Alfa

0 Comments

Starring: Andreas Jessen, Sebastian Jessen, Lars Mikkelsen

Et bevis på, hvor meget en fantastisk slutning kan rette op på!

Det er som om, at der i de seneste par år, er begyndt at ske noget i dansk film og tv. Med film som Danmarks Sønner og Underverden, og en serie som Forhøret, er der for alvor kommet en lille smag af Hollywood ind i den ellers så skemalagte danske krimi. Ja, man kan vel efterhånden, svinge sig op til at kalde det action eller thriller nu. Med undtagelse af Underverden, er formlen dog aldrig helt blevet knækket, men det er positive takter, da der i mange år har savnet et frisk pust på nærmest alle parameter. Det lader til, at brødrene Avaz med serien Alfa, ikke blot ønsker at give genren et friskt pust, men en stiv kuling, og ikke blot tage chancer, men også sende nogle ellers oversete talenter helt frem i forreste linje.

Adam (Andreas Jessen) og Jakob (Sebastian Jessen) er brødre. De har ikke set hinanden i mange år, og lever vidt forskellige liv. Adam er børsmægler, og Jakob er politibetjent. Fælles for dem er, at de begge flygter fra deres fortid. Deres far er leder af en stor rockerklub, og drengenes opvækst har mildest talt været ubehagelig. Da drengenes far dør, mødes de igen til begravelsen, men ser igen helt forskelligt på oplevelsen, og tabet af deres far. Jakob søger ind som narkobetjent, for at øge indsatsen mod mænd som hans far. Adam ser en mulighed for at bryde ud af sit kedelige liv, og leve mere som hans far gjorde. Begge er de dog ude på meget dybt vand, da ingen af dem er helt egnede til deres valgte veje, og det ved folk omkring dem desværre også.

Det her føles større end det er. Det var min første tanke, efter at have set det første afsnit af Alfa. Følelsen var der allerede fra starten, da Alfa i modsætning til andre danske serier, har gidet at bruge tid på noget så simplet som dens intro. I serier som Mad Men, Game Of Thrones og True Detective er man fra starten ikke i tvivl om, at man nu skal se noget specielt, alene pga. introen. Godt luret Avaz’er! Et simpelt, men alligevel komplekst plot, med rødder i noget så genkendeligt som familie, arv og miljø, som spreder sig til en kriminel underverden, fyldt med vold, stoffer og våben, fordelt på 2,5 historier. Man kan nikke genkendende til det, men ikke spejle sig i det (forhåbentligt), så man bliver investeret. Godt luret Avaz’er. Smukke skud, med et højt niveau af både musik og filmiske virkemidler, som ikke føles som poleret Hollywood, grundet de relativt ukendte ansigter vi ser på skærmen. Godt luret Avaz’er! Et enkelt stort navn som Lars Mikkelsen skal der til, men hvem siger at man skal fylde sin serie, med lige så store navne, når der er så mange dygtige, knap så eksponerede, men stadig genkendelige skuespillere at tage af? Etablerede spillere som Susanne Storm og Henning Jensen er altid gode, og folk som Sebastian Jessen (kendt fra Rich Kids bl.a.), Thomas Levin (kendt fra Norskov) og Jonathan Harboe (kendt fra Sjit Happens), er fantastiske og det ville have været åndssvagt at bruge penge på større navne. Godt luret Avaz’er! Når det så er sagt, så er der stadig problemer i casting departementet. Alle de relativt kendte ansigter gør det skide godt, men det er meget svingende hos de nye ansigter. Johannes Lassen er fremragende i rollen som den psykopatiske Lenny, og Julie Brochorts Andersen ligeså, i rollen som den bekymrede kæreste Emma. Ari Alexander og Besir Zeciri derimod, er begge voldsomt overcastede, som Adams bedste venner Oliver og Simon, og bliver spillet under brædderne i samtlige scener de medvirker i. De, sammen med en håndfuld andre, bl.a. Ardalan Esmaili (Ibrahim), lægger på et niveau, hvor det tilsyneladende, end ikke har kunnet reddes i efterredigeringen, da man ofte ikke end gang kan forstå hvad de siger, fordi replikkerne nærmest bliver mumlet ud. Puha Avaz’er! Jeg var meget efter brødrene Avaz, da jeg sidste efterår anmeldte deres film Kollison. Historien var meget usammenhængende, og med mindre ordene kom ud af Nikolaj Lie Kaas’ mund, så var dialogen til tider grinagtig urealistisk. Det er der desværre ikke blevet rettet helt op på i Alfa. Historien er der ingen bøvl med. Måske de bare er bedre til at skrive serier? Dialogen må på den anden side siges, stadig at hænge voldsomt til tider. Urealistiske formuleringer, reaktioner og ordvalg er drysset udover hvert afsnit, hvor specielt en enkelt scene med Laura Drasbæk er decideret kvalmende. Puha Avaz’er!

Et godt stykke inde i sidste afsnit af Alfa, var jeg sikker på, at den lå et sted mellem 5,5 og 6 stjerner ud af 8. Men så skete der noget, som jeg desværre ikke kan gå for meget i dybden med, uden at spoile. Brødrene Avaz viste i seriens sidste momenter, at de faktisk er mega talentfulde forfattere. Med en scene fik de alt i serien til at give mening, og fik mig til at tabe underkæben noget så voldsomt. Jeg er så glad for, at jeg ikke valgte at anmelde denne serie efter 1., 2., 5. eller 7. afsnit, da det ikke ville have givet et ordentligt billede af serien. Alfa er et helstøbt værk, hvor intet er tilfældigt, og hvor alle detaljer har en relevans. Ja, den har sine fejl og mangler, og de er svære at se gennem fingre med, hvilket jeg heller ikke vil gøre, men nogle gange må man simpelthen bare bøje sig i støvet og sige; Hold nu kæft hvor var det flot skrevet. Kan der komme en sæson 2 af Alfa? Ja, det kan der. Ville det være okay? Ja, det ville det. Behøves det? Nej, den ene sæson kan sagtens stå for sig selv, som færdigt værk.

Alfa får 7 ud af 8 stjerner

Jeg ved det godt selv, det her endte sikkert med at være en smule usammenhængende. Jeg ved godt, at det umiddelbart ikke lyder, som en 7-stjerners anmeldelse, og jeg ville så gerne fortælle helt præcist hvorfor Alfa får 7 stjerner, Det eneste jeg kan sige er, at jeg synes du skal logge ind på Tv2 Play, og se Alfa. Jeg er sikker på når du er færdig, at du vil kunne forstå mig!

Tags: