7 (måske) Anbefalinger til Oktober

0 Comments

The Walking Dead: World Beyond

Selvom det for nyligt kom frem, at hitserien The Walking Dead vil slutte efter den kommende sæson, så skal fans af serien ikke være nervøse for at mangle deres zomiefix. Foruden spin-off serien Fear The Walking Dead (sæson 6 har også premiere i oktober (kan ses på HBO Nordic)), og en annonceret film om karakteren Rick Grimes, kommer nu endnu en spin-off serie, i form af The Walking Dead: World Beyond. I modsætning til dens søskende serier, vil World Beyond kun være 2 sæsoner lang, men vil ellers have mange af de samme temaer, dog med et twist. World Beyond sætter fokus på den første generation af mennesker, som er født i den postapokalyptiske verden, og som aldrig har kendt andet.

The Walking Dead: World Beyond kan ses på Amazon Prime fra den 4. oktober.

The Haunting Of Bly Manor

At lave en god gyserfilm er svært. At lave en god gyserserie, er nærmest umuligt. Det er forståeligt da gys kræver, at en helt speciel stemning bliver sat, og da den gennemsnitlige series sæsoner har en spilletid på over 7 timer, så er det en ekstremt svær disciplin. Med undtagelse af American Horror Story, har ingen serier formået at have succes ved udelukkende at holde sig inden for gysergenren. Det var indtil Netflix succesen The Haunting Of Hill House bragede ind på scenen i 2018, og skræmte dens seere fra vid og sans, i samtlige 10 afsnit. Nu kommer dens længe ventede efterfølger The Haunting Of Bly Manor, som vil fokusere på en ny historie, men med samme udgangspunkt; Et uhyggeligt og besat hus. Hvis man skal tro på de tidlige anmeldelser, skulle The Haunting Of Bly Manor, være langt mere uhyggelig end The Haungting Of Hill House, så der er god grund til at beholde natlampen tændt, i den nærmeste fremtid.

The Haunting Of Bly Manor kan ses på Netflix fra den 9. oktober.

Ulven Kommer

Så er det endnu en gang tid til, at DR ruller det store søndagsdrama ud til danskerne. DR har efterhånden for vane at levere stærke serier til sine seere, og trods enkelte svipsere (jeg kigger på dig 1864), så kan man roligt forvente noget stort. Serier som Borgen, Herrens Veje, Broen og ikke mindst Forbrydelsen har alle haft kæmpe succes, med sin klassiske Nordic Noir stil, og Ulven Kommer skulle eftersigende være skåret efter samme skabelon. Vi skal ikke se en krimi denne gang, men derimod et familiedrama, fyldt med intriger, løgne og muligvis afpresning og kidnapning(?). Serien har Bjarne Henriksen i hovedrollen, og skulle eftersigende være den mest intense serie DR har produceret til dato, hvilket godt nok siger en del.

Ulven Kommer har premiere på DR1 og DRTV den 11. oktober

Sunday: Sæson 3

Den komiske komet Melvin Kakooza er tilbage med den 3. sæson af sin hit sitcom Sunday. Sunday er historien om en ung afrikansk mand, der bliver hentet til FC Fredericia, uden nogensinde at have spillet fodbold. Serien er skrevet af Melvin selv, og er løst baseret på hans egne oplevelser, som tilflytter til Danmark fra Afrika. Foruden Kakooza selv, er den rasende undervurderede Anders Brink Madsen at finde på rollelisten, samt den altid dygtige Birthe Neumann, og serien kan nu prale af også at have Mick Øgendahl med ombord. Sunday (Kakooza) skal i sæson 3 bevise over for den nye cheftræner (Øgendahl) om, at han er god nok til at blive på holdet, da hans kontrakt snart udløber. Serien er som sædvanlig instrueret af Jesper Rofelt, som tidliger har haft fingrene i både Drengene Fra Angore og Klovn, så jeg er sikker på, at grin endnu en gang kan garanteres.

Sæson 3 af Sunday har præmiere på Xee den 22. oktober.

The Undoing

En stor HBO satsning med dansk islæt! The Undoing er instrueret af Susanne Bier, og har Nicole Kidman i hovedrollen som forfatteren Grace Fraser, som lever det perfekte liv. En succesfuld terapeut med en bestseller på vej, en dejlig mand og en søn, der går på en af de bedste skoler i New York. En dag bliver hele hendes liv dog vendt op og ned på hinanden. Et voldeligt mord, en forsvunden mand, og en kædereaktion af forfærdelige opdagelser om en mand, som hun ellers troede hun kendte. Midt i al kaosset, er det nu op til Grace at skabe et nyt liv, for hende og hendes søn. Foruden Nicole Kidman, er både Hugh Grant og danske Sofie Gråbøl at finde på rollelisten.

The Undoing kan ses på HBO Nordic fra den 26. oktober.

Erna I Krig

Erna I Krig, er den helt store danske film i oktober, og ud fra navnene på plakaten er det ikke svært at se hvorfor. Erna I Krig finder sted under første verdenskrig, hvor Tyskland mangler soldater, de indkalder alle, selv sønderjyderne. En dag banker det på Ernas dør, en tysk officer vil have hendes 17-årige søn, og selvom Erna gør hvad hun kan, bliver han taget med. Erna tager derfor en drastisk beslutning. Hun klipper sig korthåret, og bytter identitet med en soldat, så hun kan følge og beskytte sin søn under krigen. Erna I Krig er instrueret af Henrik Ruben Genz, som tidligere bl.a. har instrueret Frygteligt Lykkelig, Tordenskjold og Kold og Gud Taler Ud. Den er skrevet af Bo Hr. Hansen, som tidligere bl.a. har skrevet Kunsten At Græde I Kor og Afdeling Q-filmen Journal 64.

Erna I Krig kan ses i biografen fra den 29. oktober.

The Mandalorian: Sæson 2

Eftersom at Disney+ havde premiere i USA og England for lang tid siden, måtte vi danskere vente pænt på Star Wars succes serien The Mandalorian. Nu kan vi så være helt med på beatet, når sæson 2 får verdenspræmiere. The Mandalorian er sat mellem episode 6 og 7 i Star Wars-universet, og handler om en ensom dusørjæger, fra den yderste del af galaxen, langt væk fra den nye republiks højsæde. The Mandalorian var nomineret til en røvfuld Emmy’s, og er allerede blevet et fænomen i popkultur, som mange mener er det bedste, der er kommet ud fra Star Wars-universet i snart 40 år.

Sæson 2 af The Mandalorian kan ses på Disney+ fra den 30. oktober.

Tags: , , , ,