Bedste gyserfilm fra hvert år i 10’erne

0 Comments

10’erne har været et rigtig godt gyser årti. For bare 10 år siden, skulle man lede længe, for at finde noget kvalitet, det behøves man ikke i dag. Bevares, der er stadig flere dårlige end gode, men sådan er genren nu engang. De sidste 3-4 år, har minimum en gyserfilm fået Oscar hype, og flere har været nomineret, en enkelt har sågar vundet. Selv i serie form er genren begyndt, at kunne følge med. Med serier som ”American Horror Story” og ”The Haunting Of Hill House”, der afsnit efter afsnit, har fået Netflix brugere til at skide i bukserne af skræk. Så i andledning af årtiets sidste Halloween (som godt nok lige er slut) tænkte jeg, at jeg ville hylde genren, med en liste over den bedste gyserfilm fra hvert år i 10’erne.

2010: Insidious

Vi skyder årtiet i gang, med en film franchise, som tilsyneladende stadig er i gang, med en 5. Insidious film eftersigende på vej. De senere film i rækken har mildest talt ikke kunne måle sig med den første film, hvor instruktør James Wan viste, at han kan lave meget mere, end bare hjernedøde splatterfilm. Insidious virker på overfladen, som en klassisk gyserfortælling om en ganske almindelig familie, som flytter ind i et hus, hvorefter deres tilværelse, som de kender den, begynder at falde fra hinanden. Familiens ældste søn ryger nemlig i et uforklarligt koma, men det skal vise sig, ikke at have noget med huset at gøre. Insidious er måske ikke alles kop te, da det er en meget jumpscare fyldt film. Bag alle forskrækkelserne, gemmer der sig dog et interessant og originalt univers, fyldt med uhyggelige monstre, samt en historie om en familie i sorg, som vil gøre alt for at få deres søn tilbage.

Honorable mention: Tucker & Dale vs Evil

2011: The Cabin In The Woods

2011 er, uden sammenligning, det dårligste gyserår i det her årti. Det er et år fyldt med film, der på overfladen virker uhyggelige, men ikke er det, og en masse film, som kun lige kan gå, hvis det altså er Netflix man ser dem på, og man altså ikke har skulle bruge penge på. Heldigvis for os alle, så var det i 2011, at The Cabin In The Woods så dagens lys. Den er nemlig, i modsætning til andre gyserer fra 2011 skide god. Den har, lige som Insidious, på overfladen en næsten kliche gyserhistorie, i form at 5 unge mennesker, der skal tilbringe en weekend dybt inde i en skov i et sommerhus, hvor det hurtigt viser sig, at de ikke er alene i skoven. Det er så her at alle klicherne slutter, da alt der sker efterfølgende simpelthen aldrig er set før i nogen genre. Alt går amok, på den fede måde! Jeg tror, at den bedst kan beskrives således: Hvad får man, hvis man tager Scream, The Strangers og Saw, og blander dem sammen? Jeg ved det ikke. Det lyder fedt, men det vil stadigvæk ikke være lige så crazy og originalt som The Cabin In The Woods.

Honorable mention: Ingen (Ja, det var et skidt år for gyserfilm)

2012: Sinister

Sinister er en svær film at vurdere. På den ene side er den lidt åndssvag. Dialogen kan til tider virke ufrivilligt komisk, og det er let at mærke, at stort set hele budgettet til skuespillere er blevet brugt på Ethan Hawke, da stort set alle de andre, er meget ringe (heldigvis er det primært Ethan Hawke, der er med). På den anden, og heldigvis dominerende, side er den virkelig fucking uhyggelig. Puha jeg var ved at skide i bukserne første gang jeg så den (og alle der kender mit forhold til gyserfilm ved, at der skal meget til). Igen har vi en familie, der flytter ind i et hus, hvorefter deres tilværelse bliver vendt op og ned. Det er dog en smule anderledes, da faren i familien, skriver om uopklarede mordsager, og bevidst har flyttet familien ind i et hus, hvor 4 mennesker er blevet myrdet. Men er huset så besat? Ikke rigtig. Sinister holder dig skiftevis på kanten af dit sæde og presset helt tilbage i din sofa af skræk, og synet af den uhyggelige Bughuul og ikke mindst den fantastiske og uhyggelige lydside, vil desværre sidde fast i dig længe efter, at filmen er slut.

Honorable mention: The Woman In Black

2013: The Conjuring

Apropos det med at skide i bukserne af skræk, så tror jeg ikke at en film har været tættere på, rent faktisk at få mig til at gøre det end The Conjuring. Gudhjælpemig om det ikke igen er James Wan, der igen står bag. Endnu en gang har vi med en familie, som flytter ind i et hus at gøre, denne gang er det dog huset, der er noget galt med. I modsætning til de andre, så er The Conjuring baseret på en sand historie (hvis man altså tror på den slags). Netop det element gør det hele meget mere uhyggeligt, da det på en eller anden måde bliver mere jordnært, hvilket også gør de mange utroligt kreative jumpscares, så meget mere effektive. Det er ikke for sjov, at historierne om Ed og Lorraine Warren (et ægtepar, som i virkeligheden var spøgelsesjægerer. Kan varmt anbefale at man som minimum lige giver dem en tur i gennem Google.), og monsterne fra deres fortællinger, nu er blevet til deres helt eget filmunivers, som til næste år, vil være helt oppe på 9 film. Det er old school gys i verdensklasse, og det kan kun gå for langsomt, med at vi får mere af det!

Honorable mention: Oculus

2014: What We Do In The Shadows

Nu til noget helt andet. Som jeg skrev i min seneste anmeldelse her på siden (Zombieland: Double Tap (Har ladet mig fortælle at den er super god, så smut du endelig over og læs den også)), så er horror-comedy i min optik den sværeste genre, at have succes med. What We Do In The Shadows er en af de få film i genren, som uden tvivl er fantastisk. Det er desuden den eneste gode film i horror-comedy genren (som jeg har set), som har succes uden at være nødsaget til også at blande action ind i filmen. I What We Do In The Shadows følger vi en gruppe af vampyrer, som selv bliver fulgt af et filmhold, der er i gang med at lave en dokumentar om hvordan det er, at være en vampyr i en moderne verden. What We Do In The Shadows er helt nede på jorden, og har på ingen måde travlt. Joksne er fantastiske og dumme, i en historie, som både bekræfter og nedbryder vores forestillinger om hvordan en tilværelse som vampyr måtte foregå. Filmen har siden fået en spin-off serie, som kan findes på HBO, der er mindst lige så god, der viser flere sider af et univers, som også huser varulve, zombier, andre former for vampyrer og Wesley Snipes.

Honorable mention: The Babadook

2015: It Follows

Det mest uhyggelig ved It Follows, er nok hvor meget skæld ud jeg kommer til, at få af min kæreste for at inkludere den på listen. Det er ikke fordi It Follows ikke er uhyggelig, men det er Ann fandme. Det jeg prøver at sige er, at It Follows deler vandene, og det er ikke svært at se hvorfor. Der er rigtig mange elementer i den her film, som for nogle kan være pisse irriterende. Skuespillet er middelmådigt, musikken kan være decideret distraherende til tider, og idéen om et monster, som praktisk talt er en sexsygdom, kan være… ja, det giver vel egentlig sig selv. En ting man dog ikke kan sige om It Follows er, at den ikke er original. Jeg har i hvert fald aldrig set eller hørt om noget ligende. Historien er desuden også god, og jeg var, på trods af det til tider shaky skuespil, investeret i karakterende. Udover det har den også et par jumpscares, som er nogle af de bedste i dette årti. Ps. Undskyld skat, 2015 var altså ikke et særlig godt gyserår, og alternativet var den med geden, så jeg håber du forstår.

Honorable mention: The VVitch

2016: The Conjuring 2

Ja, jeg ved godt at det kan virke som om, at jeg her har taget den nemme løsning, bare for at kunne slippe for at skrive så meget, men det har jeg altså ikke. Som det vil kunne ses i min honorable mention, så var 2016 et rigtig stærkt år inden for genren, hvilket også er blevet taget med videre op til i dag. The Conjuring 2, er langt fra den mest originale gyserfilm fra 2016, men den er, ligesom 1’eren, uden sammenligning den mest uhyggelige. Den er nemlig (næsten) lige så god som den første Conjuring-film. Historien er ikke lige så stærk, og visse jumpscares er ikke lige så effektive, men hold nu kæft hvor gør den det godt igen med dens monstre. Nonnen i The Conjuring (som jo siden fik sin egen spin-off film, The Nun fra 2018), er i min optik det mest uhyggelige monster fra 10’erne, og den sad i mig længe efter jeg forlod biografen.

Honorable mention(s): 10 Cloverfield Land & Split

2017: Get Out

Nu bliver det alvorligt. Med 1 Oscar for bedste originale manuskript og yderligere 3 nomineringer (bl.a. for bedste film), er der ingen diskussion om, at Jordan Peele’s debutfilm skal inkluderes på min liste. Selvom man gennem hele filmen føler sig utilpas, grundet filmens ubehagelige stemning, så er Get Out ikke en af de mest uhyggelige film på listen, langt fra faktisk. Hvad den ikke har i uhygge, har den til gengæld i alt andet. Skuespillet skal du lede længe efter at finde bedre i en gyserfilm (hvis det overhovedet kan lade sig gøre), specielt fra hovedrolleindehaver Daniel Kaluuya, som leverer en pragtpræstation. Idéen om at gøre hverdagsracisme til det overordnede tema i en gyserfilm må også siges, at være originalt. Historien er nemlig i princippet bare en ung sort mand, som skal hjem og besøge hans hvide kærestes forældre for første gang, og undervejs får han det mere og mere ubehageligt i deres nærvær, pga. nogle, lad os kalde dem specielle hendelser. Jordan Peele fortjener helt klart sin Oscar for manuskriptet, da jeg ikke synes at der er meget at sætte en finger på. Intet i filmen er tilfældigt, alt har en mening og kan analyseres, og så er den til og med også sjov. Jordan Peele beviste med Get Out, og cementerede med hans seneste film Us, at han er en mand man skal tage meget seriøst, trods hans komiske baggrund.

Honorable mention: It

2018: A Quiet Place

Så Get Out, som blev nomineret til Oscars, er skrevet og instrueret af en komisk skuespiller? Det må da være en once in a lifetime ting! Nej, det er det ikke, for det skete sgu igen året efter. A Quiet Place er nemlig skrevet og instrueret af John Krasinski (Ja, det er Jim fra The Office), og han har fandme også hovedrollen, sammen med hans kone Emily Blunt. I A Quiet Place, er Jorden blevet overtaget af nogle mystiske væsner, som jager udelukkende på lyd, og selv den mindste lyd vil de kunne opfange på kilometers afstand, så man skal være helt stille. A Quiet Place er nok den vildeste biografoplevelse jeg nogensinde har haft. Folk er normalt stille i en biograf, men der er altid en sodavand, der er ved at blive tømt, en enkelt idiot, der insisterer på at småsnakke lidt og popcorn der knaser. Det var der ikke her. En helt fyldt biografsal var helt stille, opslugt af dette univers, skabt af en mand, som ellers indtil nu har levet af at få folk til at grine. Folk turde ikke end gang at stikke hånden ned i deres popcornbøtter. Jeg har sidenhen set den igen, denne gang på Netflix, i min egen stue, og det samme skete igen. En film som A Quiet Place er aldrig set før, og bliver nok aldrig set igen (På trods af, at der kommer en 2’er), og jeg har ondt af min honorable mention fra 2018, for nok er den fantastisk, men den topper altså ikke dette mesterværk af en gyserfilm.

Honorable mention: Hereditary

2019: Midsommar

Ligesom A Quiet Place, så er Midsommar en gyserfilm, som jeg aldrig har set magen til. Midsommar foregår nemlig, næsten udelukkende, ved høj sol og i fuld dagslys. Mørket er nok, sammen med lyd, det mest effektive element i en uhyggelig film, så det kræver sgu sin mand, at fjerne det element helt. Og Ari Aster klarer det med bravour! Lad mig sige det på den her måde, hvis du har problemer med at være i din egen krop under et afsnit af Klovn, så vil du ikke kunne overleve Midsommar. Alle de elementer en gyserfilm kan gøre gavn af, på et lærred svøbt i mørke har jo måtte erstattes, og det bliver de så sandelig også. De normale chok og den opbyggende panik, er nemlig erstattet med ubehag, sorg, akavethed og forvirring, i en sådan grad, at da min kæreste og jeg forlod biografen, kunne vi ikke holde hinanden i hånden af bare ubehag, over hvad vi lige havde set. Jeg ved godt hvad folk, som ikke har set filmen her må tænke, og ja, det lyder forfærdeligt, det kan da ikke være en god ting? Det er det dog, for filmens mission fra start til slut, ligesom alle gyserfilm, er at gøre dig bange, men den gør det ikke ved hjælp af, til tider billige midler, som forskrækkelser og klamt opbyggende musik, men ved gennem 147 minutter at tvinge en ubehag og forvirring ind i din krop, som du aldrig har set magen til. Det er mig en gåde hvordan noget så forfærdeligt, kan være så fantastik!?

Honorable mention: Us