Netflix vs Resten – August 2021

0 Comments

The Marksman

Starring: Liam Neeson, Jacob Perez, Katheryn Winnick

Den tidligere marinesoldat Jim (Liam Neeson) lever en hård tilværelse. Han har for nyligt mistet sin kone, hans afgrøder svigter, og han står til at miste hans gård. Han bor tæt på grænsen mellem USA og Mexico, og her rapporterer han dagligt til den lokale politistation om illegale indvandringer. En skæbnesvanger dag løber en mexicansk kvinde og hendes søn ud foran hans bil, og før Jim ved af det står han midt i en forhandling om kvinden og drengens liv mellem politiet og det mexicanske kartel. Det ender selvfølgelig galt, og Jim lover kvinden, at han ville sørge for, at hendes søn kommer sikkert frem til deres familie i Chicago på tværs af USA. Dette skal dog vise sig at være lettere sagt end gjort.

Der er en risiko for, at denne anmeldelse bliver en anelse kort, da alle Liam Neeson-film nu til dags, er skåret efter den nøjagtigt samme skabelon. En skabelon, der virker, men ikke en skabelon, der på nogen måder overrasker. The Marksman er selvfølgelig ikke anderledes, og passer perfekt ind i den før omtalte skabelon. Liam Neeson leverer den vanelige fine, men ikke prangende præstation, der har formet de sidste 13 år af hans karriere, så ingen klage der, men heller intet nyt. Endnu en gang er der ugler i hans mose, og igen er de udenlandske. Ingen klage, men heller intet nyt. Er han igen en krigsveteran, der har svært ved at indfinde sig i den almindelige verden, og som ikke helt kan slippe sin gamle hverdag, selvom han prøver så hårdt, men verden bliver ved med at sparke ham når han er på vej op, ved at få ham til at miste folk som han holder af? Ja. Intet nyt, men måske en lille klage her, fordi det er så specifikt. I modsætning til andre actionstjerner som Bruce Willis, Steven Segal og Sylvester Stallone, der alle i de senere år af deres karrierer også har lavet mange ens film, som alle er næsten useelige, så holder Liam Neeson actionfilm, som her med The Marksman, faktisk et okay bundniveau, på nogle forholdsvis vigtige punkter. De bliver sjældent for overdrevet, i forhold til hvad Neeson kan, hvilket styrker filmens realisme. Han er en ældre herrer, så med militærtræning eller ej, så ville han ikke have de store chancer i et slagsmål mod mexicanske narkobaroner. Filmene er altid flotte med fantastiske etablerende skud, der altid virkelig fremmer filmens scenografi, og produktions design. Der bliver altid trukket godt i de følelsesmæssige strenge, så man altid bliver holdt investeret i filmens plot, uanset om man fra starten har gættet sig frem til 95% af handlingen. Her i The Marksman, var det specielt Jim’s hund, der spillede en stor rolle i turen på følelsesrutsjebanen. Nå, jamen Tobias det lyder jo godt nok ikke til at være en 8 ud af 8, men er du virkelig i gang med at give en ganske almindelig og forudsigelig actionfilm en overvejende positiv anmeldelse? Nej, det er jeg trods alt ikke. Ordene ‘forudsigelig actionfilm’ er nemlig nøgleordene for, hvorfor en film som The Marksman aldrig ville få en en overvejende positiv anmeldelse af undertegnede. Alt kan ses på miles afstand, og selvom intensiteten er til stede, er der ej heller megen god action til at fjerne ens fokus fra, at man ikke bliver overrasket på noget tidspunkt. Udover Liam Neeson må det også siges, at skuespillet er under middel at best. Dette er specielt et problem når det kommer til drengen som Jim skal have på tværs af USA, og ikke mindst de mexicanske kartel medlemmer, som de har i hælene på hele vejen. De spiller alle alt for meget hele tiden, hvilket de sikkert er blevet instrueret i, for at få dem til at virke mere farlige og uberegnelige. Det har dog givet bagslag, og de virker i stedet meget tegnefilmsagtige og meget beregnelige. Faktisk går Neeson ej heller helt fri for min skuespils irritation, men jeg ved ikke, om det er ham jeg skal henvende min irritation til, eller om det nærmere er filmens caster. Af alle skuespillere man kunne vælge til at spille en mand, der lever lige op og ned af den amerikanske grænse til Mexico, hvorfor så vælge irske Liam Neeson? Neeson har ingen snert af sydstats accent overhovedet, og hans irske slipper endda i gennem en gang i mellem, hvilket i den grad tager seeren ud af filmen, hver eneste gang det sker. Her slipper mine tanker om The Marksman desværre op, da jeg virkelig ikke tror, at der er mere at sige om en film som denne. Hvis du gerne vil slå hjernen helt fra i halvanden time, så go for it, men hvis du er bare den mindste smule bekymret for, at du begynder at tænke undervejs, så skal du lade den ligge.

The Markman får 3,5 ud af 8 stjerner

Vacation Friends

Starring: Lil Rel Howery, Yvonne Orji, John Cena

Marcus og Emily (Lil Rel Howery og Yvonne Orji) skal på ferie. Marcus har planer om at fri til Emily, og da Marcus er lidt af en kontrolfreak, skal alt være perfekt. Der er bare et problem; Intet er perfekt. Deres værelse er oversvømmet, og Marcus er nødt til at fri i lobbyen på hotellet. Frieriet bliver overhørt af Ron og Kyla (John Cena og Meredith Hagner), der straks tilbyder, at de kan bo hos dem under deres ferie. De beslutter sig for at gå med til det, og finder hurtigt ud af, at Ron og Kyla mildest talt er nogle vilde mennesker, der giver den max gas hele tiden og altid. Men hey, nu er de på ferie, så Marcus og Emily kan lige så godt give den gas med deres nye ferie venner resten af ugen. Det vil jo kun være i en uge… eller har Ron og Kyla andre planer?

I modsætning til The Marksman, hvor jeg inden for filmens første 15 minutter havde gættet nærmest hele handlingen, så havde jeg ingen anelse om, hvad der ville ske i Vacation Friends. Filmen starter med et brag af en første halv time, hvor de to par giver den max gas i Mexico. Ærlig talt ville jeg have været okay med, at hele filmen havde foregået her, trods det voldsomme tempo, men jeg kan godt forstå, hvorfor man ikke valgte at bruge 100 minutter i en kæmpe brandet i Mexico. Havde man nu turde bruge hele filmen på ferien, kunne man i det mindste have sagt, at filmen var original, for når vi vender tilbage til hverdagen begynder filmen at ligne alle andre komediefilm, der indeholder et bryllup og en sur svigerfar. Filmen mister lidt af sin uforudsigelige kant, da man godt kan fornemme, hvilke hjørne vi skal dreje om, for at komme over målstregen. Den manglende uforudsigelighed kan man desværre heller ikke finde i filmens komik. Humoren i Vacation Friends er virkelig ikke original, og bevæger sig konstant et sted mellem børnevenlig Jackass humor, og letkøbte jokes. Bevares, den fik mig da til at grine et par gange, i løbet af dens cirka 100 minutters længde, men mere end et par grin blev det altså ikke til, jeg vil dog sige, at et lille hygge smil sad i mit ansigt under stort set hele filmen. Historien virker, for det meste, egentlig også som noget man har set før, men alligevel havde den et eller andet over sig. Jeg ved ikke om det var glæden ved, for en gangs skyld, ikke at kunne forudse noget som helst, men jeg var underholdt hele vejen igennem. Dette kan i den grad også krediteres til de to ferievenner Ron og Kyla, spillet af John Cena og Meredith Hagner, der trods deres vanvid er nogle herlige bekendtskaber, som man virkelig holder med, og virkelig gerne vil feste med! Specielt John Cena er i hopla, da han konstant bragte et smil på vores læber, og også stod for de få grin som filmen havde at byde på. Ron og Kyla’s herlighed giver desværre også filmen en smule bagslag, da Marcus og Emily kommer til at fremstå som nogle selvudnævnte snobber, og generelt dårlige mennesker med måden som de behandler disse to rene sjæle, der trods deres vanvid, ikke har gjort andet end at være nærmest urealistisk venlige mod dem, gennem hele filmen. Jeg tror faktisk, at vi havde haft en langt bedre film, hvis vi udelukkende havde fulgt Ron og Kyla, og blot havde haft en film med kærlighed, good will og vanvid, men det havde nok gjort det sværere at få den pitchet i gennem til Disney. Jeg kan godt mærke, at jeg på nuværende tidspunkt har fået det til at lyde som om, at Marcus og Emily nærmest har ødelagt filmen, og det vil jeg gerne lige skyde ned. Det gør de ikke. Lil Rel Howery og Yvonne Orji, spiller deres roller som straight men som de skal, og er det klassiske Hollywood leading couple, som altid skal bevæge sig rundt i andres vanvid. De kommer sågar også selv med et par udemærkede punch-lines undervejs. Selvfølgelig er det ikke Marcus og Emily, der ødelægger filmen, hvis det var nogen, så var det folkene bag, og selv da vil jeg sige, at det ikke er tilfældet. Vacation Friends er ikke en ødelagt film, det er faktisk en udemærket og lettere underholdende film. Det er blot en film, der ikke tør tage nogle chancer, og det er jo intet nyt. Der er virkelig langt mellem snapsene, når det kommer til Hollywood film, der tør tage chancer, i stedet for at køre i den samme kedelige skabelon, som vi alle har set før. Selvom skabelonen er kedelig, vil jeg dog ikke svinge mig op til at kalde Vacation Friends kedelig. Med sin uforudsigelige begyndelse, tændte den en lille gnist i mit hoved, der brændte gennem hele filmen, og faktisk holdt mig ganske fint underholdt. Måske det var fordi, at den ikke bare holdt sig til en gammel skabelon, men derimod to, da Vacation Friends vel egentlig bedst kan beskrives som værende en knap så sjov og pinlug udgave af Meet The Parents, bare med John Cena, blandet med en mindre sjov og ikke lige så original udgave af The Hangover, bare med John Cena.

Vacation Friends får 4 ud af 8 stjerner

Tags: ,