Minkavlerne

0 Comments

Starring: Kasper Groos, Jonas Mogensen, Ruben Søltoft

Landmand Søger Kærlighed møder Pusher

Det har efterhånden stået klart i et par år nu, at der er længere og længere i mellem snapsne, når det kommer til danske sit-coms. Vi væltede os nærmest i dem, fra midt i 00’erne til i starten af 10’erne, men de har på det seneste måtte se sig nedstemt, da alle de store tv-kanaler har kastet sig over drama. Ditte & Louise blev aflyst af DR, til stor forvirring for alle grundet dens popularitet. Sjit Happens gik, efter 2 solide sæsoner, på autopilot på Zulu, og udover Klovns comeback sidste år har TV2 stort set ikke lavet noget. Så da jeg læste at TV2 Zulu kom med en ny serie her til efteråret med et stjernecast, blev jeg simpelthen så glad, for jeg synes godt nok det har været savnet, og jeg har altid ment at vi herhjemme laver skide god comedy… når vi altså gider.

I Minkavlerne følger vi livet på en stor minkfarm i Nordjylland. De 2 brødre Martin (Kasper Gross) og Allan (Jonas Mogensen), har overtaget den daglige drift på minkfarmen, da deres far har fået så dårlig en ryg, at han ikke længere kan klare det. Det går desværre rigtig skidt med økonomien, og de beslutter sig for, sammen med deres mor, at købe en hel container fyldt med ulovlige kanonslag, som de kan sælge videre for at tjene ekstra penge. Det skal dog vise sig ikke at være så nemt. Det hele bliver kun gjort mere besværligt, da deres bror Jakob (Ruben Søltoft) pludselig kommer på besøg og straks bliver mistænktsom. Det hjælper desuden heller ikke, at Allan kommer til at skyde og kidnappe en vaske ægte københavner fra Ringsted ved navn Rene (Mick Øgendahl), som han låser inde i den container, der er fyldt med kanonslag.

Når vi i Danmark skal lave comedy, vil jeg våge den påstand, at resultatet ofte er godt. De mest succesrige danske sit-coms, har dog altid gjort det med mere eller mindre stor inspiration fra udlandet (Ikke at der er noget skidt i det). Bl.a. så er Klovn inspireret af Curb Your Enthusiasm, Lillemand af Louie og Mr. Poxycat & Co. af The Office. Alle skide gode serier, så det har været fornuftigt at lade sig inspirere. Når der til gengæld kommer en helt original idé, som ikke lige er til at pege i retning af en udenlandsk serie, så er det tit enten eller. For alle P.I.S’er, vil der være en Klaes The Roomate. Det er sjældent at de originale idéer til danske sit-coms falder mere eller mindre ned i midten. Men det gør Minkavlerne. Nu lyder det som en negativ ting, det er det bestemt ikke, da jeg synes at den falder på den gode side af midterlinjen, og i den grad har plads til at vokse i kommende sæsoner. Nikolaj Steen lader til at gøre et godt stykke arbejde som instruktør, og Kasper Groos og Jonas Mogensen gør, for det meste, et godt stykke arbejde på manusfronten. Vigtigst af alt har den dog et cast fyldt med nogle af landets sjoveste komikere, fra flere forskellige generationer. Skuespillet i serien er derimod et problem langt hen af vejen, da det for det meste ikke er godt. Det er dog også de færreste af de medvirkende, som kan kalde sig for rutinerede skuespillere. Mange af disse komikere kan være skide gode hvis de bliver skrevet til deres styrker. Det rammes perfekt med Frank Hvam og Mick Øgendahl, som jeg dog synes begge godt kan være mere med da de, specielt Frank, nok er det sjoveste i hele serien. Castingen af Ruben Søltoft er også forvirrende synes jeg, da han spiller en klassisk straight man. Det kan Ruben godt, og han gør det fint, men det er ikke der han er stærkest, og jeg synes sagtens man kunne have fundet en anden til at spille den rolle. Det kan også mærkes lidt, at der i produktionen måske har været lidt stramt i budgettet, i forhold til idéerne i manus, men det er vel ikke noget nyt inden for den danske film- og tv branche.

Jeg er glad for, at der er kommet en dansk sit-com på Zulu igen. En rigtig sit-com, som alle generationer vil kunne se noget sjovt i, og ikke bare en serie på autopilot, som kun kører for at gøre børn mellem 13 og 18 glade *HOST* Sjit Happens *HOST*. Det er også fedt, at Zulu i stedet for, at finde nogle sikre, men ikke særlig nytænkende folk, lader 2 talentfulde og relativt ukendte stand-up komikere komme til fadet. Det lader så også til, at komiker miljøet takker tilbage, hvis man kigger på castet. Som sagt har Minkavlerne en masse fejl og mangler, men der er masser af plads at vokse på, og der var ikke et eneste afsnit hvor jeg, som minimum, ikke grinte en lille smule.

Minkavlerne får 5,5 ud af 8 stjerner.

Tags: