Gunpowder Milkshake

Starring: Karen Gillan, Lena Heady, Paul Giamatti

Sam (Karen Gillan) er lejemorder, og en af de bedste af slagsen. Dette skyldes, at hun aldrig har kendt andet i livet, da hendes mor også var lejemorder, og at hun efter hendes forsvinding blev opdraget af folkene hun arbejder for. De folk kalder sig The Firm, og bruger kun Sam når det er aller mest nødvendigt. Naturligvis er det derfor Sam, der sendes ud på en mission, hvor en mand på den rigtige side af loven har stjålet fra dem. Det ligner en walkover for Sam, men det skal vise sig, at manden har et rigtig godt og barmhjertigt grundlag for sit tyveri, og snart må Sam selv tage nogle livsændrende beslutninger i forhold til hendes arbejde og alt, hvad hun ellers har troet på hele hendes liv.

Jeg var forholdsvis spændt på at skulle se Gunpowder Milkshake. Den så spændende ud, den så anderledes ud, den så ny, men samtidig velkendt ud. Castet var fyldt med skuespillere som jeg holdet meget af, og præmissen lød spændende. I kan godt lidt fornemme, hvor det bærer hen ikk å? Jeg kedede mig bragt i store dele af Gunpowder Milkshake. Selvom præmissen i og for sig holdt hele filmen i gennem, så var der meget få ting, der ellers gjorde det. Man kan tydeligt mærke på filmens univers og tone, at den er stærkt inspireret af John Wick-filmene, hvilket ikke er et dårligt sted at hente sin inspiration. Det fungerer bare overhovedet ikke. John Wick’s univers er aldrig blevet forklaret fuldt ud, hvilket det som sådan heller ikke behøves, men man fik dog nok af vide allerede i første film til at holde ens opfølgende spørgsmål væk, mere eller mindre i hvert fald. I Gunpowder Milkshake får vi nærmest intet forklaret. The Firm er en ting, det er pretty much det. Hvem er de? Hvad laver de? Hvad vil de? Hvorfor er tingene som de er, og hvad er reglerne? Hvor kommer lejermorderne fra, hvem er de og hvad er deres interne regler relationer? Intet bliver forklaret. Det er derfor ekstremt svært at investere sig i noget som helst, når det eneste som folkene bag filmen tilsyneladende har kunne tænke i skabelses processen var; Se de slåsser! For det gør de i hvert fald! Der er mange slagsmål, biljagter og skududvekslinger gennem hele filmen, og disse vil jeg faktisk gerne rose. De er kreative, veludførte, godt spillede, og de kan mærkes. Igen kan man se John Wick inspirationen, og det lader til, at det nok er her, at der er blevet brugt mest energi. Det er derfor ekstremt ærgerligt, at de brutale, dystre og dødelig slåskampe bliver ødelagt af et decideret bizart udvalg af meget lyse farver, der mest af alt får det til at ligne en action-komedie, hvilket Gunpowder Milkshake virkelig ikke er. Man bliver totalt hylet ud af al stemning gennem hele filmen, på grund af denne underlige beslutning, som fra start til slut fastholder filmen i en stemningsløs skærsild, som den bare ikke kan undslippe. En skærsild som heldigvis ikke kan trække stærke birolleindehavere som Lena Heady og Paul Giamatti ned i sig, men som desværre trækker filmens hovedrolleindehaver Karen Gillan med ned i sig. Jeg holder ellers meget af Karen Gillan. Hun har i de seneste år holdt et meget højt niveau i hendes skuespil, uanset genren. Om hun er at finde i et action brag som i Guardians Of The Galaxy, komedie film som i Jumanji: Welcome To The Jungle eller gyserfilm som i Oculus, så er hun altid et højdepunkt. Det skuffer mig derfor ekstremt meget, at hun er så dårlig her i Gunpowder Milkshake. Hun ligner konstant en, der keder sig og mest af alt helst ville have været fri for denne film. Jeg er dog næsten 100% sikker på, at skylden ikke skal lægges hos Karen Gillan, men derimod filmens instruktør/manuskriptforfatter Navot Papushado, der fra start til slut har vist sig som værende totalt inkompetent på alle parameter, da nærmest ingen træffede beslutninger har båret frugt, og nærmest ingen valg var rigtige. Det er virkelig ikke svært at se, at han inden denne film kun havde 3 film tilskrevet sit navn, som både instruktør og forfatter, og jeg må ærligt sige, at jeg håber det forbliver, ved de nu 4 film, for det er simpelthen ikke okay at trække gode skuespillere, og ikke mindst et uvidende publikum gennem dette 2-timers tidsspild.

Gunpowder Milkshake får 2,5 ud af 8 stjerner

The Tomorrow War

Starring: Chris Pratt, Yvonne Strahovski, J.K. Simmons

Året er 2022. Midt under finalen ved VM i fodbold åbner en portal sig, og ud træder en flok mennesker. De siger, at de er fra fremtiden, og at de udkæmper en kamp 30 år ude i fremtiden, mod nogle hurtigt formerende og menneskeædende rumvæsner, som de er ved at tabe. De har derfor brug for at rekrutterer folk fra fortiden til at hjælpe dem med at udkæmpe denne kamp. De folk som de rekrutterer må dog ikke blive og udkæmpe, og skal hjem igen efter en uge, og chancerne for at overleve er ikke gode. En af de folk, der bliver indkaldt er biologilæren, og tidligere soldat, Dan Forrester (Chris Pratt). Han finder hurtigt ud af, at det menneskeheden har fået af vide ikke er hele sandheden, og agendaen er lidt en anden, der kun gør risikoerne større, og langt mere nervepirrende.

Så blev det dumt! En science fiction basker som man husker dem! Voldsom, hurtig og 2,5 timer lang!? Man bliver allerede lidt træt når så dum en film er så lang. Det er dog til dels nødvendigt, da lige så snart tidsrejser bliver bragt ind i en historie, så skal alt hænge sammen til punkt og prikke. Gør det så det? Overraskende nok, så gør det. Der er dog andre ting, der falder fuldstændig til jorden, men det skal vi nok komme til. Vi får langsomt, men sikkert arbejdet os hen imod springet i tiden. Tidsrejserne er solidt forklaret, og ind i mellem får vi bygget godt op omkring Dan Forrester som karakter, og får et indblik ind i han familie og arbejdsliv samtidig med, at vi får etableret en håndfuld bikarakterer. Så altså en stabil start til filmen. Fremtidsdelen af filmen er derimod voldsomt hit and miss. Selve historien bygger sig fremad dog ikke lige så sikkert, men stadig underholdende. Karaktererne bliver gradvist dummere og dummere, og mange af de beslutninger, der bliver truffet er decideret åndssvage. Værst af alt er dog monstrene, der til at starte med virkede interessante og uhyggelige, men så snart de bliver præsenteret i lys alene på skærmen er decideret grimme. Så grimme, så selv min kæreste påpegede, at man til tider næsten kunne se stregen rundt i kanterne hos dem. Til trods for disse ting, så forbliver The Tomorrow War, af en eller anden grund, stadig underholdende, det bliver dog svære og svære at forblive i boblen af underholdning, specielt da det første store twist i filmen bliver præsenteret, hvor det simpelthen bliver for urealistisk. Ja, jeg ved godt, at filmen handler om en krig mod rumvæsner i fremtiden, men i ved jo godt, hvad jeg mener! Et twist, der er så dumt, at Dan i godt og vel trekvarters tid bliver nærmest øjenudkrasende dum. I 45 minutter så jeg ikke Chris Pratt spille en biologilærer/soldat, jeg ser derimod Chris Pratt igen spille Andy Dwyer fra Parks and Recreation, der har opgraderet hans alter ego Burt Macklin fra FBI-agent til fremtidssoldat (det er et afsnit af Parks and Rec, jeg meget gerne ville se!) Fra twistet til hjemrejsen til nutiden bliver filmen både for lang og dum, og den nye agenda virker hakkende. Da vi endelig er tilbage i nutiden kan man som seer endelig ånde lidt op. Dan er stadig dum, men ikke så meget, så det er skadende for filmen. Historien kommer tilbage på sporet bikaraktererne virker mere som medspillere nu end som skakbrikker. Historien har dog taget for meget skade, og kommer sig aldrig rigtig, og filmens andet twist er ikke nok til at redde den. Vi får nogle ekstremt flotte billeder fra det snebelagte Rusland, som også lægger ramme for de kreative afsluttende kampscener, som faktisk ender med at gøre op for en hel del, udover Dan’s intelligens, som åbenbart bare er blevet helt ødelagt 30 år ude i fremtiden, og ikke står til at redde. The Tomorrow War er en ekstremt sjælden film. En af de film, der ikke bliver ødelagt af for kringlet og kreativ historiefortælling, men derimod af de simple ting i dens historie, hvilket næsten må siges at være imponerende. Skuespillerne gør, hvad de kan, med deres for det meste lettere åndssvage dialog, hvor Chris Pratt som hovedrolleindehaver må se sig som filmens taber, ligesom Karen Gillan var det i Gunpowder Milkshake. CGI-holdet på filmen skal heller ikke undgå en mindre verbal overhaling, da filmens monstre godt nok er nogle af de grimmeste jeg længe har set i en storbudgets film, hvilket tager ufatteligt meget af filmens spænding og uhygge. På trods af alle disse ting, så kan jeg ikke sidde her og sige, at The Tomorrow War var spild af tid. Til trods for dumme karakterer og grimme monstre, formår den på en eller anden måde at fastholde en fokus. Om det er underholdende kamp- og krigsscener, stærke præstationer fra filmens birolleindehavere eller blot er det faktum, at den ikke ødelægger tidsrejserne, er ikke til at vide, og jeg vil våge den påstand at havde den været blot 30 minutter kortere, kunne jeg have svunget mig op til at kalde The Tomorrow War for en ganske udemærket film.

The Tomorrow War får 3,5 ud af 8 stjerner

Tags: Amazon Prime, Netflix