Modern Family – Sæson 10

0 Comments

Starring: Ty Burrell, Julie Bowen, Ed O’Neil

Man føler sig hjemme, men…

Jeg elsker Modern Family! Serien står som min klare yndlings sitcom fra 10’erne, og er nok den serie, der har kørt mest på min Netflix-konto. Efter et par måneders venten og frygt for, at de sidste sæsoner ikke ville se dagens lys på Netflix, kunne vi danske Modern Family fans ånde lettet op, for små to uger siden, da sæson 10 endelig droppede. Serien har i de sidste par sæsoner desværre faldet i kvalitet, med sæson 9, som værende den svageste hidtil (så vidt jeg husker), så det var spændende at se, om den moderne familie kunne få sig en oprejsning.

SPOILER ALERT!!

Hvis du ikke er helt up to date, eller ikke har set Modern Family før, så anbefaler jeg, at du stopper med at læse her (og går i gang med at se det selvfølgelig!).

Som altid er både alt og intet ved det samme, hos den moderne familie fra Californien. Phil og Claire (Ty Burrell og Julie Bowen) har stadig voksne børn boende hjemme, som alle er, i forskellige grader, uafhængige og seksuelt frigjorte. De er stadig succesfulde i hver deres arbejdsfelt, men sæson 10 byder dem begge på nye muligheder og udfordringer i deres arbejdsliv. Det samme kan siges om Jay (Ed O’Neil), som udover dette, sammen med Gloria (Sofia Vegara), skal vende sig til Manny’s (Rico Rodriguez) nye kæreste, hvilket er sværere end man lige skulle tro. Mitch og Cam (Jesse Tyler Ferguson og Eric Stonestreet), har siden sidste sæson fået den ”ære”, at passe deres nævø imens Cam’s (rædselsfulde) søster er i fængsel. Som sædvanlig skaber det gnidninger i den lille familie.

Som sagt havde jeg glædet mig til sæson 10 af Modern Family, men jeg havde nærmest udelukkende hørt og læst negative ting om den, så det var med meget blandede følelser jeg gik til den. På samme måde er jeg også kommet ud, med blandede følelser. Som sagt har Modern Family’s niveau været dalende i de senere sæsoner rent jokemæssigt (det skal dog siges, at niveauet i de første sæsoner var så ekstremt højt, at niveauet stadig er højere end så mange andre sitcoms), i stedet har man valgt at lægge flere følelsesladede øjeblikke ind. Jeg vil mene, at jokeniveauet er nogenlunde det samme som i sæson 9, og at de følelsesladede øjeblikke er af samme mængde, de rammer bare andre følelser. I stedet for de triste øjeblikke, går man i sæson 10 mere efter de hjertevarmende, hvor specielt Jay får den store tur, da der i den grad i denne sæson bliver leget med hans natur, og hans forhold til Phil, Cam og Mitch bliver alle taget op, og får det til at varme indeni. Det er desuden rart, at vi fra sæson til sæson ser mindre og mindre til Lily. Karakteren er i sig selv sjov nok, men Aubrey Anderson-Emmons, skuespilleren bag karakteren, er tilsyneladende ude af stand til at blive bedre, da hun har samme niveau i en alder af 12, som hun havde i en alder af 5. Hendes niveau er så lavt, at hendes tilstedeværelse alene, får det til at vende sig i en, da man ved at der snart kommer et amatøragtigt forsøg på en levering, og et tomt ansigt, hvor der hos andre skulle sidde følelser. 2/3 inde i sæsonen, troede jeg faktisk lige vi var sluppet helt nærmest, indtil sæson 10 laver den fejl, at lave historier med Lily som omdrejningspunkt. Ja, jeg ved godt at hun kun er 12, men Jeremy Maguire på 8 år, drengen der spiller Joe, er allerede klasser bedre, og viser fremskridt år efter år. Phil er som sædvanlig den karakter, som bringer de sjoveste momenter, om det er i form af en Mean Girl treatment af Jay eller søvntrylleri, er Ty Burrell eminent. En karakter, som overrasker i sæson 10 er Alex. Alex har aldrig rigtig shinet i mere end et par enkelte afsnit, og har mest af alt fungeret som familien Dunphy’s straight-man. I sæson 10 har Alex, til sin families store rædsel, endelig fået sin sexuelle opvågning, hvilket kaster mange sjove øjeblikke af sig. En ting som Modern Family også har været eminent til gennem årene, har været at bringe fantastiske biroller ind. Om det er andre familiemedlemmer, venner, kollegaer eller fjender, har 95% af dem været dejlige bekendtskaber. Derfor undrer det mig, hvorfor man ikke rigtig benytter sig af dem i sæson 10. Karakterer som Pepper og Frank Dunphy er kun at finde i et enkelt afsnit, imens karakterer som Sal, Sonia eller Earl Chambers, bare for at nævne et par stykker, slet ikke er at finde. Desværre har man stadig kunne finde plads til Cam’s rædselsfulde søster, men et enkelt afsnit er trods alt en nedgradering fra sidste sæson, så det er altid noget.

Sæson 10 af Modern Family er seriens næstsidste, og det er en god ting. Det er ikke helt det samme mere. Med enkelte undtagelser, så er joksne ikke på samme niveau, 4 ud af 5, af seriens oprindelige børn er voksne, så seriens oprindelige princip, med de 3 minifamilier inde i den store familie, føles mere og mere tvunget som årene går, og historierne virker af og til dovne. På trods af alt dette, vil jeg stadig virkelig gerne se hvordan det hele ender, og jeg glæder mig stadig til den 11. og sidste sæson, og til alle de grin jeg kan have sammen med min seriefamilie. For at tænde for en ny sæson af Modern Family, er lidt ligesom at vende hjem. Ligesom vil alle har haft det med vores virkelige familier, er det dog desværre også snart på tide, at vi flyver fra reden hos vores seriefamilie.

Sæson 10 af Modern Family får 4,5 ud af 8 stjerner

Tags: