Katie så dukker op i en animationsfilm om en robotinvasion. Ikke for at skulle citerer Ole Henriksen, men ”I Love It”! Det kan selvfølgelig skade filmens award chancer når vi kommer dertil, at den ikke har de over the top LGBTQ+ kommetarer, men tager den mere realistiske tilgang til emnet, men det burde det ikke. I min optik, så skal Pixar og Disney passe på til næste års prisuddelinger, for Netflix kan meget vel melde sig hårdt ind på animations kategorierne nu! Btw, jeg ved godt, at jeg har nævnt den, men jeg føler ikke, at jeg fik lagt ordentligt fokus på hvor sjov og fantastisk familiens mops er, I mean se den lige altså, hold kæft hvor er den grim!

The Mitchells vs. The Machines får 7,5 ud af 8 stjerner

I Care A Lot

Starring: Rosamund Pike, Peter Dinklage, Dianne Wiest

I Care A Lot er historien om en korrupt værge ved navn Marla Grayson (Rosamund Pike). Hun har stablet et succesfuldt firma på benene ved, hvor hun, med lægers hjælp, snyder retssystemet til at tro, at ældre mennesker har det dårligt, ikke kan klare dem selv længere og, at hun derfor skal bliver deres værge. Derefter placerer hun dem på et plejehjem, og sælger alt hvad de ejer og har. En dag får hun et tip om en ældre dame ved navn Jennifer (Dianne Wiest). Hun er rig, ugift, har ingen levende familie, og hendes læge vil meget gerne have hende afsat mod lidt betaling. Marla kaster sig over hende, og starter sine vanlige procedurer. Til hendes store glæde viser det sig, at Jennifer gemmer på nogle ret så værdigfulde hemmeligheder, men det skal dog vise sig, at Jennifer ikke kun gemmer på hemmeligheder, der bringer Marla glæde.

Ligesom i The Mitchells vs The Machines, så har vi her i I Care A Lot, en lesbisk hovedkarakter, hvis personlighed ikke kun er drevet af hendes seksualitet. Her slutter både sammenligningerne og alt positivt jeg har at sige om I Care A Lot. Arg, okay, Peter Dinklage spiller som sædvanligt godt, men det er så også det! Inden jeg skriver mine anmeldelser, så skal jeg 9 ud af 10 gange lige sove på den film jeg har set. I den tid, der mellem jeg ser filmen og jeg skriver anmeldelsen, kan jeg finde på, at tjekke op på nogle brugeranmeldelser af filmen, og lave nogle baggrundstjek. I brugeranmeldelser for I Care A Lot, faldt jeg over en kæmpe håndfuld af anmeldelser, der beskriver i detaljer, hvorfor denne film ikke kan lade sig gøre. Hele konceptet om, at man kan snyde en retssal til at blive nogens værge, uden personen selv er til stede kan åbenbart ikke lade sig gøre. Så her starter vi officielt anmeldelsen. I Care A Lot, er fra starten en komplet urealistisk fortælling! Nu ved jeg hvad du tænker, ja, jeg kan godt lide superheltefilm, gyserfilm og dumme actionfilm, men med disse film er der altid en usagt regel mellem film og publikum om, at vi nu drager et andet sted hen sammen. Det er der ikke med I Care A Lot, som fra start til slut skal føles som en fortælling, der sagtens kunne finde sted i den virkelige verden. Men lad os nu for sjov skyld og narrestreger lade som om, at dette ikke betyder noget i min endelige vurdering, og kigge på filmen, uden dens præmis (forstå mig ret, det kommer i den grad til at tælle i min samlede vurdering). I Care A Lot starter ganske fint. Historien om den gamle dame Jennifer, der mister alt, og som stille og roligt viser sig at være et andet menneske end man lige troede, er super interessant, og er lige til at bide sig med på. Rosamund Pike er efterhånden blevet Hollywood’s go to lady, når det kommer til at spille psykopatiske og afstumpede kvinder, det er hun virkelig god til, og det er hun også i starten af I Care A Lot. Filmen får hende virkelig bygget op som et usympatisk monster, der stjæler fra de svage. Det er derfor utroligt tilfredsstillende, da hun pludselig bider over for meget med Jennifer. Eller er det? Det er nemlig kun tilfredsstillende, at en skurk går for langt, når man kan se på dem, at de selv ved det. Der bliver fra instruktørens side lavet massive fejl, når det kommer til Marla’s reaktioner på de ting, der foregår omkring hende. Hun virker til at være ude af stand til at forstå selv de mest basale ting, og det er virkelig frustrerende at se på, når nu hun bliver præsenteret som en første klasse manipulator, at hun samtidig er så out of touch med virkeligheden. Da hun så endelig bliver holdt til regnskab for hendes handlinger, finder man også ud af, at det ikke kun er hende, der ikke kan forstå virkeligheden, men at virkeligheden ej heller forstår hende, da hun pludselig bliver til en superhelt midt i en sikker drukne død. Herfra, som er cirka midt i filmen, falder alt fra hinanden. Filmen forlader fuldstændig dens oprindelige historie om Marla og den gamle dame Jennifer. Jennifer bliver hverken nævnt eller set i den sidste halvdel af filmen, selvom at hendes historie var det klart mest interessante plot i filmen, og at hun var, ikke bare Marla’s, men alle i hele filmens primære fokus. Det er ekstremt svært at holde sit fokus i en film, hvis filmen ikke selv ved hvad den vil have, at vi skal fokusere på. Grunden til dette tror jeg meget vel kan være, at det er gået op for nogen, på dette tidspunkt i produktionen, at der er 0 sympatiske karakterer i filmen, og at der derfor nok skal være en helt, og selvom Marla klart er det værste af alle menneskerne, så blev hun nu filmens helt fordi… Ja, hvorfor? Fordi hun er hovedkarakter? Det holder ikke man kan sagtens have en ond hovedkarakter. Fordi hun er kvinde? Næ, det lader det bliver der ikke rigtig lagt fokus på, ikke på den måde i hvert fald. Fordi, at mafiaen kommer efter hende? Øøøøøh ja, okay så går vi med den. Du må have mig undskyldt, men hvis du udnytter en gammel dame hvis søn er med i mafiaen, sælger hendes ting, stjæler fra hende og ødelægger hendes liv, så holder man med mafiaen! I Care A Lot er fuldstændig ude af kontakt med virkeligheden, og går all in på, at Marla nu skal være en bad ass antihelt, som lige pludselig også er en mester spion og har evnerne til at ødelægge hele den russiske mafia. Hendes replikker er marginalt mindre onde, musikken, der spiller, hver gang hun er på skærmen er nu pludselig up beat og heroisk, og ingen af de ting hun har gjort imod al verdens uskyldige ældre bliver nævnt igen før til aller sidst i filmen. Her er jeg så nødt til at vende tilbage til Rosamund Pike igen. Hendes gimmick virker nemlig kun når man ved, at hun er skurk, det er hun verdensklasse til. Igen her er der så begået en kæmpe instruktionsfejl ved, at hun bliver ved med at spille på nøjagtig samme koldblodige og psykopatiske måde, som hun gjorde i starten af filmen, hvilket får hende til at se ekstremt dårlig ud, og igen bare understøtter mit spørgsmål, hvorfor fanden skulle vi være interesseret i om dette afskum af et dårligt mennesker har en lykkelig slutning eller ej? Intet er realistisk. Intet giver mening. Filmen ved ikke hvor den vil hen eller, hvad den vil, hvorfor skulle vi så være interesseret?

I Care A Lot får 1 uf af 8 stjerner

Tags: ,