Alle Disney Animationfilm Rangeret: 40 – 31

0 Comments

#40 Frozen 2 (2019)

Jeg vidste godt, inden jeg så Frozen 2, at jeg ikke ville være fan, hvilket i sig selv ikke er et godt udgangspunkt, men at jeg selv med den indgangsvinkel skulle blive skuffet var overraskende. Frozen 2 starter ellers solidt, med meget af den samme stemning fra den første film, og med et par okay sange. Da vi rammer omkring halvvejs falder den dog mere eller mindre fra hinanden. Karaktererne bliver dumme, historien jappes så meget i gennem, at den til tider ikke giver mening, og der forsøges ikke end gang at etableres noget, der bare minder om en skurk. Jeg håber i hvert fald, at det her er det sidste vi ser til Frozen, indtil Disney udgiver den som ikke animeret remake.

#39 Atlantis: The Lost Empire (2001)

Inden du bliver irriteret, så vil jeg lige sige, at vi her tager et kæmpe skidt op i kvalitet. Jeg vil gå så langt som at sige, at der ikke er flere dårlige film tilbage på listen. Atlantis: The Lost Empire, er endnu en film fra Disney’s svære start 00’ere. Den står dog stærkt i hjertet hos de fleste Disney-fans, hvilket jeg godt kan forstå, fordi den virker så anderledes af en Disney film at være. Selvfølgelig en masse magi og mytologi, men udelukkende med mennesker, og en original historie. Atlantis bliver dog voldsomt trukket ned af dens karakterudvikling, da den introducerer mange karakterer, men ikke rigtig giver nogen af dem tid og plads til at udvikle sig, hvilket især går ud over filmens hovedkarakter og skurk. Desuden indeholder den heller ingen sange, hvilket er et must for en klasse Disney-film.

#38 Brother Bear (2003)

Igen kan jeg næsten mærke irritationen ude fra den anden side af skærmen, og igen kan jeg sagtens forstå det. Havde jeg skulle sammensætte denne liste, uden at gense filmene, så havde Brother Bear været at finde højere oppe på listen, men… Jeg så den igen, og jeg blev altså skuffet. Bevares, Brother Bear’s soundtrack står stadig som et af Disney’s stærkeste, og rent følelsesmæssigt, skal man nærmest være lavet af sten, som undertegnede, for ikke at knibe en tåre flere steder i filmen. Brother Bear falder, ligesom Atlantis, på sine karakterer. Alle bikarakterer bliver udelukkende brugt som comic relief, uden at tilbyde historien meget, og Kenai (hovedkarakteren) er decideret ulidelig. Forstå mig ret, historien om det blomstrende broderskab mellem Kenai og Koda er sødt, men jeg håber nærmest at det går Kenai skidt, så dårligt et menneske/bjørn er han. Note: Dette er en af de få film på listen, som faktisk er bedre på dansk.

#37 Aristocats (1970)

Igen vil jeg meget gerne undskylde for at træde jer over tæerne, jeg er også skuffet over mig selv. Der er faktisk ikke så meget negativt at sige om Aristocats. Dejlige karakterer, god historie, ganske fin skurk, og et super soundtrack. Hvorfor ligger den så lavt spørger du? Hvis du for første gang sætter dig til at se Aristocats og føler, at du har set den før, så er det også rigtigt. Du har set Lady & Vagabonden, som i store træk er den samme film, bare med hunde. Selvom den er hyggelig, så er Aristocats en mega doven film, som bringer så lidt på banen selv, at selve idéen om den er stjålet fra en anden film. Det i sig selv, føler jeg er mere end rigeligt grundlag til, at Aristocats ikke kan komme længere op af listen.

#36 The Sword In The Stone (1963)

The Sword In The Stone er nok den mest vanilje film på hele listen. En fin hovedkarakter, en sød historie, spøjse biroller og et par fine skurke. Nårh ja, og så kaster den også lige troldmanden Merlin af sig, som i forvejen var en kendt figur, men som man efterfølgende ikke kan se for sig på andre måder efter The Sword In The Stone. Der er faktisk ikke så meget negativt at sige om The Sword In The Stone. Når den er bedst, så når den ikke samme niveau, som stort set alle filmene under sig gør, når de er bedst, men når der ikke rigtig er noget, der trækker den anden vej, så lander den over dem alle.

#35 Treasure Planet (2002)

Treasure Planet var en svær fisk at håndtere. På den ene side er det en meget spændende film i Disney’s historie, da det er en af de første film, der virkelig leger med computeranimation, og den er utroligt flot. Den har også en anderledes, men alligevel genkendelig historie, med en elskværdig helt. På den anden side er det ikke en film man husker for andet. Jeg husker 0 sange, og udover hovedrollen Jim, kan jeg intet fortælle dig om nogen karakterer, hvilket var et gennemgående problem i denne periode for Disney’s animation.

#34 The Great Mouse Detective (1986)

Nu til listens første eksempel på, hvor meget godt en god skurk kan gøre, for en film altså. The Great Mouse Detective er på mange måder ligesom The Sword In The Stone, meget vanilje. Den eneste deciderede irriterende ting ved The Great Mouse Detective er, at den er for kort, hvilket i den grad koster mange points, da det lidt går ud over alle andre nøgleelementer i filmen. The Great Mouse Detective går fra at være en lettere dårlig film, til at være ganske udelukkende pga. filmens skurk Ratigan. En magtsyg mafiarotte, der selvom hans deltagelse i en børnefilm, næsten burde være forbudt for børn. Ratigan er uden sammenligning Disney’s mest undervurderede skurk, som jeg på ingen måde kan gøre justice, ved at skrive om ham, så jeg synes selv du skal opleve ham.

#33 The Rescuers (1977)

The Rescuers er, ligesom en del af de omkringliggende film, en film uden de helt store negative udsvingninger, men som heller ikke har et topniveau, der er værd at skrive hjem om. Den skal dog have, at den er i besiddelse af en rasende undervurderet skurk, som nok er en af de mest rendyrkede onde karakterer i hele Disney’s bagkatalog. Enkelte af dens biroller er også så elskværdige, at de faktisk helt overskygger Bernard og Bianca, hvilket vel egentlig også kan ses som noget negativt. Alligevel må The Rescuers have været populær, da det var den første af Disney’s film, der fik en opfølger (ret mig hvis jeg tager fejl), men da popularitet ikke er en faktor på listen, må den altså tage sig til takke med en placering, som nummer 33.

#32 Dinosaur (2000)

Dinosaur er endnu en film fra Disney’s start 00’ere, som ikke helt blev en succes, og som de fleste nok har glemt faktisk. Det er lidt en skam, da den er en hyggelig lille film. Fyldt til randen med en masse hele, og dejlige karakterer, som drager ud for at finde sikkerhed ved dinosaurernes yngleplads. Der er ikke meget at skrive hjem om, men af en enkelt årsag er Dinosaur, tættere på nummer 30 end nummer 40: Det er Disney’s første computeranimerede spillefilm. Dinosaur er en ekstremt vigtig film i Disney’s historie. Bevares Pixar havde allerede på dette tidspunkt udgivet 2 film, men her fandt Disney ud af, at der altså ikke var monopol på området.

#31 Lilo & Stitch (2002)

Simon & Garfunkel. Keld & Dirch. George Michael og ham den anden fra Wham. Ligesom disse duoer var det klart at se i Lilo & Stitch, hvem der var mest populær. Det troede jeg egentlig også Disney kunne, for jeg huskede tilbage på Lilo & Stitch, som værende en rasende undervurderet film. Efter at have genset den, gik det dog op for mig, at det var Lilo & Stitch serien jeg tænkte på, da Disney åbenbart først der, knækkede den og fandt ud af, at folk sgu nok primært vil have fokus på det lille blå rumvæsen med 4 arme, fremfor den lille pige fra Hawaii. Forstå mig ret, Lilo & Stitch er en god film, men på trods af en god historie, elskværdige karakterer, noget så udisneyt som et godt score og en star-making optræden af Stitch, så passer den opbyggede verden langt bedre i serieformatet, da filmen efterlader alt for mange spørgsmål. Bliver Nanny kærester med David, kan Jumba og Plikli integrere sig på Jorden, og hvad skete der med de 625 andre eksperimenter som Jumba lavede!?

Tags: