It Chapter Two & Jumanji: The Next Level

0 Comments

To kortere og knap så aktuelle anmeldelser er tilbage! Jeg har for nylig set opfølgerne til gyser-hittet It og komedie-hittet Jumanji: Welcome To The Jungle. På papiret to film, der ikke synes at have andet til fælles udover begge, at være opfølgere til gode og succesfulde film, og det var egentlig også min første tanke. Efter at have set dem, kan jeg nu forbinde dem yderligere, da man om begge film kan stille spørgsmålet; Var det virkelig nødvendigt, at du blev lavet?

It Chapter Two

Starring: James McAvoy, Jessica Chastain, Bill Skarsgård

Pennywise (Bill Skarsgård) er tilbage. 27 år efter the losers club fik besejret ham, er han endnu en gang tilbage, for at terrorisere den lille by Hawkins, og kidnappe og spise børn. På trods af at alle vores børnehelte er blevet voksne nu, og lever vidt forskellige liv, må de nu samles igen, for at sætte en stopper for dræberklovnen Pennywise en gang for alle!

It fra 2017 var et kæmpe hit, og er en skide god film, så det var kun et spørgmål om tid før vi fik en 2’er. Personligt synes jeg ikke den var så uhyggelig (jeg er heller ikke helt normal selvfølgelig), men jeg synes at den kunne noget som de færreste gyserfilm er i stand til, nemlig at gøre en glad. Med et cast nærmest udelukkende bestående af børn, som blev bragt tættere sammen, i en verden hvor de ellers ikke havde mange venner, formåede de altså, at socialisere i gennem at bekæmpe en dræberklovn, og derfor blev sat godt op til, at komme videre i livet, og få en dejlig tilværelse i resten af deres skoleliv. Det er sjældent, at man efter en gyserfilm er oprigtig glad, men det var jeg altså efter It. Selvfølgelig havde den også sin uhygge. Bill Skarsgård gjorde det fantastisk, som Pennywise, og har da uden tvivl givet folk mareridt (det fik min kæreste i hvert fald). I sin sidste scene lægger den selvfølgelig op til en 2’er, men den kunne sagtens have stået for sig selv, da den er en af de bedste gyserfilm fra 10’erne. Men vi fik altså en 2’er, og var det virkelig nødvendigt? Nej, det var det ikke. Jeg siger ikke, at It: Chapter Two er en dårlig film, men den er altså ikke i nærheden af den første film. Bevares, den er castet virkelig godt, og de fleste af skuespillerne gør det også godt. Den leverer næsten lige så højt på uhyggen, og Bill Skarsgård, gør det endnu en gang rigtig godt. Hvad falder den så på? Hjertevarmen er væk. Det hjalp selvfølgelig, at vi i den første film, havde nogle fantastisk børneskuespillere, men historien om at finde venskab i en verden, som ellers har holdt en udenfor er fantastisk, og nu da børnene er blevet voksne er det væk. De prøver at spille lidt på det, da vennernes kontakt nærmest har været ikke eksisterende, men det holder bare ikke. Ydermere synes de alle, på ingen måde at have ændret deres personligheder og væremåder overhovedet gennem de sidste 27 år, hvilket både er monster urealistisk, men faktisk også er pisse irriterende, da det for et par af karaktererne, bare gør dem direkte irriterende. Der er også skåret ned i dræberklovn udgaven af Pennywise. Der er ikke skåret i tid for Pennywise i det hele taget, men han kan jo ændre form, og det bliver der satme gjort meget brug af. Selvfølgelig skal det tages i brug, for uhyggens skyld, men det skal ikke gå udover Bill Skarsgård. Det gør det desværre, og han får på ingen måde lov til, at udfolde sig selv som Pennywise på samme måde i Chapter Two. It Chapter Two’s absolut største problem har dog intet med disse ting at gøre. Den skal vi derimod finde hos min gamle nemesis; Længden! Den er næsten 3 timer lang…… Så lang må en gyserfilm simpelthen ikke være, og det giver ingen mening, at den er så lang heller, da der minimum er 2 storylines, som er decideret overflødige. Jeg tog mig selv flere gange i, at tabe koncentrationen, og i gyserfilm er det simpelthen utilgiveligt!

Er It Chapter Two en dårlig film? Nej. Er den god? Nej. Er den overflødig? Ja, det er den. Den er en typisk 2’er til en gyserfilm, som bare vil give os mere af det hele, uden at tænke på de ting, som gjorde 1’eren til en god film. Normalt ville den komme ind under kategorien: Film man kan se, for at få tiden til at gå. Det kan man dog ej heller med It: Chapter Two, da den næsten er 3 timer lang, så hvad fanden skal vi bruge den til?

It Chapter Two får 4 ud af 8 stjerner.

Jumanji: The Next Level

Starring: Dwayne ”The Rock” Johnson, Karen Gilligan, Kevin Hart

Der er gået noget tid siden vores 4 venner var i Jumanji, og de er alle flyttet. De skal dog alle hjem til jul, og aftales derfor at mødes. På dagen mangler Spencer (Alex Wolff) dog, og de 3 andre beslutter sig for, at tage hjem til hans mor, da han bor der julen over. Hos Spencer’s mor bliver dog hverken mødt af Spencer eller hans mor, men derimod hans morfor Eddie (Danny DeVito), og hans ven Milo (Danny Glover). Der går ikke længe før de opdager, at noget er helt galt, og finder desværre ud af, at Spencer er rejst ind i Jumanji igen. De beslutter sig for, at tage ind for at redde ham, der er bare et problem; Spencer’s morfar og Milo bliver også suget ind i spillet denne gang.

Man kan sagtens argumentere for, at Jumanji: Welcome To The Jungle var en film, som på ingen måde var nødvendig, og det kan jeg sagtens forstå, da den oprindelige Jumanji med Robin Williams er en klassiker. Jeg synes dog, at Jumanji: Welcome To The Jungle, på en uoriginal måde, formåede at være original, da det eneste den nærmest har tilfælles med den oprindelige Jumanji film er navnet. Den skabte en helt ny verden, med fantastiske karakterer, og var skide sjov hele vejen i gennem, og viste sig faktisk slet ikke, at være en opfølger til Robin Williams filmen, men at være sin helt egen. Den lagde på ingen måde op til en 2’er, men grundet dens succes, var det ikke en overraskelse, at der kom en. Men var den nødvendig? I forhold til It Chapter Two, så synes jeg, at Jumanji: The Next Level har langt større succes med dens historie og dens karakterer. Charmen er langt hen af vejen den samme, trods mange af jokesne kan ses som genbrug, så virker de fleste altså stadig. Der er en spændende ny rejse, med den god skurk, og den er fyldt med en masse fed action! Den falder derimod på noget som It Chapter Two havde succes med: Casting. Mange af skuespillerne er selvfølgelig de samme, og de tre nye store tilføjelser Danny DeVito, Danny Glover og Awkwafina gør det alle upåklageligt. Problemet er når karaktererne skal ind i spillet, skal skuespillerne jo spilles af spillets skuespillere; The Rock, Kevin Hart, Karen Gilligan, Jack Black og nu også Awkwafina. I Welcome To The Jungle passede de unge spillere perfekt ind i deres avatarer, men i 2’eren har de af en eller anden grund valgt, at mixe det op. Danny DeVito spilles derfor af The Rock, og trods nogle solide jokes, på det bizarre match, gør det på ingen måde op for The Rock’s forfærdelige New Yorker accent. Danny Glover spilles af Kevin Hart, og jeg vil sige Kevin Hart gør det skide godt, men da Danny Glover i disse dage er mere langsom og stille i hans levering, må Kevin Hart også være det, og Kevin Hart har alle dage været bedst, når han det modsatte. Til sidst er der Jack Black, som i første film spillede en teenage-pige, og det var det bedste ved hele filmen. Denne gang skal han spille en ung sort mand, og det føles på alle måder forkert. Han gør hvad han kan den kære hr. Black, men da hele hans karakter ender med at blive smurt ind i billige race og fat-jokes, falder alt omkring ham bare til jorden.

Er Jumanji: The Next Level en dårlig film? Nej. Er det en god film? Nej. Er den overflødig? Ja, det er den. Som sagt så var 1’eren det et eller andet sted også, men fik alligevel charmet sig vej ind, i folks hjerter. Dette formås ikke på samme måde i 2’eren, og der er længere mellem de gode jokes også, men jeg må sige, at faldet i kvalitet fra 1 til 2, slet ikke er så grelt, som man kunne have frygtet.

Jumanji: The Next Level får 4,5 ud af 8 stjerner.