Midnight Mass

0 Comments

Starring: Hamish Linklater, Zach Gilford, Kate Siegel

Svær at lægge fra sig, indtil den ikke er det længere

Jeg har sagt det før, og jeg siger det igen; Gyser er den sværeste genre at arbejde med, når det kommer til serier. Hvis en serie med gyserelementer skal have succes, har det altid krævet, at gys ikke var den primære drivkraft, men derimod drama, komedie eller science fiction. Over de seneste år har American Horror Story dog bevist, at man godt kan få succes kun med gys som drivkraft, men har i de senere været på en nedadgående spiral. I denne nedadgående spiral begyndte instruktør og manuskriptforfatter Mike Flanagan at røre på sig. Han var i 10’erne kendt for filmene Oculus, og Netflix-filmene Hush og Gerald’s Game, men begyndte i 2018 at kaste sig ud i den svære kategori gyserserier. Han fik kæmpe succes med The Haunting Of Hill House (der muligvis er den bedste gyserserie, der nogensinde er lavet), og red videre på bølgen med The Haunting Of Bly Manor, og er nu tilbage med serien Midnight Mass, der hvis den kommer til succes, nok endegyldigt vil fastømre Mike Flanagan som gyserseriernes konge!

Riley Flynn (Zach Gilford) er på prøveløsladelse, efter at have siddet inde for uagtsom manddrab og spritkørsel. Han skal derfor vende tilbage til sit barndomshjem på denne lille ø Crockett Island. En ø, med et stærkt kristent fisker samfund, med blot 128 indbyggere. Han er dog ikke den eneste nye indbygger på Crockett Island, da hans gamle skole kammerat, skolelæren Erin (Kate Siegel) også er tilbage. Øen har desuden også en ny sherif i form af den muslimske Hassan (Rahul Kohli), der naturligvis føler sig udenfor i det primære kristne samfund. Et kristen samfund, der dog er på standby, da byens normale præst er blevet meget syg. Der kommer derfor en ny, ung og karismatisk præst til øen. Crockett Island, begynder kort efter hans ankomst at opleve underlige naturfænomener, og ikke mindst mindre mirakler. Det virker næsten som om, at han har noget med det at gøre.

I modsætning til Flanagan’s tidligere serier The Haunting Of Hill House og The Haunting Of Bly Manor, så fik Midnight Mass ikke den samme voldsomme promovering fra Netflix op til dens præmiere. Om dette skyldes de mere eller mindre mellemlunkne anmeldelser som The Haunting Of Bly Manor fik er en mulighed, men svært at sige. Uanset hvad så var det mere eller mindre tilfældigt, at jeg fandt ud af, at Midnight Mass var et Mike Flanagan projekt, men jeg blev straks tændt, og den gode anmeldelse, der introducerede mig til den, talte selvfølgelig kun for. Trods jeg havde serier som Ted Lasso og The Morning Show liggende klar til at begynde på blev den smidt forrest i køen, og jeg fortrød det på ingen måde, da den først begyndte at folde sig ud. Med hårdt anslag, og et ellers meget langsomt tempo trækker Midnight Mass sin seer dybt ind i dette lille kristne samfund på Crocket Island, der tilsyneladende er mere eller mindre idyllisk. Man får som seer intet fortalt før karaktererne i serien, hvilket gør de nøje udvalgte gys så meget mere effektive. Der kan nemlig snildt gå halve, til næsten, hele afsnit i mellem de uhyggelige øjeblikke, hvilket er virkelig stærkt når man har med en serie at gøre. Hvis man konstant kastede om sig med dem, brænder de nemlig ud, og gør seeren immun over for dem i sidste ende. Man ved de er der, men kan ikke sætte sit ur efter dem, det er frygtindgydende! Denne langsomme fremgangsmåde med få gysende elementer, giver virkelig også mulighed for, at dramaet kan udfolde sig, der dermed også giver os nogle imponerende skuespilpræstationer, som man så sjældent ser i gysergenren, specielt på seriefronten. Mike Flanagan har gennem sin karriere været glad for at holde på en kerne af skuespillere som han roterer mellem sine projekter, og her er Midnight Mass ingen undtagelse. Kate Siegel, der var med i begge Haunting serierne og Hush, Samantha Sloyan fra Hush, Rahul Kohli fra Bly Manor samt Annabeth Gish, Alex Essoe og Henry Thomas fra begge Haunting serier, er alle med til at skabe fremragende kemi på skærmen. Zach Gilford er også virkelig god i rollen som Riley, der specielt shiner i sine 1-on-1 AA-møder med præsten Father Peter, der dog må siges at stå over dem alle. Hamish Linklater leverer en pragtpræstation, som den mystiske og karismatiske præst, der på en og samme tid skræmmer, fascinerer og tryllebinder et helt ø-samfund, samtidig med, at han charmer alle seriens seere med sine fremragende monologer og lignende. De første 4 afsnit af denne 7 afsnits miniserie var opmærksomhedsgribende, på en måde som jeg sjældent har oplevet før, og foruden et par enkelte special effects, der så lidt billige ud, så klarer den sig i gennem med et 12-tal med pil op! Specielt de førnævnte gys, og karakterarbejdet springer her i øjnene. Specielt den høj hellige kirkehjælper, lærer og, undskyld mit franske, syge sæk Beverly Keane, spillet af Samantha Sloyan, er en af de bedst skrevne karakterer jeg længe har oplevet. Hun er forfærdelig på alle tænkelig måder, og spillet på den bedst tænkelige måde. Efter afsnit 4 begyndte det desværre at falde en smule fra hinanden. Flere og flere ting begyndte simpelthen at være usammenhængende, og flere og flere af karaktererne begyndte at træffe ufatteligt dumme beslutninger, der gjorde selv de mest sympatiske af dem decideret umulige at holde af. Da det lidt ligger til genrens natur, så kræver det godt nok noget at gøre en gyserserie for urealistisk til, at man kan nyde den fuldt ud, men Midnight Mass formår desværre at trække tæppet væk under sig selv, med en sådan kraft, at det lykkedes for den. Der bliver desværre også flere af de knapt så veludførte special effects, kostumer og rekvisitter, som kun er med til at gøre oplevelsen af de sidste 3 afsnit til en meget tør kiks at sluge, som nu kun bliver gjort spiselig af det gode skuespil, der heldigvis ikke slækkes på som serien skrider frem. Det lignede eller, at vi var på vej mod noget, der ville være noget nært perfekt.

Jeg håber ikke, at den sidste del af anmeldelse vil afholde dig fra at give Midnight Mass en chance. Om ikke andet så nøjes lige med de 5 første afsnit. Jamen Tobias sagde du ikke lige, at det kun var de 4 første afsnit, der var geniale? Jo, det gjorde jeg, men hvis du ikke er irriteret efter 5 afsnit, så er der måske en sandsynlighed for, at du ej heller bliver det i afsnit 6 og 7. Hvordan vurderer man så, en så skizofren serie? Jeg ville nok have givet de første 4 afsnit, 8 ud af 8. De sidste 3 ville nok være endt med at få 3,5 ud af 8. Så lad os banke en anmeldelse afsted, der ligger nogenlunde lige mellem de to vurderinger, så vi slipper for mere forvirring!

Midnight Mass får 6 ud af 8 stjerner

Tags: